Frygten for islam har vakt blasfemiparagraffen til live igen

Sagen om den nordjyske mand, der er blevet tiltalt for blasfemi, fordi han har afbrændt en Koran, viser, at islam behandles helt anderledes end andre religioner og at alle i grunden udmærket er klar over den dybe forskel på islam og kristendom.

Det er ellers altid det modsatte, vi hører, senest fra Socialdemokraterne, der kun vil være med til at forbyde bederum, hvis man officielt fortrænger det faktum, at det er muslimer, der kræver bederum, og at det er hardcore muslimer, der presser andre til at bruge dem.

Religion er religion. Det har det bare at være! Så hvis bederum forbydes på undervisningsanstalterne, skal sagtmodige, kristne studerende ikke heller ikke have lov at være der.

For man må ikke gøre forskel.

Men det er lige præcis det, man gør. Det skærer blasfemisagen fra Nordjylland ud i pap.

For der er jo tidligere blevet brændt hellige bøger, uden at det førte til skyggen af en blasfemitiltale. Her i Danmark blev der i 1997 brændt en Bibel for rullende DR-kameraer, oven i købet en Bibel indkøbt af DR selv. 

En anmeldelse for blasfemi førte ikke til tiltale mod Bibelafbrænderen. Eneste resultat af sagen var at Bibelafbrænderen fik en bogkontrakt med selveste Gyldeldal, der syntes hans religionskritik var så spændende, at den burde udgives.

I England er samme dobbeltmoral på færde

I 2011 blev en ung brite idømt 30 dages fængsel (!) for at afbrænde en Koran. 

Men da rockeren Marilyn Manson brændte en Bibel af ved en koncert i Birmingham i 2007 fik det ingen retlige konsekvenser.

På samme måde med den lange række hjemlige bespottelser, der har været mod den kristne tro i de seneste mange årtier: Når krænkede sjæle har draget blasfemiparagraffen frem og forsøgt at få de formastelige tiltalt, er de blevet nådesløst til grin, og har måttet pleje deres krænkede religiøse følelser i privaten.

Godt det samme. Straffelovens §140 er en skamplet på et frit samfund og burde være blevet afskaffet, da man indførte religionsfrihed i 1849. Reelt har den imidlertid været de facto afskaffet, fordi ingen er blevet dømt efter den siden 1946. Men den har ligget og sovet i straffeloven og nu får islam vores jurister til at genoplive den.

Det er selvfølgelig frygten, der driver myndighederne. Jo flere islamiske terroranslag, jo mere ængstelig bliver man for, hvad krænkelse af islam kan føre med sig.

De kristne er man fløjtende ligeglad med. De griber jo ikke til vold. Men voldsmændenes helligbog står man fanatisk vagt om. Islam er ikke farlig, blot man dog er varlig. Så ingen afbrænding af islamiske helligbøger, ingen krænkelser af islamisk trosindhold.

For vi vil ikke have ballade.

Dette knæfald for islam foregår også uden for retssalene.

I Trykkefrihedsselskabet følger vi netop nu en hårrejsende sag på en dansk folkeskole. Da en lærer i en samtale med en muslimsk kollega kom med en kritisk bemærkning om den islamiske machokultur og dens påvirkning af unge drenge, fik hun en tjenstlig påtale af skoleledelsen og fik at vide, at hun skulle "stoppe med at fremføre sine holdninger" på arbejdspladsen.

Er det fordi skoleledelsen er vild med islam, at den så groft knægter en lærers ytringsfrihed ? Nej, selvfølgelig ikke. Ledelsen er derimod bange. Bange for muslimske repressalier, bange for ballede. En fredelig dansk lærer giver man gerne mundkurv på, hvis det betyder at man kan være i fred for de krænkelsesparate, voldspotentielle religionsudøvere. Og de kommer fra én religion.

Det ved alle godt, selv om man officielt siger det modsatte. Hykleriet overgås kun af frygten og principløsheden.

Jeg frygter, at blasfemisagen kun er den første af en lang række. Jeg frygter, at det officielle Danmark i panik vil gribe enhver mulighed for at dressere danskerne til at dukke nakken for islam. Blasfemiparagraffen er særdeles velegnet til formålet – og nu er den genoplivet. Den frihedsundertrykkende ånd er ude af flasken.