Vi har nøglen til en bedre verden: Bekæmpelse af ulighed. Nu skal vi bruge den

Når man er politiker, lander der mange rapporter i ens indbakke, som forskellige organisationer ønsker, at man skal tage stilling til. Jeg læser så mange af dem, jeg kan nå; bliver klogere af nogle, mindre overrasket over andre. Men en sjælden gang i mellem sidder jeg med en rapport, der får mig til at spærre øjnene op. Det gjorde jeg i det her tilfælde.

Organisationen Ibis har, sammen med søsterorganisationen Oxfam, udarbejdet analysen “En økonomi for den ene procent.” Den behandler kort sagt økonomisk ulighed i verden, og selvom jeg selvfølgelig godt i forvejen vidste, at uligheden er stor og stigende, var det alligevel en øjenåbner at se kendsgerningerne sort på hvidt. Og det gav mig i dén grad lyst til at dele nogle konklusioner med jer:

• Verdens rigeste 1% har nu større formue end alle andre mennesker tilsammen. 
• I 2015 ejede blot 62 mennesker det samme som halvdelen af verdens befolkning. 
• Siden 1990 er det lykkedes at halvere antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom. Det er en fantastisk udvikling. Men 200 millioner flere mennesker ville have undsluppet fattigdom, hvis ikke uligheden i landene var vokset i den samme periode. 

Fra vores egen baghave fortæller dugfriske tal fra Danmarks Statistik, at en gennemsnitsfamilie i Halsnæs Kommune på 10 år har mistet mere end en tredjedel af formuen, imens en tilsvarende familie i Rudersdal Kommune i samme periode har øget sin formue med 39 procent. Det hænger ikke sammen og er en dybt bekymrende tendens.

Nej, når det regner på præsten, drypper det ikke på degnen
Det er en udbredt opfattelse, at når de rige bliver rigere, siver velstanden ned igennem samfundslagene - den såkaldte “trickle down”- effekt. Problemet er bare, at trickle down er en myte. Ekstrem og voksende rigdom blandt de øverste procent i verden bliver isoleret dér og har minimal gavnlig effekt på resten af samfundet. Omvendt er det langt mere positivt for et samfund, at de laveste indkomster får flere penge imellem hænderne. Alene der har vi én af nøglerne til et mere lige samfund. Og der er ingen grund til at bilde sig andet ind: Lige samfund er bedre samfund end ulige samfund på stort set alle de parametre, vi kan måle - lige fra børnedødelighed over misbrug og psykiske sygdomme til kriminalitet og fedme.

Skattely og - spekulation er “enemy number one”

Skattespekulation efterlader et hul i de offentlige budgetter, og det fører til nedskæringer i grundlæggende velfærdsydelser. Hvert år går vi glip af mellem tre og fem milliarder kroner på grund af skattely, og der er ikke for alvor politisk bevågenhed om emnet.

I udviklingslande er skattely en massiv barriere for menneskelige og økonomiske fremskridt. Fra Ibis-rapporten lyder det f.eks.: “Næsten en tredjedel af rige afrikaneres formue - i alt 500 mia. dollars - er gemt af vejen i skattely. Det anslås at koste de afrikanske lande 14 mia. dollars om året i mistede skatteindtægter. Det er penge nok til at betale for lægehjælp, der kunne redde 4 millioner børneliv og nok til at ansætte lærere til at få hvert eneste afrikanske barn i skole.”

Med andre ord er der en god grund til, at det ikke sjældent er på skattely og skattespekulation, der peges, når spørgsmålet lyder “Men hvor skal pengene komme fra?”. Desværre har det endnu ikke haft den store effekt; skoven af pegefingre til trods mangler vi stadigvæk, at man fra politisk hold tager dagsordenen alvorligt. 

Men hvad gør vi så? 

Vi starter med at sætte bekæmpelsen af skattespekulation og skattely allerøverst på dagsordenen. Det er udtryk for den største usolidaritet at gemme sin formue væk i skattely, og vi hverken kan eller må længere acceptere det. Det gælder på nationalt, regionalt og globalt plan. Derfor skal vi også rette blikket mod finanssektoren og for eksempel beskatte finansielle transaktioner. Det er egentlig ikke raketvidenskab: Som politikere skal vi lægge os i selen for at varetage flertallets interesser - ikke den ene procents. 

Det gør vi bl.a. ved til stadighed at insistere på, at alle - også mennesker der ikke lige bor i vores del af verden og ikke mindst også den halvdel af befolkningen, der er kvinder - får en løn, de kan leve af, og at så mange som muligt får en uddannelse. 

Vi skal være ambitiøse på verdens vegne og sætte os et urokkeligt mål om at skabe et hjem, der er lige så generøst og trygt for de 99% som for den ene procent.