Træt af venstreorienteret pis

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I Politiken har endnu en ukendt forfatter skrevet om den hårde tone i udlændingedebatten. Det er i sig selv både usympatisk og ubegavet. Uden undtagelse er enhver ynk om tonen et udslag af manglende evner til at forholde sig til substansen i sagen, samt ønsket om at udskamme sine modstandere. Anklagen om at nogen taler ’grimt’ er en anden måde at sige ”du er grim” på.

Borgerlige mennesker har i det store og hele fundet sig i anklagerne om den grimme tone. Ja, de har naturligvis afvist dem. Insisteret på saglighed, nøgternhed og fakta i debatten om udlændinge, og endda i langt højere grad end om andre politiske emner. Alle ved, hvor ømtåleligt spørgsmålet er, og er derfor omhyggelige med at udtrykke sig præcist. Men på trods af al ordentlighed, på trods af forsigtigheden og pænheden, har de fundet sig i de grundløse anklager om grimhed og had.

Og vi har været alt for eftergivende. Givet de venstreorienterede lov til at fremstille sig selv som havende gode intentioner. Skal vi ikke lave en aftale? Det stopper nu.

Lad os begynde med denne Sigurd Plaetner, gymnasieelev emeritus, og hans fabriksfremstillede uvederhæftighed. Sigurd har nemlig lavet en noget nær genial debatperformance, der skal udstille de borgerliges grove tone i udlændingedebatten. Den er lige så kompleks som den er raffineret, så jeg må hellere referere den grundigt: Først skrev Sigurd et snydeindlæg, hvori han lod en fiktiv skribent hænge tilfældige, fredsommelige mennesker ud. I indlægget blev en toiletgænger beskrevet som et intimiderende uhumsk bæst. En dames ravhalskæde bliver udlagt som tegn på kulturforagt. Avokadospisning som folkemordssympatier. Og hellerupdamer som potentielle terrorister. Nu er Sigurd på et højere, åndeligt plan end vi andre, så pointen er sikkert ikke gået klart igennem hos almuen: Sigurd synes, at den måde, vi taler om indvandrere på, er direkte sammenlignelig med hans egne, fiktive eksempler. Dette afslørede han i et efterfølgende indlæg, hvor han desværre ikke begrunder sin normative præmis (som er, at den borgerlige påpegning af problemer med indvandring og kultursammenstød er forkert og grundløs), men bare tramper videre i sit normcore forargelsesspor. Havde det ikke været for det lækkert fortænkte stunt med snydeindlægget, kunne man godt blive lidt træt af den kendsgerning, at Sigurd tydeligvis intet ved om substansen i sagen.

Men fakta er heller ikke Sigurds ærinde her (heller). Som den fritidshjemspædagog, vi ikke vidste, vi havde brug for, laver han en fræk og modig parafrase, der skal få os, eller pøblen, til at indse, hvor slem og dum og herreracistisk, den er. Sigurd er vor tids Sokrates. Messias fra gymnasiet, der er kommet for at udrense synden hos de lave ånder. Med kunstskole-reject performances og uvidenhedsbaserede moralske pegefingre. Der er noget senromersk lummerhed over det hele. Søgt, overflødigt og charmerende fedtet på en gang. Og der er mere. For Sigurd synes lissom, at snydeindlægget ikke er langt fra noget, man kunne have fundet på en valgplakat eller i et læserbrev. Faktisk er det præcis som Inger Støjbergs biografbemærkninger. Hadsk nonsens. Ifølge Sigurd selv, altså.

Og selvom jeg gerne vil anerkende Sigurds flotte prætention, er det alligevel både sørgeligt og forargeligt. For nok kan vi synes, det er sjovt, at noget så lavstammet får spalteplads (det vidner om det åndelige ørkenlandskab, de stavrer rundt i på venstrefløjen – at en karikatur på en gymnasieelev får trykt sit retoriske formningsprojekt), men det er samtidig et tegn på, at der ingen nedre grænse er på den anden fløj. Der er ikke noget, der er for primitivt eller nederdrægtigt til at blive taget alvorligt. Og, nu vi taler om alvor, så mener jeg også dette seriøst: Det kan ikke undskyldes, og det kan ikke bortforklares. Blot fordi man er venstreorienteret og forfatter har man ikke lov til at sætte sig ud over almindelig sanddruelighed. Man har ikke lov til påtage en særlig grad af uvidenhed blot for at holde sin generisk-røde hipsteridentitet ren. Når mennesker i Danmark bekymrer sig om dele af indvandringen, er det fordi de negative konsekvenser er ubestridelige. Årlige udgifter på over 20 mia. 80% af alle fremstillinger i Grundlovsforhør i København. Omtrent halvdelen af alle dømte for voldtægt. For slet ikke at tale om den almindelige utryghed, som den slags naturligvis skaber. Først og fremmest i områder, hvor kulturklassen ikke færdes. Hvor Sigurd ikke færdes. Hvor de mennesker, Sigurd taler ned til, bor. Hvor de overfaldes og undertrykkes. Men hvad skal Sigurd også bruge det til? Han vil jo bare gøre sig lækker for de andre togaklædte vindruespisere i det overfladiske tonesegment. Bliver befolkningen (udenfor Vesterbro) undertrykt, overfaldet og lagt for had? Jamen, så giv dem da en Harboe-øl. Og en invitation til Distortion.

Fælles for dette lands Sigurder – prætentiøse, urbane og åndeligt vanrøgtede moralister – er, at de ikke har haft anstændigheden (ja!) til at sætte sig ind i indvandrerdebattens substans. Ikke fordi de ikke kan, men fordi de ikke vil. De vælger sig selv højest. Identiteten. Selvgodheden. Medløberiet. Retten til at se ned på mennesker, der ikke har samme muligheder som dem selv. Skal vi ikke snart holde op med at lade dem lyve? Skal vi ikke sige nej til deres uanstændighed? Det er på tide.