Vi skal lade os styre af mod frem for frygt

Mit første folketingsår er nu gået, og ligesom for så mange andre, er det tid for mig at gøre status. Det har været et forrygende, spændende og lærerigt år. Men jeg kan heller ikke lade være med at føle, at der mangler noget. Og det 'noget' er eksperimenter.

For mange mennesker - hvis ikke de fleste - virker det ulogisk at eksperimentere i krisetider. Under den seneste valgkamp udtalte daværende statsminister Helle Thorning Schmidt ordene: “Tiden er ikke til eksperimenter!”. Og jeg kan sådan set godt forstå instinktet: Er der krise og usikkerhed, bør man vel holde sig til det, man kender? Spille på de sikre heste og håbe på, at det bringer en nogenlunde helskindet over målstregen.

Tanken er forståelig, men mit svar er: Nej, sats ikke på det sikre. Udnyt krisen til at tænke nyt. Vi har mere end nogensinde brug for at lade os styre af mod frem for af frygt. 

Vi står over for kriser, der hver for sig, og ikke mindst tilsammen, har potentialet til at ryste vores verden i dens grundvold. Svaret på dem kan aldrig være :“Mere af det samme.” Det eneste, vi ikke må gøre, er det samme som i går. For det var dét, der skabte kriserne i første omgang.

I december var alle øjne på Paris. Nu er det kollektive blik i stedet rettet mod flygtningestrømmene fra syd. Klimadagsordenen er endnu en gang reduceret til en usexet parentes, som i bedste fald er i vejen, når man skal diskutere den vigtigere politik, i værste fald fungerer som en bremseklods for det store dyr i åbenbaringen: Vækst.

Men hvordan kan klimakrisen undslippe vores opmærksomhed? Den er alle krisers moder, det kommer vi altså ikke udenom. Den nuværende politiske situation svarer til, at vi diskuterer, hvordan vi kan tørre fødderne eller undgå at blive alt for våde i stedet for at tale om, hvordan vi lukker hullet i vandrøret. Eftertiden vil se tilbage på vores manglende handlekraft og determination med undren og vrede. 

Verden er under forandring, atmosfæren er under forandring, økosystemer er i ubalance. Vores liv kan ikke fortsætte uændret. Det er et faktum. 

I stedet for at begræde tabet af en verden og en verdensorden, der var engang, skulle vi benytte chancen for nøgternt at anerkende behovet for forandring og se på de strukturer og tankemønstre, der har skabt en verden og et menneskeliv i ubalance. 

Vi skal turde stille os selv helt basale spørgsmål: Er hovedformålet med vores liv at arbejde? At lykkes? At vækste? Er nøglen til lykke forbrug? Og bliver vi derfor mindre lykkelige hvis vi skruer ned for det?

Er naturen noget, vi kan tage på besøg i fra tid til anden? Eller skal vi genintroducere naturen i vores liv? Inkludere og integrere den, hjælpe os selv og vores børn med at føle den forbundethed og gensidige afhængighed, der er så kendetegnende for forholdet imellem natur og mennesker.

Skal vi forskanse os bag hvert vores hegn, hæk og hoveddør, eller er mennesket bedre tjent med at finde ind til sit sociale væsen, til sit lokale sammenhold, til en dybere følelse af 'community'?

Vi skal turde trykprøve nye idéer ude i virkeligheden. Det gælder på arbejdsmarkedet, hvor vi skal satse langt mere helhjertet på grønt iværksætteri, fjerne kontrolsystemerne for ledige og bearbejde arbejdsmarkedets parter i retning af en lavere ugentlig arbejdstid. Det gælder de helt grundlæggende mekanismer i vores demokrati, som i dén grad kalder på større inddragelse af borgerne. Det gælder de måder, vi bor på og forbruger på. Vi skal sætte det lokale fællesskab i centrum, dele hvad vi kan og smide mindre ud. Både af materielle og menneskelige ressourcer.

Eksperimenterne kan omfatte lokale økonomier, deleøkonomier og timebanker, hvor valutaen er vores tid og talent. De kan omfatte den måde, vi betragter hinanden på, den måde vi måler, vejer og vurderer hinandens status på. Kan vi for eksempel nå frem til et syn på vores medmennesker, hvor vi ikke er, hvad vi arbejder med, eller hvad vi ejer. Hvor summen af vores økonomiske aktiver ikke afgør vægten af vores ord. 

Der skal stilles skarpe spørgsmålstegn ved en virkelighed, hvor stress efterhånden betragtes som en næsten selvfølgelig følgevirkning af at være på arbejdsmarkedet. Noget alle ligesom skal igennem, ligesom pubertet eller aldring. En virkelighed, hvor 12.000 børn netop nu er medicineret med antidepressiver, hvor 30.000 mennesker hver dag er sygemeldt med stress og hvor ventelisterne til psykiatrisk behandling for både voksne og børn er enorme, er i mine øjne ikke en status quo, der er værd at bevare. Og derfor kan svaret ikke være, at vi skal arbejde hårdere, forbruge mere, låne mere, løbe hurtigere. Det har vi prøvet før, resultatet ser vi nu. 

Lad os træde ud af vores bekvemmelighedszone. Tiden er ikke til, at vi kan stille os tilfredse med at være bekvemme. Før eller siden kommer vi til at konfrontere ubehaget og det ukendte, det er så bare op til os, om vi vil sidde på hænderne indtil da, eller benytte lejligheden til at skabe et samfund, der grundlæggende er baseret langt mere på balance end på konkurrence. Balance for den enkelte, imellem arbejde og fritid, imellem natur og kultur, imellem behov og forbrug. Kort og godt: Balance i livet.