Husker De ungdomsoprøret i 2018?

Da Alternativets leder Uffe Elbæk skulle udtale sig på TV2 den 30. august 2016 for åben skærm om, hvad hans holdning var til regeringens uddannelsespolitik og nye regler på SU-området er, var hans tale helt klar.
”Se nu for pokker at få startet det ungdomsoprør. Vi venter på jer, og os gamle skal nok stå ude på sidelinjen og heppe.”

Det lyder jo egentlig også som god, socialistisk fromhed. Åh, et ungdomsoprør! Man ser det for sig.

Om kort tid vil de unge stå med bajerflasker i de viftende hænder og råbe grimme slagord oppe på barrikaderne ude på Københavns Universitet Amager. Horder af revolterende ynglinge vil løbe omkring i afghanerpelse i kældergangene under Panum. Og på IT-universitetet ude på Amager vil al programmering være suspenderet på ubestemt tid, fordi de langhårede unge mænd i tyverne er til møde i politiske summegrupper under tågebanker af hashrøg.

Nej?

Nej. For hvis der opstod et ungdomsoprør i dag, ville det se helt anderledes ud. 1968 er ikke 2018. Og et krav om frihed ville i dag – selv om det stadig ville være et i øvrigt helt legitimt krav – derfor også se helt anderledes ud. Unges idé om frihed ville slet ikke være udmøntet seksuelt, det ville ikke handle om retten til at skeje kulturelt ud og nedbryde enhver moral og social norm. Men på sin vis ville det stadig handle om fri kærlighed. For det ville stadig handle om at knytte bånd, om at lære af andre og om at tage del i andre kulturers værdifællesskaber. Men det ville gøre det på en helt, helt anden måde.

Det er ikke noget, jeg bare slynger ud. Det er noget, man som yngre person i dag godt er klar over – også selv om jeg selv ikke ligefrem er teenager længere. Jeg har nemlig selv oplevet den fantastiske følelse, når man møder andre mennesker fra fremmede lande – simpelthen, fordi man arbejder i andre lande. Den følelse er den sande frihed. Og det er den, de unge vil have.

Da Storbritannien for nylig stemte sig ud af EU ved deres længe ventede Brexit, kom en af de voldsomste reaktioner netop fra unge mennesker. De udenlandske studerende i Storbritannien frygtede, at alting i deres liv nu ville gå i stå. For kunne de stadig blive i England, Skotland og Wales og passe deres studier? Eller ville de gnidningsfri samarbejder indført af EU nu pludselig blive erstattet af nye bunker af papirarbejde, som skulle laves, hvis man ville have et års oplevelser udenlands? Samtidig protesterede Storbritanniens egne unge på livet løs. Ville de nu få problemer, hvis de ville studere kunst i Italien, eller hvis de ville studere økonomi i Tyskland? Og hvad nu, hvis de ville arbejde et års tid i Frankrig, måske plukke lidt vin, måske finde en sød kæreste? Og hvad nu, hvis de ville have ham med hjem?

Hvis nutidens unge omsatte deres frygt og deres utilfredshed med den ældre generations forstokkethed i det oprør, som Uffe Elbæk, der så småt begynder at nærme sig pensionsalderen, ønsker sig så brændende, så ville det vise sig som de statistikker, som findes på området. Og de siger noget helt andet, end Elbæk tror.

Cirka halvtreds procent af ungdommen vil gerne ud af Danmark for at opleve EU – og ikke mindst for at studere helt andre steder end i Danmark. Og derfor skal vi ikke lukke os inde. Gør vi det, risikerer vi, at ungdommen organiserer sig – på Facebook, selvfølgelig – og ganske simpelt lægger vore samfund ned.

På samme måde skal vi ikke ud af EU. For unge mennesker har alle dage nyt godt af et kortere ophold i udlandet, om så bare det nære, det europæiske, udland. Det skete også i gamle dage, hvor de, som havde midlerne til det, tog på dannelsesrejser.

Hvor ville samfundet savne meget, hvis der ikke kom indtryk udefra. Det ville betyde, at nutidens Jens Baggesen, nutidens Bertil Thorvaldsen og nutidens H.C. Andersen måtte nøjes med inspiration – fra en fodrejse til Amager.

Jeg synes, at det er et kulturløst samfund, der ikke har plads til, at andre EU borgere friktionsløst kan få lov at arbejde i Danmark, og det er et tarveligt land, som ikke kan håndtere, at danskere gnidningsfrit kan få tilladelse til at arbejde i andre EU-lande.

Hvorfor synes jeg så det?

Svaret er: Jeg har selv gjort det. Og jeg ved, hvor berigende det er.

Og det var vel heller ikke for sjov, at Kaospiloternes uddannelse, som Uffe Elbæk startede, partout skulle ligge i USA?