Strudsepolitikere går islamisternes ærinde

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Terrorangrebet i Nice var ikke mange timer gammelt, før justitsminister Søren Pind erklærede at ”vi ikke er i krig med islam”.

Bemærk timingen:

Inden vi vidste, at gerningsmanden var en lynradikaliseret muslim og altså inden vi med sikkerhed kunne pege på islam som kilden til udåden, skulle islam alligevel fredes.

Ikke overraskende udløste denne hovsa-forsikring straks applaus hos hele medieverdenen, der gengav Søren Pinds udtalelser som var de udtalt af en statsmand

Ak. I virkeligheden var det ikke andet end en struds vi så sætte hovedet i busken. Med meget tykke briller på.

Det påfaldende er nemlig, at der ikke er skyggen af argument for den påstand, vores justitsminister så skråsikkert kommer med. I sin lille Facebook-tekst henviser han ikke til Koran-citater, ikke til Muhammed's sunna eller til fakta fra 1400 års blodig islamisk historie.

Han forholder sig ikke engang til, at terrorangrebene i Frankrig alle er blevet begået i Allahs navn.

Han kommer kun med besværgelser og meningstilkendegivelser.

Det eneste argument, han hiver op af hatten er, at der er alt stort et arbejde, hvis det er islam, vi er i krig med:

”Bliver det til en krig mod islam, slutter den aldrig. Der er over 1 1/2 milliard muslimer i verden.”

Så grunden til, at vi ifølge Søren Pind ikke er i krig med islam, er, at det er en krig, han ikke orker. En krig, han ikke tror, vi kan vinde, og en krig, han ikke har tænkt at åbne danskernes øjne for og forsvare os imod.

Holdningen kan bedste beskrives som defaitisme. Magelighed. Slaphed. Selvopgivelse med dertilhørende selvvalgt blindhed.

Den franske forfatter Michel Houllebecq har skildret denne de magtfuldes bløde mangel på forsvarsvilje mesterligt i romanen ”Underkastelse”. Det slående er her, at underkastelsen, der fører til islamiseringen, foregår så blidt og gradvist, at den dramatiske glose ”underkastelse” faktisk er voldsom til at beskrive bevægelsen. Man glider bare med, man lukker øjnene, man lader det ske, alt sammen for at undgå konfrontation, ubehageligheder og krigsmetaforik.

Man benægter til det sidste, at man i krig med islam – samtidig med at islams tropper triumferer og man de facto underkaster sig.

I 1999 udtalte en fransk muslimsk leder til den franske ærkebiskop Giuseppe Bernardini disse ord

”Takket være jeres demokratiske love, vil vi invadere jer. Takket være jeres religiøse love, vil vi dominere jer.”

Læg så oveni den islamiske jihad, som vi senest så praktiseret i Nice. En jihad, vi selv har importeret takket være den hjerteløse og selvødelæggende masseindvandring. En jihad, der kun vil intensiveres i de kommende år, ikke kun i Frankrig, men også her.

Intet med islam at gøre? Skal man man overbevise mig om det, skal der andet end Facebook-besværgelser til.

Det vi i denne tid har mindst brug for er strudsepolitikere

Strudsepolitikerne er dem, der forsøger at lukke danskernes øjne for roden til den trussel, vi står over for. Som hævder at problemet er dem, der siger islam er problemet.

I virkeligheden går de terroristernes ærinde. For skal vi nogensinde stoppe denne dødskult, der truer os, skal vi først erkende roden til den. Skal man helbrede en patient for en sygdom, skal man først stille en diagnose og i jagten på den nytter det ikke at fortie den mest nærliggende. Det er ret elementært.

Strudsepolitikerne opfører sig som læger, der gør selve diagnosticeringen til problemet. Var de ansat i sundhedsvæsnet, var de forlængst blevet fyret.

Hvad laver Søren Pind dog i regimentet af strudsepolitikere?