Fyringerne flyver i Trumps forårsrengøring, men problemerne bliver hængende

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I USA er vi i disse uger vidne til den politiske pendant til forårsrengøring. I hjemmet åbner man typisk vinduerne på vid gab og beslutter sig for, at der nu skal ryddes op én gang for alle. Den samme stemning fornemmer man i Det Hvide Hus, men her er det ikke bare støv og nullermænd, der ryger ud, men også ministre.

På under to måneder har Donald Trump skilt sig af med justitsminister Pam Bondi, indenrigsminister Kristi Noem og senest arbejdsminister Lori Chavez-DeRemer. Tre ministerfyringer, tre forskellige forklaringer, men med ét gennemgående mønster: Når presset stiger på Trump, så ruller hovederne andre steder.

Det er svært ikke at læse fyringerne som en forårsrengøring frem mod midtvejsvalget i november. Trump ligner en præsident, der forsøger at signalere handlekraft ved at rydde op i toppen. Men spørgsmålet er, om det i virkeligheden er de rigtige ting, der bliver ryddet op i.

Ser man på fyringerne udefra, tegner der sig et større billede. Fyringerne er ikke bare enkeltstående hændelser, men symptomer på en bredere udfordring for en administration, der kæmper med både skandaler og svigtende politiske resultater.

David A. Graham fra The Atlantic har i forbindelse med arbejdsministerens exit peget på, at fyringerne ikke kun handler om manglende kompetence, men i høj grad også om manglende dømmekraft. For når man læser sig igennem Lori Chavez-DeRemers angivelige adfærd som arbejdsminister, kan man næsten fristes til at anbefale hende til hovedrollen i en eventuel genindspilning af filmen ”De satans chefer”.

Udover at Chavez-DeRemer lader til at have været en forfærdelig chef, tyder beskrivelserne også på, at hun fortjener øgenavnet ”Dovne Chavez-DeRemer”. Som det blandt andet er beskrevet i The Atlantic, så oplevede medarbejderne i ministeriet hende som en fraværende minister, hvor den reelle drift i praksis allerede var blevet overtaget af stedfortræderen, Keith Sonderling.

Når Chavez-DeRemer var til stede, var det til gengæld sjældent kedeligt på jobbet. Kort efter sin tiltrædelse afholdt hun, hvad der officielt blev kaldt en indsættelsesceremoni, men i praksis lignede en fødselsdagsfest for hende selv med kage og fødselsdagssang.

Ministeren benægtede senere over for Kongressen, at der var tale om en fødselsdagsfest betalt af skatteyderne. Men New York Times kunne sidenhen dokumentere, at der fandtes billeder af ministeren, der pustede fødselsdagslys ud.

»Girls just want to have fun«, som Cyndi Lauper sikkert ville have formuleret det.

Dertil kommer en lind strøm af yderligere skandaler: interne klager, suspenderede topmedarbejdere og en række opsigtsvækkende anklager om alt fra misbrug af offentlige midler til private rejser og upassende adfærd i arbejdstiden.

Ifølge indberetninger blev ansatte sendt ud for at bringe vin til ministerens hotelværelse midt på dagen, og der florerede også påstande om, at ministeren tog medarbejdere med på stripklubber.

Sidstnævnte er selvfølgelig kun acceptabelt, hvis man hedder Axel Foley og er på arbejde i Beverly Hills med Billy Rosewood og John Taggart.

Men skandalerne stoppede ikke der. Evan Gorelick og Rebecca Davis O’Brien har i New York Times foldet et konkret og ganske belastende mønster ud omkring arbejdsministerens allernærmeste.

Lori Chavez-DeRemers mand sendte gentagne, personlige og grænseoverskridende sms’er til kvindelige ansatte, samtidig med at han bevarede en uformel tilstedeværelse i ministeriet trods interne advarsler.

Ministerens far skrev direkte til en yngre medarbejder og foreslog et privat møde med en eksplicit opfordring om at holde kontakten diskret.

Det endte med, at arbejdsministerens mand blev nægtet adgang til ministeriet efter anklager fra mindst to kvindelige medarbejdere om upassende berøring og seksuelle overgreb på arbejdspladsen.

Ifølge avisens oplysninger var der indgivet en politianmeldelse, og sagen er blevet undersøgt af myndighederne, men uden at føre til sigtelser.

Slutteligt udviklede sagaen sig til noget, der nærmest får Don Draper fra tv-serien ”Mad Men” til at ligne en moralapostel. Ministerens stabschef og vicestabschef blev først sendt hjem og senere fyret, mens livvagten – som Chavez-DeRemer angiveligt havde et forhold til – blev suspenderet.

Som om det ikke var nok, blev der senere indgivet yderligere klager om gengældelse mod ansatte, der samarbejdede med interne undersøgelser, og om en arbejdskultur, hvor grænsen mellem privatliv og arbejdsliv var blevet udvisket i en grad, at ministeriet nærmest var blevet forvandlet til en blanding af familieforetagende og fredagsbar.

Som eksemplerne illustrerer, hersker der ikke den store tvivl om, at arbejdsministeren fortjente at blive arbejdsløs.

Men det mere interessante perspektiv er i denne sammenhæng, at Chavez-DeRemers afgang ikke ændrer ved det grundlæggende problem, der hænger over præsidentens hoved. For i virkeligheden er det ikke enkeltpersonerne, der er det primære problem, men Trumps politiske prioriteringer.

Som datajournalisten G. Elliott Morris har pointeret i denne uge, så er Trump i stigende grad i færd med at miste opbakningen blandt republikanske vælgere, der ikke identificerer sig selv som en del af Maga-bevægelsen. Sagt på en anden måde er der tale om amerikanere, der har valgt Trump til – eller måske snarere Demokraterne fra – uden at omfavne eller knuselske ham.

Som Morris påpeger, er det en farlig udvikling for Republikanerne, da det netop er disse vælgere, der var med til at sikre Trump sejren ved præsidentvalget i 2024. Disse amerikanere reagerer ikke primært på, hvem der bliver fyret, men hvorvidt Trump leverer på sine politiske løfter, særligt når det kommer til økonomien.

Præsidentens tilgang minder derfor om den halvfærdige forårsrengøring, hvor man får pudset vinduerne og støvsuget sofaen, men glemmer at få renset afløbet, hvor det egentlige problem sidder.

Hytten ser såmænd pænt nok ud på overfladen, så man kan åbne døren for gæster, men lugten forsvinder ikke af den grund.

Trumps ministerfyringer har samme karakter: Der bliver ryddet op i det synlige og personlige rod, men de mere genstridige problemer, som kræver større og mere stringent politisk handlekraft, ligger fortsat og ulmer.

Med andre ord kan man godt skifte ud i ministerierne, men det ændrer ikke nødvendigvis på vælgernes oplevelse af økonomien, krisehåndteringen eller nationens tilstand. Samtidig forstærker forårsrengøringen den interne uro. En overskrift i Politico Playbook ramte hovedet på sømmet i denne uge: »Hvem bliver den næste?«

Trumps politiske projekt er bygget på en fortælling om styrke, handlekraft og resultater. Det bygger på en forestilling om, at Trump kan levere det, andre ikke kan. Eller som præsidenten ynder at sige: »Kun jeg kan fikse det.«

Men den fortælling kræver politiske sejre snarere end flere fyringer. Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at Trump fortsætter i Queen-modus og synger »another one bites the dust« på månedlig basis.

Men risikoen for præsidenten er, at amerikanerne oplever, at problemerne består, selvom der bliver skiftet ud på ministerposterne. Og i så fald er det ikke længere et spørgsmål om de forkerte mennesker om bord på skibet, men om den forkerte mand ved roret.