Den franske tragedie

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg er alt for dårlig til fransk. Læser jeg det, forstår jeg vel omtrent halvdelen. Mangen en gang har jeg bandet over, at jeg sjoflede fransk i gymnasiet. Det svier til mig i dag, hvor det at kunne læse fransk er vigtigt, hvis man vil følge med i den ubegribelige tragedie, der er overgået størstedelen af det franske folk som følge af masseindvandring uden sidestykke fra Nordafrika (arabere) og fra Subsahara (sorte afrikanere).

Amerikanske Christopher Caldwell er franskkyndig og har skrevet en fremragende anmeldelse af den franske sociolog Christophe Guilluys seneste bog, Den franske elites tusmørke, ikke oversat til engelsk. Christopher Caldwell har selv i 2010 udgivet bogen Tanker om revolutionen i Europa: Indvandring, islam og Vesten, en lige så fremragende bog, hvis forudsigelser om katastrofen ved indvandring kun er blevet bekræftet.

I anmeldelsen af Christophe Guilluys bog fremhæver Christopher Caldwell følgende:

For det første er den traditionelle franske arbejderklasse og store dele af middelklassen blevet forvist fra de store byer, hvor det går økonomisk godt. I stedet er det den øvre middelklasse og overklasse, der har råd til at bo der, og tæt på i forstæderne, i de såkaldt ”følsomme områder”, zones urbaines sensibles, hvor mennesker med især arabiske og afrikanske rødder bor i millionvis. Man skal i mange tilfælde forestille sig Gellerupparken ganget med både ti og tyve. Det er uhyggelige områder, hvor de tilbageværende etniske franskmænd lever i noget nær konstant frygt for intimidering og overfald.

Frankrigs førte udlændingepolitik har medført markant stigende ulighed. Det har den gjort som følge af indvandrernes løntrykkeri samtidig med, at accept af tæt ved ubegrænset frihandel har afskaffet traditionelle franske industriarbejdspladser. Det er en moderne form for røverkapitalisme, hvor kun top 30 procent har gavn af udviklingen. De 70 procent – i årevis den andel, der mener, at der er for mange indvandrere i Frankrig – er fremmedgjorte i eget land og har ikke økonomisk gavn af globaliseringen.

Det er snart en gammel historie, at franske jøder forlader Frankrig, typisk for at slå sig ned i Israel eller USA. Især de unge gør det, og det skyldes selvsagt chikane og det, der er værre, fra araberes side.

Socialistpartiet (svarer til Socialdemokratiet herhjemme) har en strategi helt i tråd med Demokraterne i USA: At forsøge at bygge en vindende koalition baseret på højtuddannede, etniske franske og på den konstant voksende gruppe af indvandrere.

Racismeparagraffen i Frankrig er drakonisk og idømmer de få intellektuelle, der protesterer over vanviddet, megabøder.

Det er åbenlyst, at det etniske element spiller en hastigt voksende rolle. Det gælder for arabere, afrikanere, og det gælder for etniske franskmænd. Det er lige så åbenlyst, at magthaverne i stigende grad mister demokratisk legitimitet, fordi de fortsætter med at føre en politik, der er i grov modstrid med flertallets ønsker.

Så vidt Christopher Caldwells anmeldelse. Min konklusion bliver den, at der er brygget en giftig cocktail sammen i Frankrig, der med stor sandsynlighed vil ende med en form for borgerkrig, hvis ikke kursen vendes meget snart. Det er forfærdeligt at tænke på. Ikke fordi jeg er det mindste i tvivl om, hvordan en borgerkrig eller en borgerkrigslignende tilstand vil ende, nemlig med de etniske franskmænds sejr og sandsynligvis den derpå følgende fordrivelse af en meget stor andel af de ikke-vestlige, først og fremmest afrikanere og arabere. Jeg frembringer ikke borgerkrigen ved at skrive dette. Jeg observerer det på baggrund af det forfærdelige, jeg har læst mig til.

Hvad har dog fået franske politikere, journalister og meningsdannere så langt ud? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at mit hjerte græder for og over Frankrig.