Oppustede flygtningeudgifter undergraver debatten

Det virker som om, at der fra regeringens side har været en stor lyst til at skrue op for beregningerne for, hvor stor en investering det vil være for Danmark at tage imod flygtningene, der kommer hertil. Ja, det har nogle gange lydt som om, at investeringerne i flygtninge er så store, at det undergraver selve velfærdssamfundet.

Men i virkeligheden er billedet et ganske andet. Der er nemlig ganske god grund til at tro, at ankomsten af flygtninge til Danmark hverken vil føre massive overskud eller massive underskud med sig på lang sigt. Det har vi fra Alternativet påpeget gennem længere tid.

En yderligere gennemgang af beregningerne skaber nu endnu større tvivl om de tal, som regeringen fremlægger for investeringens egentlige størrelse. 

Ud af de 10,9 milliarder, som Finansministeriet i april anslog, at investeringsniveauet i flygtningene vil være på i 2016, er to milliarder nemlig det, man kalder kollektivt offentligt forbrug. Altså offentlige udgifter, som vi skulle betale uanset hvad.

Regeringen fastslår selv, at der er særdeles stor usikkerhed om dette tal, men for mig at se tyder det på, at tallet er sat alt for højt. 

Vi skal jo ikke købe ét ekstra kampfly, fordi vi har modtaget 20.000 asylansøgere. Vi udvider jo ikke antallet af ministerier eller vælger flere folketingsmedlemmer, fordi vi bliver flere danskere. Vi bygger jo heller ikke nødvendigvis flere motorveje eller ansætter flere mennesker i skattevæsnet, selvom i hvert fald sidstnævnte måske nok kunne være nødvendigt. Men det er en anden sag.

Vi bruger – desværre – heller ikke flere penge på grøn omstilling og miljøgenopretning, fordi vi modtager flere flygtninge, så der er god grund til at stille spørgsmålstegn ved, at det kollektive offentlige forbrug skulle stige med to milliarder på grund af flygtningestrømmen.

Ud af de omtalte 10,9 milliarder i forventede flygtningeudgifter bliver yderligere 4,4 milliarder brugt i asylfasen, når flygtninge eksempelvis bor i lejre – eller der opsættes dyre, tomme lejre, som vi også har set eksempler på. 

Disse penge udhuler dog på ingen måde statsbudgettet og dermed velfærdsstaten, fordi regeringen har valgt at tage disse penge fra udviklingsbistanden, så det er flygtninge i nærområderne samt verdens fattigste alle mulige andre steder, der kommer til at betale for, at vi placerer flygtninge i lejre herhjemme.  

Så når man fraregner dels de formentlig overdrevne udgifter til kollektivt offentligt forbrug og dels udgifter til asylfasen, som udviklingsbistanden dækker, står vi tilbage med et beløb for 2016 på 4,5 milliarder kroner. 

Det er stadig mange penge, men det er væsentlig mindre end det tal, regeringen igen og igen fremhæver. 

I forhold til beløbet på 4,5 milliarder, er der dog også væsentlige nuancer. Pengene går til eksempelvis lægehjælp, integrationsydelse og danskundervisning. Det er en investering, ja, men pengene skaber jo også beskæftigelse ude i landet. Mest af alt er det en investering i de mennesker, der er kommet til vores land. 

En investering, der kan være med til at sikre, at flygtninge på sigt giver overskud, når de får et arbejde, bliver bedre til sproget og betaler indkomstskat og bidrager, som de fleste andre danskere gør. 

De 4,5 milliarder er altså kun en udgift i de første år. Ifølge finansministeriet går indtægter og udgifter for flygtninge cirka lige op, når asylfasen er afsluttet. 

De beregninger tager udgangspunkt i, at integrationen fungerer på samme niveau som i dag. Det betyder så også, at når vi bliver bedre til at integrere – og det er vel ambitionen – vil det ligefrem være en overskudsforretning.

Hvis andelen af beskæftigede flygtninge stiger fra, at to ud fem i dag har et job efter fem år til at halvdelen har et job efter tre år, ja, så vil flygtningene give 2,5 milliarder kroner i overskud årligt, ifølge Finansministeriets egne beregninger. Det er da værd at gå efter. 

Og det gør udgifterne på omkring 4,5 milliarder i de første par år overskuelig. 

Jeg tror bestemt, at det er muligt at få 50 procent af flygtningene i arbejde inden for tre år. Arbejdsmarkedets parter har allerede sat ambitionsniveauet højt med deres trepartsaftale. Og vi har – med et blomstrende civilsamfund, der føres an af blandt andet Venligboerne, og med et massivt fokus fra politikere og virksomheder – en reel mulighed for at skabe verdens bedste integration.  

Men det kræver, at vi begynder at tale anderledes om den udfordring, vi står over for. Vi skader integrationen, vi skader sammenhængskraften, når vi fremstiller flygtninge som en trussel mod velfærdsstaten. 

Der bliver tegnet et unuanceret billede, som ingen er tjent med. Og det undrer mig ærligt talt, at Finansministeriet ikke indregner den højere beskæftigelse, som de forventer af 2- og 3-partsaftalerne, i deres fremskrivninger. Det er der ellers tradition for at gøre, fx i forbindelse med dagpengereformen, efterlønsreformen eller indførelsen af kontanthjælpsloftet.

Det må vi kunne gøre bedre.