Den egentlige skandale bag plagiatjournalistikken

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Sagen mod udenrigskorrespondenten Annegrethe Rasmussen, der blev fyret fra tre medier på én og samme dag – Altinget, Information og fagbladet Journalisten – fordi de øjensynligt ikke længere havde tiltro til hendes journalistiske metoder, fylder efterhånden en mindre disputats på de sociale medier, for og imod, frem og tilbage. Hvis man ellers er til den slags, er der detaljer nok at smæske sig i, og Morten Uhrskov har allerede peget på en af de afslørende.

På grund af den forestående højtid har jeg dog måttet springe nemt og elegant henover det meste med henblik på bl.a. indkøb af en haramslagtet and.

Jeg kender ikke Annegrethe Rasmussen, selv om jeg var så heldig at overtage hendes kontor på Berlingske Tidende i Pilestræde i det indre København, hvorfra hun blev fyret i 2001 for at skrive en leder af fra Politiken. Det gav et behageligt gys gennem kroppen, da jeg første gang smækkede døren indefra og tændte den computer, Annegrethe efter sigende havde siddet og stirret tomt ind i. Jeg var tydeligvis blevet lukket ind i de hellige haller af kreativ virkelighedsgengivelse, nu skulle den bare ha’ én på goddagen.

Det fik den så, mens flere celebre sager dukkede op. Bedst kendt er nok Frank Esmann-sagen fra 2004. Esmann, en velrenommeret public service-journalist, plagierede i sin fritid en 12 år ældre biografi om Henry Kissinger, da han skrev og udgav sin egen, men blev afsløret af kulturjournalist Bent Blüdnikow. Helt præcist 374 afsnit. Ord for ord, hele sætninger, metaforer, hele svineriet. Fik det konsekvenser? Nejda. Manden skvulpede videre i det akvarium, der hedder DR og betales af 5,5 mio. venlige mennesker år efter år. Som Esmann selv udtalte dengang: »I virkeligheden har det ikke betydet så forfærdeligt meget, for jeg kom hurtigt i gang igen.«

Nogenlunde samtidig med at Esmann-sagen fandt sin afslutning, hørte jeg visse rygter om den estimerede USA-korrespondent for Berlingske Tidende Poul Høi og tillod jeg mig at grave lidt i hans metode for hvilken han i 2001 havde modtaget dansk journalistiks højeste æresbevisning, Cavlingprisen. Min lille uvidenskabelige undersøgelse fortalte mig, at Poul Høi havde svært ved at stå ved, hvor han havde hvilke oplysninger fra, og hvor han selv var henne i beretningen.

Dengang undrede det mig, at ingen, f.eks. opvakte elever på en af de journalistiske produktionshøjskoler, satte sig ned og gennemgik hans artikler, det var trods alt en mand, der fik Cavlingprisen med disse ord, overbragt af kollegaen Olav Hergel:

»Så meget overkommer han, at han burde smides ud af Dansk Journalistforbund for ukollegial opførsel. Han sprøjter artikler ud af ærmet med en hast, som var han en robot ved et samlebånd, der sætter ølkapsler på flaskerne... Alle journalister stjæler fra andre aviser, men få gør det så elegant som Poul Høi. Han skal nok citere retmæssigt fra New York Times, Washington Post eller Los Angeles Times, men efter fire linjers læsning kan man ikke genkende hælervarerne. For så har han allerede gjort dem til sine egne.«

Nuvel, skal ikke trætte jer med gentagelser.

I stedet for at svælge i personsager må det være på tide, at danske medier, redaktører og journalister går i gang med at diskutere præmisserne for især deres korrespondenters virke. Når man f.eks. ser Ulla Terkelsen stå og ævle løs den ene aften i Bruxelles, den næste i Athen og ugen efter i Ukraine – uden at nogen spørger hende – Jamen, Ulla, hvor véd du det fra? – ja, så er det, at man slår over på Netflix.

Hvor véd du det fra, søster snak? Hvem er dine kilder, bror ord?

Det er der åbenbart ingen, der kan svare på. Og værre: Der er tilsyneladende ingen i DR eller TV 2, der stiller spørgsmålet. Det er øjensynligt irrelevant. Seerne skal have oplevelser, indtryk, historier.

Dansk udenrigsreportage har i løbet af de seneste 10 år eller mere taget et gevaldigt dyk ned i følelsespornografi, vilkårlighed og faldskærmsreportage. I dag er de fleste danske tv-korrespondenter en parodi på sig selv takket være deres vilkårlige skrøner fra de varme eller kolde lande. Det er lige før, man savner Ole Sippel.

Det er den egentlige skandale i dansk udenrigsdækning. Den er billedbåret, skatteyderfinansieret og hamrende uambitiøs. De må jo tro, vi er idioter. Hvis det er rigtigt, at vi har de korrespondenter, vi fortjener, må vi have gjort noget forfærdeligt.