Det gør ondt at blive dansk

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er sandt, at vi ikke skal bilde nydanskerne ind, at integration er tilstrækkeligt. Demokratisk sindelag og et arbejde er bestemt udmærket, men det er ikke nok. Og vi skal holde op med at sende skizofrene budskaber til vores indvandrere, som både Venstre og Socialdemokraterne har været slemme til.

Problemet er, at kulturel integration er i lodret strid med tidens liberale idealer. Uanset hvor meget vi inderst inde godt ved, at reel integration kræver langt mere end demokratiske værdier, undlader de fleste alligevel at kræve den assimilation, de reelt forventer. Assimilation fordrer i yderste konsekvens kulturel tilpasning lige fra leverpostej til kristendom. Og det er uvidenhed og kujoneri, der forhindrer denne erkendelse.

Det er nu svært nok i forvejen at blive dansk! Vi taler om et sjæleligt krav, der på mange måder er modsætningsfyldt. Vi beder indvandrere om at tilvælge en ny identitet som danskere, også selvom en ikke-ubetydelig del af identiteten som dansker består i ikke at være indvandrer. Faktisk er det grundlæggende umuligt at blive assimileret på én generation. Fornemmelsen for årstiderne, smukke bygninger i mursten, humoren, folkesange, julepynt, salmer, intonationer, Matador, forholdet mellem kønnene og folkekirken. Stort og småt.

Det betyder, at den sjælelige ro, som en rodfæstet dansk identitet giver, på det nærmeste er uden for rækkevidde for indvandrere. Selvfølgelig kan de få en identitet som danskere, men der vil altid være en følelse af andethed, der spøger. Splittelsen er nærmest uundgåelig.

Derfor skal vi også respektere og anerkende dem (en lille minoritet) der vælger at tage springet. De modige (det mener jeg i dybeste oprigtighed) indvandrere, der vælger Danmark og vores kultur til. De står over for et liv med tvivl, rådvildhed og rodløshed. Det er alt andet lige langt lettere at vælge et liv lænket af islam i parallelsamfundet. Så ved man, hvem man er, og hvor man hører til. Også selvom det heller ikke er nogen sjælelig dans på roser at have en islamisk identitet i et kristent land, og dagligt blive mindet om, at man er udenfor og at ens kultur på lange stræk er inferiør.

Vi skal gøre, hvad vi kan for understøtte en nydansk identitet. Hvor man har valgt at gøre sit til at blive en del af Danmark ved at have overvejende danske venner, dansk ægtefælle og ved at opdrage sine børn efter danske normer. Selvom man kun vanskeligt kan få danskheden helt ind under huden i første generation, kan man gøre det muligt for sine børn.

Lad os være bedre til at fortælle, hvad man bliver en del af. Vælger man at identificere sig med vores land, får man del i arven fra Søren Kierkegaard. Fra HC Andersen, fra huse i Bedre Byggestil, et enestående kongehus, Kim Larsen, en demokratisk revolution så fredelig, at den knap nok kan kaldes en revolution, Pontoppidan, vind i løstsiddende hår, tillidskultur og en tusindårig historie. Det bliver indvandrere, der tilvælger Danmark en del af. Der vil være nuancer, de aldrig kommer til at forstå. Men ligesom jøder, ungarere, polakker og de mange andre, der er kommet hertil og bliver indoptaget i den nationale fortælling, er det selvfølgelig også muligt for muslimer. De, der vælger os til, er kulturelle pionerer. Frontløbere. Afgørende skikkelser i Danmarkshistorien, som eksempelvis Naser Khader er det. Det er modige mennesker.

Vi skal have respekt for dem, der vælger Danmark til. Også selvom det er et både nødvendigt og retfærdigt krav. For det er alt andet end let.