Frygtens tid
I denne sommer bliver ordet "frygt" anvendt igen og igen både i medier og mand og kvinde imellem. Og med god grund. Hvad kan vi gøre for at forhindre frygten i at blive en dominerende faktor i vore liv?
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Har præsident Obama efterhånden tid til andet end at holde fjernsynstaler, hvor han dybt beklager endnu en tragisk hændelse, endnu et terror angreb? Hvornår har vi sidst hørt præsident Hollande i Frankrig udtale sig om andet end terror og trusler? Senest da han meddelte, at yderligere 10.000 sikkerhedsfolk skal mobiliseres for at sikre, at franskmændenes "festlige begivenheder" kan finde sted uden man i alt for høj grad skal frygte voldshandlinger? Hvem har oplevet en sommer som denne, hvor danskerne i den grad har ombooket ferierejser som reaktion på kiksede militærkup eller terrorhandlinger i nærheden af ellers populære rejsemål?
Jovist, 2016 er blevet året hvor frygten for alvor satte sin klo i den vestlige verden. Der har mildt sagt ikke været mangel på forfærdelige begivenheder. Og vi er nu kommet så langt ud, at man næsten kunne høre et lettelsens suk over, at det voldsomste der skete under EM i fodbold i Frankrig var sammenstødet mellem tåbelige russiske og engelske hooligans i Marseille. Et andet lettelsens suk fornemmes nu over hele Tyskland efter det synes at stå klart, at der ikke er klassiske terrorelementer i tragedien i München den 22. juli, men at det var en ensom stakkel, som sluttede et liv med psykiske problemer ved at gå amok foran Olympia indkøbscentret og slå 9 uskyldige mennesker ihjel og såre endnu flere.
Men det er nok et spørgsmål, om der er nogen grund til at tørre sveden af panden. 22. juli var også femårs dagen for Anders Breiviks massakre i Oslo og på Utøya. Meget tyder på, at gerningsmanden i München nærede beundring for Breivik. Dermed mindes vi om, at der er tale om en dobbelt trussel. Dels den religiøst begrundede terror fra IS og andre muslimske organisationer, dels den højreorienterede vold fra enkeltpersoner eller grupper. Men de har det fælles, at de er båret af et ubændigt had til den vestlige verden og vores livsform. De har det fælles, at de søger at skabe frygt i vore sårbare samfund.
Den uundgåelige reaktion bliver derfor, at vi søger at gøre vore samfund mindre sårbare. Vi strammer musklerne og råber på mere politi, mere sikkerhed, strengere straffe. Det djævelske i hele det spil er blot, at vi dermed forandrer vore samfund væk fra de idealer, vi ellers besynger. Galningene tvinger os til at være på vagt, men det må ikke være det sidste, der er at sige om den sag. Alligevel er det den deprimerende kendsgerning, at det alt for ofte er muskelreaktionen, der kommer til at stå alene. Som altid er USA det land, der skarpest dokumenterer udviklingen, og aldrig har man oplevet en konventstale så båret af netop frygt, som den Donald Trump brølede ud over det republikanske konvent i Cleveland i torsdags.
Dagen efter stod en anderledes stilfærdig Jens Stoltenberg ved mindehøjtideligheden på Utøya og mindedes den forfærdeligste dag i hans liv fem år tidligere. Han måtte medgive, at terror skal bekæmpes med politi, efterretningsarbejde og militær. Det er indlysende. Men derefter fortatte han med at fastslå, at "terror skal også bekæmpes med værdier. Det vil tage tid, men vi kommer til at vinde, for vore værdier er overlegne. Frihed er bedre end ufrihed, tolerance er bedre end intolerance og respekt for livet er bedre end foragt for liv."
Stoltenberg fastholdt på samme måde som da han var statsminister for fem år siden, og med statsmandsformat styrede Norge gennem chocket efter Breivik massakren, at svaret på angreb på demokratiet ikke er mindre demokrati, men mere demokrati. Hvis Stoltenbergs langsigtede optimisme skal sejre kræver det imidlertid en storstilet og bevidst indsats over alt i vore samfund. Lige fra forældrenes opdragelse af deres børn over undervisningssystemets indretning til arbejdslivet og samfundets fordeling af værdierne. Der skal skabes samfund som i praksis bæres af de demokratiske kvaliteter, vi besynger.
Det er meget lettere at kræve mere politi på gaden end det er at få samfundet til at være en levende dokumentation af, at de vestlige, demokratiske værdier er mørkemændenes overlegne. Men hvis ikke vi for alvor tager fat på denne kæmpeopgave i vore samfund og virkelig besinder os på vore egne så ofte omtalte værdier - viser i praksis, at vi tager dem alvorligt - da er der al mulig grund til at frygte for, at Frygtens Tid først lige er begyndt.