Hadprædikanternes frihed over for jødernes og de homoseksuelles

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Her er en velbevaret hemmelighed: I mange år var det sådan, at de i miljøet mest respekterede danske fagfilosoffer hørte til på det såkaldte Center for Studier af Lighed og Multikulturalisme (CESEM). Fra dette center på Københavns Universitet udgik den ene videnskabelige artikel og konference efter den anden, der argumenterede for den noget aparte holdning at begrænse ytringsfriheden af hensyn til multikulturen. Det er dog (heldigvis) de færreste, der har hørt om centeret, endsige stødt på deres holdninger i offentligheden.

Fra offentligheden kan man ellers let få det indtryk, at den eneste liberale holdning til ytringsfriheden er den fundamentalistiske, som den repræsenteres af eksempelvis Frederik Stjernfelt og Jacob Mchangama. Når de liberale CESEM-filosoffer ønskede at begrænse ytringsfriheden, hang det først og fremmest sammen med deres ideal om det multikulturalistiske samfund. Som professor Nils Holtug argumenterede, må vi afveje vores værdi om ytringsfrihed over for værdien om at respektere religiøse minoriteter. Skal vi leve sammen i et multikulturelt samfund, må vi balancere de forskellige værdier - og med menneskehedens konstante tilbøjelighed til etnisk og kulturelt betinget vold, er det vel svært ikke se noget ræson i professorens argumentation?

Når ytringsfrihedsfundamentalisterne så skråsikkert kan afvise Holtug, er det fordi de helt grundlæggende afviser multikulturalismen som ideologi. De ser det ikke som statens rolle at fremme forskellige kulturers mulighed for udfoldelse, og dermed er det let at afvise behovet for tilpasning af værdier.

Afvisningen af multikulturalismen har jeg al mulig sympati for, og jeg kan ikke se det som andet end et både naivt og farligt ideal. Men Nils Holtugs argument er der ikke noget i vejen med. Når én værdi er i konflikt med en anden, må vi afveje værdierne over for hinanden uden at kende svaret på forhånd. Og den hårde afvejning står vi faktisk over for nu.

Et konkret eksempel er muligheden for at lade samfundsfjendtlige, islamiske prædikanter udbrede deres ideologi. Deres frihed til at undergrave samfundet sker grundlæggende på bekostning af vores andres. Det gælder allerede nu eksempelvis de homoseksuelles og jødernes frihed, der i meget håndgribelig grad bliver indskrænket, jo mere hadideologien spredes. Så kan man komme nok så meget og hævde, at sammenhængen mellem hadprædikanterne og jødernes forhold ikke er direkte, men det er jo lige meget for sidstnævntes frihed. De bliver ikke mindre chikanerede af, at sammenhængen kun er indirekte. Til syvende og sidst er det en afvejning. Hadprædikanternes frihed over for jødernes og de homoseksuelles.

Det er naturligvis også rigtigt, at man kan bruge præcis samme argument mod alle mulige andre. Og er det ikke en farlig glidebane at blande sig i, hvem der må inviteres ind i landet eller sætte grænser for samfundsfjendtlige ytringer? Jamen, det er bestemt noget, der skal afvejes! Vi må fare med lempe.

Nu er det bare sådan, at vi har fået parallelsamfund, utryghed, vold, chikaner med videre, der udgør en substantiel og stadig voksende begrænsning af friheden. Hvad gør vi ved det? Hvilke friheder er vi i frihedens navn nødt til at begrænse? Er det friheden til at gå med burka? Til at gå med tørklæde? Til at undervise børn i koranskoler? Til at komme ud hurtigt ud fra fængslet? Til at invitere hadprædikanter til Danmark? Der er vel efterhånden ingen, der forestiller sig, at vi intet skal gøre?

Vi har ikke noget valg. Vi må træffe svære afgørelser. Og det nytter ikke længere at gemme sig bag principper.