Alarmklokkerne bimler løs over ekstrem ulighed
Hvis vi skal bevare vores frie, lige og sikre samfund, må vi bremse den ekstreme ulighed, der kommer til udtryk ved, at otte mennesker ejer lige så meget som halvdelen af jordens befolkning.
Hvad for et samfund ønsker vi at give videre til de kommende generationer? Det spørgsmål trænger sig på, efter Oxfam Ibis i dag har offentliggjort en rapport, der viser, at otte personer ejer det samme som halvdelen af verdens befolkning.
Selvfølgelig er det positivt, når gode iværksættere formår at skabe sig en formue med en uimodståelig idé, men når koncentrationen af rigdom bliver så ekstrem, som det nu er tilfældet – og når mange af milliardformuerne som dokumenteret i rapporten er skabt i skattely eller i industrier, der er gennemsyret af korruption – ja, så synes jeg i hvert fald, vi har et problem.
Alarmklokkerne bimler løs. Det gjorde de, da det var 62 personer, der ejede det samme som halvdelen af verden. Nu er det otte. Der er grund til at gå i gang med at ændre på det. Nu.
Ekstrem ulighed er en trussel mod vores frihed, mod vores sikkerhed og mod vores fælles fremtid. Det er ikke bare mig, der siger det. Det siger blandt andet et studie fra NASA og de samme takter lyder fra verdensledere og erhvervsfolk, der i denne uge mødes til World Economic Forum i schweiziske Davos.
For mig at se er den ekstreme koncentration af rigdom et udtryk for et økonomisk system, der ikke fungerer – eller i hvert fald har meget, meget stor fejl.
Den antagelse deler jeg med Saxo Banks cheføkonom, der for nylig fastslog, at trickle-down economics – altså at de fattigste også bliver rigere, når de rigeste bliver rigere (når det regner på præsten, drypper det på degnen) – ikke virker.
Min og Alternativets ambition er derfor – sammen med nytænkende økonomer, tænketanke og andre politikere – at udvikle en ny økonomisk model, der vil være med til at skabe bedre samfund i stedet for at koncentrere al rigdommen hos den rigeste procent, den rigeste promille eller otte mænd.
Det vil vi gøre ved at skabe en samfundsmodel, hvor vi ikke arbejder for økonomien, men økonomien arbejder for os. Hvor vi sikre sorte tal på alle tre bundlinjer, ikke kun den økonomiske, men også den sociale og den miljømæssige.
For mig at se bør det være topprioritet for alle politiske partier. Det handler om, at se fremtiden og for den sags skyld nutiden i øjnene.