Januar gør dig stærkere

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det Herrens år 2017 er allerede i fuld gang med januarudsalg, jihad og krydstogter for swingere på Middelhavet, og så må en knivspids januarfilosofi være én forundt. Filosofi i årets første måned er anderledes prosaisk end sangvinske drømme om dit og dat i en fyldt julekirke eller på en varm sommerdag.

Fro gik jeg i kirke juleaften med min mor. Straks begyndte bypræsten at tale om flygtninge, som vi bare har at tage imod i hundredetusinder, og krigen i Syrien. Han kunne også have talt om Mellemøstens forfulgte kristne, men det gjorde han ikke. I stedet talte han henført om det globale, som var det en ny guddom, der øjensynlig udklækker lutter vindere og ingen tabere.

Bymanden, der bar præstekraven juleaften, overgav sig og formidlede denne overgivelse: Ikke til Kristus, men til globaliseringen og den kosmopolitiske tankegang hos de urbane eliter, hvormed lokale bånd kappes over til fordel for verdensborgerskab og flere flygtninge. I dette lys stod det klart, at præstens næste ikke var kirkegængerne, deres nærmeste eller dem, der havde mistet i løbet af det forgangne år. Næsten var en verdensborger langvejs fra, og det kan umuligt kun have været mig, der tænkte: Herregud, befri mig for dette fjog af en præst.

Men det er ikke kun præsterne, der drømmer og ser syner. Husk på, at vestlige filosoffer på skift har døbt mennesket henholdsvis det politiske dyr, det rationelle dyr, det redskabslavende dyr, det leende dyr, det fabulerende dyr – alt muligt godt fra havet – eller rettere – landjorden.

Denne slags positive definitioner siger ikke så meget om menneskets kroniske mangler eller indbyggede laster. De klassiske definitioner tjener som salgstaler snarere end sandfærdige varedeklarationer.

At mennesket også indeholder mere problematiske sider, aspekter, behov og ønsker er en anden og knap så populær sag, som den canadiske filosof Michael Ignatieff i sit veldrejede essay The Needs of Strangers tilskriver jøde- og kristendommens historiske betydning.

Hvor antikkens filosoffer så potentialer og muligheder, så den jødisk-kristne tradition problemer; problemer nedlagt i mennesket. Hvorfor er mennesket underlagt mangel, arbejde, smerte og død, når Guds godhed er endeløs?

Mennesket er en synder, det er det, vi lærer i Paradisets have: Vi hører ikke til dér, men her. Vi er ikke evige væsener, men historiske skabninger, og til det at eksistere i tid og sted og iblandt andre væsener med samme karakteristika hører, at vi ej er perfekte. Vi fødes med fejl, selv om menneskebarnet er det mest uskyldige væsen, vi kender, og vi fejler dagligt. Mennesket er dyret, der synder, men lærer at leve med det.

Hvis du protesterer og synes, at syndsbevidstheden er forældet og hører Bibelen eller Moseloven til, så husk, hvor megen tid, du bruger på Facebook, Instagram, diverse apps eller YouTube. Læg en iPad oveni din menneskelige svaghed – eller måske ligefrem dovenskab – og du ser dig selv ret i øjnene. Du læser f.eks. denne blog; snart deler du dine intimiteter med en robot. Oplevelsesøkonomien er allerede længe siden. De næste femten minutter i verdenshistorien lever vi i opmærksomhedsøkonomien.

Journalist Markus Bernsen beskriver den fagre nye verden i seneste udgave af Weekendavisen og taler med en af de tidlige pionerer og inspirationskilder for den digitale teknologiindustri, den amerikanske adfærdspsykolog B.J. Fogg. Selv ikke i sin vildeste fantasi havde han forestillet sig, at computermanipulationen ville gå så stærkt, da han i 1990'erne skrev ph.d.-afhandling om Carismatic Computers og snart grundlagde Persuasive Technology Lab ved Stanford University. Med hans egne ord: »Jo, nogle mennesker er da også bekymrede, men langt de fleste af os vælger at bytte dele af vores privatliv og frihed – og endda vores udsyn på verden – for den bekvemmelighed, som teknologien leverer.«

I dag holder adfærdspsykologen gæs og dyrker yoga i et fredeligt hjørne af Californien, hvilket får Bernsen til at kommentere, at hans nye tilværelse nærmer sig katolsk aflad: »De samme personer, som lever af at slavebinde folk til deres skærme og få dem hooked på opdateringer og likes, går selv rundt og prædiker fri leg og nærvær.«

At leve med synden bør ikke føre til, at vi glemmer den. For at være menneske indebærer, at vi ikke kan gøre alt det, vi gerne vil. Vi har viljen, pligten og ånden på den ene side, og den kan vi skrive langt og flot om. Men på den anden side sidder behovene, lysten og kroppen parate til slå alting i smadder – det er den kristne erkendelse. Men det er også en befrielse, fordi vi dermed bliver fri for at se på os selv som semiguder.

Når jeg i eftermiddag sætter mig på cyklen i silende regn og giver den gas på intervallerne, er det en forberedelse til den kommende sæson. Men det er også en forberedelse på noget langt større, som jeg ikke kender. Det er et jordnært møde med orden og mådehold i en verden af fromme ønsker og præstelig infinitet. Hvis jeg skal vælge mellem at gå i bykirken eller tage cyklen ud på bøhlandet, er jeg ikke et sekund i tvivl. Slet ikke i januar, der rummer al den alvor og selvbesindelse, vi gerne taler os fra i december, eller når solen skinner fra en skyfri himmel.

Medvind på cykelstierne var et komisk valgløfte. Det er modvinden, der gør os stærkere. Længe leve januar!