Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

#MændTaler: Der er brug for, at mænd taler ud med hinanden

Hvad kan vi som mænd gøre, for at kvinder – herunder vores egne døtre, søstre, mødre, svigerinder og kusiner – fremover kan undgå krænkende adfærd fra vores kønsfæller?

Illustration: Rasmus Sand Høyer

MeToo-kampagnen har gjort det klart, at mænd i alarmerende høj grad er skyldige i seksuelle krænkelser mod kvinder i begge ender af skalaen: fra seksualiserende tiltale til fuldbyrdet voldtægt.

Mon ikke de fleste af os mænd godt vidste det i forvejen: at visse af vores kønsfæller ikke altid kan finde ud af at behandle kvinder med behørig respekt. Men de tusindvis af beretninger i mange vestlige lande understreger, at omfanget af disse handlinger er for stort til, at vi nogensinde kan ignorere det igen.

Kort sagt: Der er brug for en grundig selvrefleksion hos alle mænd – også dem, der aldrig har chikaneret nogen, eller i hvert fald tror, at de aldrig har gjort det – så vi for alvor kan få begravet den krænkelseskultur, som for længst burde have fået dødsstødet.

Hvis ikke du siger aktivt fra, når du er vidne til, at nogen bliver krænket, er du faktisk medskyldig i, at chikanen og overgrebene fortsætter.

Under #MændTaler vil vi derfor tage initiativ til at sætte fokus på nødvendigheden af, at mænd skrider til handling og engagerer sig i debatten, når de er vidner til chikane eller andre seksuelle krænkelser. Debattøren Vera Rosenbeck luftede i et indlæg i Altinget den 23. november sin store frustration over, at mænd – til trods for, at anslået millioner af kvinder har delt deres historier – har været påfaldende fraværende i debatten herhjemme.

Blog: #HeToo – Krasnik, Bornedal og alle de andre virkelighedsfornægtere

I indlægget skrev hun: »Jeg tror ikke på, at vi kan bevæge os videre fra den her situation, hvis der ikke er flere mænd, der er villige til at gå konstruktivt ind i diskussionen.« Og hun fremførte også denne pointe: »Hvis mange mænd reelt ikke ved, hvornår de flirter, og hvornår de krænker, så må vi starte der.«

Lige netop: Der er brug for denne konstruktive diskussion, så mænd fremover kan blive mere vidende om, hvordan deres adfærd nogle gange opfattes, og hvordan en øget opmærksomhed på modtagerens reaktion skal sættes langt mere aktivt i spil. Vi ved godt, at der også har været historier fremme om kvindelige krænkere og mandlige ofre, men her er det nu engang mændene, vi i lyset af MeToo-kampagnens fortællinger henvender os til: Hvad kan vi som mænd gøre, for at kvinder – herunder vores egne døtre, søstre, mødre, svigerinder og kusiner – fremover kan undgå krænkende adfærd fra vores kønsfæller?

Vi vil arbejde for at sprede #MændTaler på nettet og invitere mænd til at berette om, hvordan balancen mellem respekt og despekt har udfoldet sig i deres egne relationer til kvinder. I samarbejde med nonprofitorganisationen Daregender vil vi desuden i de kommende måneder være værter for en række samtaler med mænd, som på forskellig vis er blevet berørt af og engageret i MeToo-kampagnen.

JP mener: #MeToo-bevægelsen ender i #YouToo og fri adgang til at hænge folk ud

Og til hver og én af de mænd, som har været fortørnede over MeToo-kampagnens fokus på mænds ugerninger, fordi den i princippet mistænkeliggør alle mænd, vil vi sige: Du kan ikke forvente, at mistænkeliggørelsen ophører, hvis ikke du begynder med dig selv og spørger, om der er noget, som du kunne have gjort anderledes og fremover kan gøre bedre. I modsat fald vil din passivitet kun bidrage til, at krænkelseskulturen fastholdes i vores samfund.

Der er tre områder, som vi særligt vil sætte fokus på, og som alle giver mænd mulighed for at handle aktivt.

Det første område angår behovet for at bakke kvindernes kamp op – både i medierne og i virkeligheden. Når kvinder i vores omgangskreds eller i medierne fortæller om overgreb fra mænd, skal vi lytte godt efter, hvad der bliver sagt, og ikke begynde at betvivle, om der nu også har fundet et overgreb sted. Det kræver mod og styrke at dele sine oplevelser om at være blevet krænket, så vi skal hver især gøre, hvad vi kan for at være en tillidsfuld lytter – ikke én, der stiller kritiske spørgsmål til oplevelsen.

Det andet område angår behovet for at se indad. Det vil sige spørge sig selv om, hvordan ens egne handlinger – eller manglen på samme – kan have bidraget ikke blot til, at krænkelseskulturen findes, men også til, at den har fået lov til at stortrives indtil nu. Det handler om at anerkende, at man formodentlig også selv har fejlet: Om ikke ved selv på et tidspunkt i livet at have chikaneret eller begået overgreb på nogen, så måske ved at have forholdt sig passiv, når man var vidne til, at en kvinde oplevede at blive krænket, eller når en ven fortalte om sin egen krænkende opførsel over for en kvinde. For at se indad er det afgørende, at vi bliver bedre til at diskutere overgrebsfortællingerne med vores mandlige familiemedlemmer, venner eller nære kolleger. Eller med nogle helt ukendte. Det kan #MændTaler bruges til.

At se indad handler også om at forsøge empatisk at sætte sig i kvinders sted: Hvordan mon det egentlig føles eksempelvis at være instinktivt utryg over for en mand, når man kommer gående alene en aften på gaden et ensomt sted? Hvordan opleves det at blive gjort til genstand for latter gennem en kvik bemærkning med et seksualiserende indhold, fremsagt i frokostpausen af en mandlig kollega? Og hvordan mon det er at være kvinde, når ens afvisninger af tilnærmelser fra en tilfældig mand i byen bare ikke bliver taget alvorligt? Kort sagt: #MændTaler angår også de indre monologer.

Det tredje område handler om at træde i karakter ud fra devisen: Hvis ikke du siger aktivt fra, når du er vidne til, at nogen bliver krænket, er du faktisk medskyldig i, at chikanen og overgrebene fortsætter. Den amerikanske maskulinitetsforsker Jackson Katz er kendt for at have henledt opmærksomheden på nødvendigheden af at være bystander, som han kalder det. Det vil sige at støtte enhver, der i den givne situation er underprivilegeret, og samtidig sige klart og tydeligt fra over for dem blandt ens kønsfæller, der uretmæssigt benytter sig af deres mandlige privilegier til at tale ned til eller udøve vold mod andre.

En bystander har modet til at sige fra over for vennernes sexisme, selv om han efterfølgende risikerer at blive hånet for det eller ekskluderet af selskabet. Jackson Katz opsummerer bystander-princippet med ordene: »Jeg vil ikke forblive tavs, så du kan blive ved med at krænke.« At det er lettere sagt end gjort at sige fra over for det socialt accepterede spil, er så noget andet, og der kan undertiden være langt fra oplevelsen af, hvad den etiske fordring er, til frygten for, hvad de sociale sanktioner kan være. Derfor må enhver af os sige fra på den måde, som vi bedst kan, også i det små.

Disse tre områder er helt nødvendige at sætte fokus på. For som en af os skrev i et indlæg for nylig: »Hvis ikke vi griber fat om kernen af problemet – at mange mænd tror sig berettigede til at seksualisere kvinder uden at bekymre sig om samtykke til det – vil overgrebene fortsætte med uændret kraft, måske blot på mindre åbenlyse måder end hidtil.«

Af samme årsag føler vi os som henholdsvis folkevalgt og kandidat til Folketinget dybt forpligtede til at arbejde for mere politisk handling i kølvandet på MeToo-kampagnen. Hvor præsident Macron i Frankrig for kort tid siden sagde, at hele samfundet var sygt af sexisme, og hvor den svenske statsminister Stefan Löfven har givet stor moralsk opbakning til kampagnens kvinder, har der herhjemme ikke været særligt stort politisk fokus, indtil ligestillingsminister Karen Ellemann for et par uger siden opfordrede virksomhederne til at være tydelige om, hvor grænserne går.

Det var tiltrængt, men kun en begyndelse: Landets folkevalgte må lade sig inspirere af deres europæiske kolleger og træde i karakter ved at tage et moralsk medansvar for overgrebenes tilstedeværelse og bidrage til, at deres antal mindskes betragteligt.

Vi skriver disse ord med de nylige episoder i vores eget parti i kun al for klar erindring. Vi er meget lidt stolte over, at der i vores parti, som har anerkendelsen og respekten for enhver anden i højsædet som et hovedelement i en ny politisk kultur, alligevel har kunnet opstå enkelte episoder med krænkende adfærd. Den tidligere Venstre-praktikant Susan Simonsen beskrev i sin bog ”Det underdanige og det magtfulde” fra februar, hvordan dansk politik er en sexistisk kultur – og MeToo har aktualiseret behovet for at komme til bunds i en sådan problematisk arbejdskultur.

Derfor er vores initiativ lige så vel møntet på vores egne rækker som på andre, og vi håber, at #MændTaler vil få mange flere mænd – krænkere, ikkekrænkere, bystandere, passive vidner, alle – til at handle aktivt, så vi én gang for alle kan sikre en omgangstone og arbejdskultur, der ikke krænker, men bygger op; der ikke undertrykker og nedværdiger, men styrker og mangfoldiggør.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Arctic Circle - Kina gør krav på arktis

Nauja Lynge
Som sædvanlig glimter fraværet af kritiske røster ved Arctic Circle-konference.

Blog: Har EU været tæt på at sejre sig ihjel?

Casper Hedegaard
Meningsmålinger viser, at tilslutningen til EU er den største i mange år. For få år siden var situationen en helt anden, hvor opbakningen vaklede, og tilliden til det europæiske fællesskab kunne ligge på et lille sted. Har vi i virkeligheden stået i EU’s midtlivskrise, hvor de trygge og forudsigelige rammer gjorde projektet for usynligt og folkefjernt?
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her