Nu bør Nykredit give demokratiet en chance

Jeg skal senere i dag mødes med Foreningen Nykredits næstformand Nina Smith. Det sker sammen med repræsentanter for Enhedslisten og SF. Vi tre partier er enige om, at Nykredit – som hvis nogen, inklusiv Nykredit selv, skulle have glemt det, er et kundekontrolleret selskab – bør afholde en urafstemning blandt sine medlemmer om, hvorvidt selskabet skal børsnoteres eller ej.

Den planlagte børsnotering er nemlig det, der har skabt de massive problemer, som Nykredit og underselskabet Totalkredit netop nu befinder sig i, fordi selskabet vil polstre sig ved at lade bidragssatserne, som kunderne betaler, stige voldsomt. 

Børsnoteringen kommer i første omgang til at koste kunderne over én milliard kroner om året, og sådan som Nykredit pt. agerer er der desværre en chance for, at regningen kun bliver større på sigt, hvis selskabet skal udbetale afkast til kommende aktionærer. 

Derfor må Nykredit sikre sig, at der er opbakning til børsnoteringen, og det kan så passende ske ved en urafstemning blandt de cirka 700.000 kunder.

En børsnotering af Nykredit vil være et historisk øjeblik, fordi det vil betyde, at det største danske realkreditinstitut ikke længere er ejet af låntagerne. Derfor er der brug for, at det gennemtænkes og godkendes af kunderne. Hvis det lykkedes at gennemtvinge børsnoteringen, vil det være slut med den særlige danske, demokratiske realkredit-model, hvor kundernes behov er realkreditinstituttets eneste fokus.

Jeg tør godt gætte på, at det næppe vil være kundernes interesser, der altid kommer først, når ivrige aktionærers interesser også skal tilgodeses. Det synes jeg ikke, vi har råd til at miste.

En urafstemning blandt kunderne vil for mig at se være noget af det eneste, der kan sikre Nykredit den demokratiske legitimitet, som selskabet virkelig mangler for tiden.

Det er allerede i dag en form for medlemsdemokrati i Nykredit, men det er ganske problemfyldt. Lad mig gennemgå nogle af de største problemer.

Medlemmerne får ikke besked fra foreningen om, at de kan stemme. Og selv hvis de ved det, skal de være heldige at se en lille notits i et dagblad for at vide, der er valg. Medlemmerne skal, for at kunne stemme, igennem en lang og besværlig proces, som for mange indebærer en længere rejse på valgdagen. Medlemmerne kan ikke stemme på nettet eller ved brev. Det kan obligationsejerne omvendt godt, og de kan i øvrigt stemme hvert år. Endelig har der tidligere været problemer med afvisning af fuldmagter til afstemningerne, og kunder i Totalkredit kan modsat kunder i Nykredit ikke automatisk deltage i afstemningerne.

Der er med andre ord nok at tage fat på. En urafstemning blandt Nykredits kunder vil være et skridt på vejen til at genoprette tilliden til Nykredit.

Bedst vil det for mig at se være, hvis vi får langt flere 100 procent kollektivt ejede banker, andelskasser og realkreditinstitutter.

Vi tror i Alternativet på, at jo tættere enkeltpersoner er på egne lån og penge – lige meget om det er i en sparekasse, andelskasse, pensionsselskab eller i et realkreditinstitut – jo bedre bliver pengene forvaltet – også for fællesskabet. Derfor håber jeg, at vi også på finansområdet vil udvikle andelstanken og skubbe på en ny andelsbevægelse.

Børsnoteringen af Nykredit er den forkerte vej at gå. Men det er op til kunderne at beslutte.