Skat er et "privilegium" for de arbejdsomme, der bidrager til samfundet

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Skatten er nemlig afsindig vigtig for samfundet. Men den er det faktisk også for dem, der betaler den til staten. Skatten giver nemlig en følelse af, at man tilhører selve fundamentet i vores velfærdssamfund. En følelse af, at vi medvirker til det hele. En følelse af, at vi bidrager og at vi tager ejerskab. De, der er med til at betale skat, giver noget tilbage til samfundet. De er med til at understøtte de allersvageste iblandt os.

Vi skal ikke have et samfund, hvor samtlige borgere på den ene eller anden måde får overførsler. Vi skal ikke have et samfund, hvor man ikke kan bo i en lejlighed uden også samtidig at få boligsikring. Det kan ikke passe, at man slet ikke budgetterer med udgifter til sine egne børn – specielt, når man får mere end to – og derfor kommer udbetalingerne af børnepengene til storfamilierne let til at ligne en hæveautomat. Et samfund som vores burde have en solid folkepension. Men den burde ikke være en automatisk udbetaling til alle over 67 år – for hvad nu, hvis man er millionær?

Pointen er, at enhver skal klare sig selv. Og er man medlem af middelklassen – eller ligefrem velbeslået – så kan det ikke rigtig være nogen overraskelse, at man som udgangspunkt skal kunne klare sig selv.

Jeg synes, at i fællesskab skal arbejde for, at den kultur, som lader et fællesskab spire frem borgerne imellem igen begynder at få rodfæste. Vi skal arbejde for en kultur, hvor man kærer sig om sine nærmeste. Vi skal satse på at fremelske et fællesskab, hvor man arbejder for den næste generation. Vi skal prøve at fremme, at vi igen lærer at klare os selv i langt større udstrækning end i dag. En tilstand, hvor staten i virkeligheden kun varetager hjælpen til og sikkerhedsnettet for de allersvageste i samfundet.

Et velfærdssamfund betyder ikke, at hele samfundet er på velfærdsydelser – selv om jeg egentlig ikke kan fortænke nogen i at tro det. Det betyder, at man har et selvkørende samfund – og så et sikkerhedsnet, som opsamler alle dem, som ryger igennem maskerne …

Når jeg skriver, at det gerne igen må blive en æressag at betale skat, så skyldes det, at det at betale skat jo i sig selv er en slags tegn på, at man bidrager til samfundet. Vi ser det bare stort set aldrig fremstillet på den måde. At betale skat er at vise, at man har overskud. At man magter sit liv. Og at man har mere end nok.

Det kræver nok lidt mental gymnastik for de fleste. Vi er efterhånden skolet til at se skatten som noget dårligt. Men tænk over det. Hvornår har du sidst fået en regning? Måske den fra elselskabet – den med alle gebyrerne – her forleden? Den regning er i virkeligheden en tillidserklæring. Et brev fra et energifælleskab, hvori der reelt står: Vi tror på, at du kan betale. Vi tror på, at du svarer enhver sit. Vi tror på, at du bidrager. Vi tror på, at du har penge. Vi tror på, at du er en ægte samfundsborger, og at du trækker din del af læsset.

Derfor skal skatten også fjernes på overførsler. Det ville helt ad sig selv gøre, at der kom en kulturændring i befolkningen. Man ville ikke kunne mærke det i kroner og øre, hvis vi fjernede skatten på eksempelvis kontanthjælp. Og med god grund, for det her handler ikke om at sparke nedad mod de svageste. Men en fjernelse af skatten ville måske gøre det tydeligere, at det at få kontanthjælp er noget midlertidigt – en tilstand, hvor man ikke rigtig bidrager med noget særligt, sådan, lige for tiden.

Forleden sad jeg i min bil og hørte Radio24Syv. En lytter ringede ind og sagde, at hun ”tjente lidt mere ved at være i arbejde, end ved at være på kontanthjælp”. Og sådan et udsagn viser jo, at man dybest set slet ikke har forstået, hvor pengene kommer fra. Man tjener nemlig slet ikke noget som helst, når man er på kontanthjælp. Men får kontanthjælp, fordi man ikke tjener noget. Og det må vi gerne markere, for der må gerne være forskel på, om man bidrager eller ikke bidrager – så længe vi samtidig ikke vender ryggen til dem, som har brug for en håndsrækning. Det kan vi alle sammen komme ud for.

Den letteste måde at markere det på, er ved at fjerne skatten fra alle sociale ydelser. Det ville give virkelig god mening.

Enhver kan nemlig sige sig selv, at det ikke giver mening, at staten med den ene hånd udbetaler milliarder af kroner i overførselsindkomster – kun for så dernæst at tage omkring halvdelen af de samme penge med den anden. Det kan godt være sjovt at lege bytte-bytte-købmand – men jo ikke, hvis man bare sidder og flytter rundt på de samme ting for sig selv.

Folk uden penge skal ikke grave sig ned. Sådan må det ikke blive. Men vi andre skal omvendt ikke skamme os. Vi skal være stolte over, at vi er blandt dem, som kan bidrage.