Alternativet bør krympe sig over Grimhøj-kandidatsagen
Det er ikke nok, at Alternativet i Aarhus pludselig læner sig op af et andet sæt vedtægter og dropper deres folketingskandidat, som har en kortvarig fortid som talsmand for Grimhøj-moskeen. Partiet har brug for offentlig selvransagelse.
Det er rigtig spændende at se en af Alternativets medstiftere her på blog-plads i Jyllands-Posten i dag at rose sit eget partis iværksætterudspil. Nogle af forslagene er rigtig gode, og det mener da også repræsentanter for nogle af de andre partier i Folketingssalen.
Man kan sige, at det da også bare manglede andet, end at forslagene var gode, al den stund, man samtidig kan forstå, at forslagene mere eller mindre kommer fra Dansk Iværksætterforening. Lad det være en læring for andre partier at lytte til, hvad interesseorganisationer siger og så mere eller mindre skrive det af ordret. Med mindre selvfølgelig, man er Bæredygtig Landbrug og Eva Kjer Hansen. Så er det dybt suspekt, forstås.
Noget andet bemærkelsesværdigt er, at et flertal i Alternativet vælgerforening i Aarhus valgte at opstille den tidligere Grimhøj-moské-talsmand, Mohammad Sabah Ahmad. Og hvis ikke det var bemærkelsesværdigt nok, så forsvarede partiets politiske ordfører så sent som i går Mohammad Sabah Ahmad og hans kandidatur med henvisning til, at alle skal have en chance for at blive klogere og at profiler som Mohammad Sabah Ahmad kan være med til at bygge bro mellem radikaliserede grupperinger og resten af samfundet.
Som så meget andet, Alternativet siger, lyder det meget sympatisk. Men ligesom med så meget andet, Alternativet siger, lyder det også lidt urealistisk.
Siden den politiske ordfører for Alternativet kritiserede kritikken af Mohammad Sabah Ahmads kandidatur og kaldte den en automatreaktion, er den lokale vælgerforening i Aarhus dog natten over pludseligt kommet frem til, den unge mand alligevel ikke kan godkendes som folketingskandidat for Alternativet. Det skyldes, siger Alternativet i Aarhus, at han endnu ikke har været medlem længe nok af partiet. Men det havde han sådan set heller ikke i går, hvor aarhusianerne ellers fastholdt, at han p.g.a. de lokale vedtægter (i modsætning til de nationale vedtægter) godt kunne opstilles selvom tryksværten i hans partibog næppe havde nået at tørre, før han troppede op til opstillingsmødet.
Det kan derfor næppe affærdiges som helt usandsynligt, at ledende kræfter i Alternativet har fundet det opportunt, at der pludselig insisteres på, at det er de landsdækkende vedtægter, der gælder, snarere end de lokale. På den måde kan Alternativet nu forsøge at lukke Mohammad Sabah Ahmad-sagen i denne omgang og måske komme til at tale om det der iværksætterudspil.
Imens står Mohammad Sabah Ahmad sådan set lidt sårbar tilbage: For at blive accepteret som folketingskandidat for Alternativet, har han måtte lægge afstand til dele af sin tro, som han ellers indtil for relativt nyligt – lige så kortvarigt som fyndigt – var talsmand for. Hvor konstruktiv en håndsudrækning er det at vende ryggen til de kredse, Alternativet synes at drømme om, at han qua sit kandidatur vil bygge bro til? Hvordan skal han blive opfattet som andet end en vendekåbe af det tilsyneladende noget konservative religiøse miljø, han tidligere har været tilknyttet?
Man må selvfølgelig tage Mohammad Sabah Ahmads ord for gode varer. Lige så gode varer som ordensmagten måtte tage dem, da han indtelefonerede en bombetrussel mod sin uddannelsesinstitution for at slippe for en eksamen. Men man må – lige så selvfølgeligt – håbe på, at Alternativet følger deres nu tidligere folketingskandidat tæt og hjælper ham med for eksempel at tage mere afstand fra sig selv.
Det har Alternativet nemlig før hjulpet sine kandidater med. Uzma Ahmed, der tidligere var integrationsordfører for Alternativet, tog afstand fra sig selv, efter hun i et interview på Politiken.dk sagde nogle ting, der alligevel ikke var plads til inde under den ellers så rummelige Alternative ja-hat.
Siden kom det frem bl.a. i en dokumentarudsendelse, at Uzma Ahmed, var blevet presset til at tage afstand fra sig selv. I dokumentaren siger speakeren, at Uffe Elbæk – manden, som ingen rigtig tør være de første, der stiller kritiske spørgsmål til og som i brede dele af offentligheden behandles som var han en blanding af julemanden og dansk politiks svar på messias – beder Uzma Ahmed "holde lav profil" i fire uger.
Men da dokumentaren flere uger efter (Ahmed tog afstand fra sig selv i maj 2015, dokumentaren blev vist på Danmarks Radio i august og september 2015) rullede hen over skærmene, havde Uzma Ahmed mistet sit integrationsordførerskab i partiet, hvilket kun førte til ganske få kritisk historier. Årsagen kan være, at ingen på det tidspunkt vidste, hvor stort partiet ville blive på Christiansborg, så hvorfor gå så meget op i det. Desuden havde partiet – den gang som nu – et uskyldsrent, magtuinteresseret og rent image ... og desuden var der i mellemtiden dukket noget nyt og flagrende, leende og grønt op ved Alternativet, der fangede pressens og den øvrige offentligheds opmærksomhed.
En anden dansker med såkaldt ’indvandrerbaggrund’, der har taget (indirekte) klart afstand fra elementer fra de parallelsamfund, der findes omkring Grimhøj-moskéerne, er Yahya Hassan. Hans poesi om blandt andet vold, socialt bedrageri og misbrug i såkaldte ’indvandrermiljøer’ er – forstår man, når man læser Yahya Hassans Facebookvæg – blevet oplevet som en art forræderi i de kredse, han kommer fra. Alene det at påpege problemer i miljøet har vist sig at resultere i chikane, verbale tilsvininger og trusler – det har Yahya Hassan været udsat for, siden hans digtsamling udkom.
I forbindelse med sit for nu droppede folketingskandidatur fraskriver Mohammad Sabah Ahmad sig også utvetydigt nogle af de elementer, Yahya Hassans digtsamling af nogle er blevet er blevet udlagt som en art kritik af: Voldeligheden (stening), kvindeundertrykkelsen (stening af utro kvinder) og såmænd også den kriminelle tankegang, hvor sådan noget med at indtelefonere en bombetrussel, da bare er noget, man gør og i øvrigt bagefter lægger bag sig som var det en stykke tyggegummipapir, man var kommet til at tabe på fortorvet. Hvordan mon det stiller Mohammad Sabah Ahmad nu, hvor han i fuld offentlighed utvetydigt tager afstand fra centrale dele af parallelsamfundets tankegods – det parallelsamfund, han selv er rundet af?
Vi kan da godt tale om Alternativet iværksætterudspil. Men jeg håber så, at man internt i Alternativet får talt ordentligt igennem, hvad der skal blive af Mohammad Sabah Ahmad, hvis – eller når – man bliver træt at af signalere tolerance, rummelighed og rækken ud til radikaliserede miljøer. For der er vel en risiko for, det sker, idet folk meget sjældent i løbet af så kort tid skifter holdning helt så grundlæggende.
Sagt med andre ord: Vil Alternativet huske at tage vare på Mohammad Sabah Ahmad, hvis det viser sig, at han faktisk ikke kan leve op til partiets ideer om, at kvinder og homoseksuelle har samme rettigheder som mænd/alle andre og at demokrati til hver en tid i Danmark skal trumfe religiøse overbevisninger?
Eller vil de bare smide ham ud, som de gjorde med Uzma Ahmed, da det viste sig, at hun mente andet og mere, end der lige var lagt op til i castingen af hende som en af Alternativets brune præmiedanskere?