Må Folketingets formand kritisere Israel, men ikke EU?
Det skal Folketingets præsidium afgøre på onsdag
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det var en prominent taler Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening kunne præsentere på Rådhuspladsen i sommeren 2014. Selveste Folketingets formand tog ordet og luftede sin stærke kritik af Israel. Ikke overraskende. For det var og er en kendt sag, hvor Mogens Lykketoft, dengang Folketingets formand, står i Israel-Palæstina-konflikten.
Korriger mig, hvis jeg tager fejl: Men måtte Lykketoft bagefter stå skoleret i Folketingets præsidium? Faldt hans eget støtteparti over ham og erklærede at han var gået over stregen?
Mig bekendt ikke.
Anderledes i den efterhånden langtrukne, pinagtige rotterede-sag, som ikke engang er ovre endnu. På onsdag skal Pia Kjærsgaard ifølge medierne stå skoleret over for Folketingets præsidium, fordi hun har kaldt EU for en rotterede i DR Debatten. Først var der ingen, der reagerede, men da Uffe Ellemann Jensen gik i aktion på Berlingskes blog, begyndte man at lugte blod på venstrefløjen, og V-medlemmet i præsidiet adlød bevidstløst sin for længst pensionerede formand.
Egentligt mærkeligt, at eksformanden og ytringsfriheds-bekæmperen har en sådan lydhørhed (skyldes det et ledelsesvakuum i Venstre?). Det er jo i vid udstrækning gammelt nag, han lufter. Uffe Ellemann har altid foragtet DF og Pia Kjærsgaard ligeså meget som han har tilbedt EU. Allerede i 1992, umiddelbart efter at han eget lille EU-korthus var faldet sammen med danskerne nej til Maastricht-traktaten, kaldte han Pia Kjærsgaard for ”en led kælling”. Nu er den lede kælling blevet Folketingets formand, trods sin altid bramfri EU-kritik. Det kan ikke være let for Uffe og de andre grundfæstede Pia-hadere.
Det er måske derfor angrebet på hende er så forfejlet. Indignationen har sløret blikket, så de sigter skævt. For som adskillige allerede har påpeget, så betyder ”rotterede” ikke et sted fyldt med skadedyr, men blot en faldefærdig bygning. Der blev med andre ord ikke sat lighedstegn mellem EU-politikere og skadedyr, selv om Troels Mylenberg og andre dybe ånder er overbevist om det. En faldefærdig bygning er efter mine begreber en ganske nøgtern og præcis beskrivelse af den Brexit- og skandaleramte EU-bygning. Må Folketingets formand ikke være nøgtern og præcis i sine udtalelser?
Hvis præsidiet med Venstremedlemmet Kristian Pihl Lorentzen i spidsen på onsdag kommer frem til, at formanden for Det danske Folketing ikke må udtale sådanne ord, kan man konkludere to ting.
- Medlemmerne af Det danske Folketings præsidium behersker ikke det danske sprog. En anelse pinligt.
- Medlemmerne af Folketingets præsidium kan godt acceptere, at formanden kritiserer Israel. Det er kun EU, der er så sakrosant at det skal skånes for enhver form for formandskritik. De er rigtig pinligt og et tegn på, at Venstre har erstattet den gamle Chresten Bergske fædrelandskærlighed med en ny EU-nationalisme. I stedet for et fædrelandenes Europa har man fået et EU-fædreland og sit EU-fædreland skylder man alt. Også respekt.
Lad os nu på onsdag se, hvor meget præsidiet trods alt er i stand til at dumme sig. Bøjer man sig for Det Radikale Venstres krav og forlanger, at formanden for Det danske Folketing skal beklage sit ordvalg om EU, så er det hele Danmark, der - i hvert fald symbolsk – ydmyges over for de magthenførte EU-bureaukrater. En hæslig tanke. Skam få det præsidium, der træffer en sådan afgørelse.
I grunden er det jo også noget mærkeligt noget, at Folketingets formand for enhver pris skal samle hele Folketinget i hver eneste udtalelse, han eller hun kommer med. Som om vi ikke vidste, hvor Lykketoft stod politisk, mens han var formand, ligesom enhver i dag ved, hvor Pia Kjærsgaard står. Uanset om de åbner eller lukker munden, vil de aldrig blive et samlende symbol for alle Folketingets medlemmer.
I et demokrati deler man sig efter anskuelser (mente også De Radikale engang), så et parlament er per definition splittet - og formanden vælges blandt parlamentarikerne. Det betyder ikke, at formanden ikke kan varetage medlemmernes faglige interesser. Men man går jo ikke med ét i graven, fordi man bliver formand for Folketinget. Ønsker man en fuldstændig neutral, ligegyldig og lidenskabsløs formand, må man finde en anonym embedsmand til posten. Men hvorfor dog?
Lad os dog beholde levende væsner på Folketingets formandspost – og lad os så glæde os over, at vi har et kongehus til at samle befolkningen og parlamentet.
Hvis Folketingets præsidium forfalder til krænkelsesparat hysteri, ja, så er det selve Folketinget, der er godt på vej til at blive en god, gammeldags rotterede.