Hvor ved du egentligt det fra?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi er i et samfund, hvor vi aldrig har haft bedre adgang til information, end i dag. Alligevel er det blevet endnu sværere at navigere i det. Noget af det har Marianne Levinsen allerede belyst for et par uger siden i en særdeles interessant klumme, der er udgivet i samme serie som denne. Her tager hun fat i spændet mellem kunstig intelligens og det menneskelige. Det er lidt en afart af det samme, du skal til at læse mere om her, men så alligevel heller ikke helt.

Denne klumme tager fat i et lidt andet problem. For mens kunstig intelligens altid har et svar, synes det, at vi mennesker ofte også mener, at vi bør have det. ”Det ved jeg ikke,” er blevet fire ord, jeg sjældnere og sjældnere hører. For med dem kommer man også med indrømmelsen at man ikke er vidende om alt – og det er åbenbart svært.

I journalistfaget er det helt normalt at opdele kilderne i forskellige kategorier og efterprøve, om de reelt ved noget om det, de udtaler sig om. Jeg tror, at alle i branchen har prøvet at ringe til en politiker eller forsker, der også gerne lige ville give sine besyv med om et område, som hun eller han reelt ikke havde nogen faglige kompetencer i at fortælle om. Af hensyn til både læserne og integriteten i de spalter, man udgiver, er det aldrig ønskværdigt. Præmissen i et interview er også, at man som spørger undersøger, hvad den udspørgende ved. Det forhold sig lidt anderledes i den almindelige samtale. Det er markant sværere at gøre, når du sidder over for Sonja i frokostpausen, snakker din gamle ven på caféen eller læser med i debatten på internettet. Her ved du sjældnere, om dem, du snakker med reelt har sat sig ind i det, I diskuterer. Særligt også fordi, at det her ikke er en præmis, at man nødvendigvis skal være ekspert for at have en holdning. Derfor er det sjældnere og sjældnere, at jeg hører nogen fortælle, at de reelt ikke ved nok om et emne til at have en holdning.

Fra tid til anden spørger jeg folk om, hvor de har deres viden fra. Ikke for at virke kritisk eller skeptisk. Men ud fra en reel interesse i at høre, om det, de fortæller mig, er noget, de har undersøgt nærmere. Når jeg gør det, møder jeg ofte en vis form for modstand. For jeg oplever ikke, at særligt mange er vant til at blive mødt med en oprigtig undren over, hvor informationen kommer fra.

Ofte afslører spørgsmålet hurtigt, hvor informationen stammer fra. Hvis det er et politisk parti eller en debat på sociale medier er det et rødt flag med det samme. Er det fra et medie eller personlige erfaringer begynder jeg at spidse ører, for så er det faktisk fra et sted, hvor nogle har gjort nogle overvejelser. I en tid som dette er det endnu vigtigere – særligt også med Marianne Levinsens førnævnte klumme i baghovedet. For dén evne besidder en AI-model ikke. Du får et skråsikkert svar uanset hvad og mange tager det ukritisk med videre. Særligt, hvis det passer ind i det verdensbillede, man gerne vil formidle videre.

Lige hér kommer det farlige krydsfelt med den kunstige intelligens. For det er ofte på baggrund af en lynsøgning dér, at man kan danne sine holdninger. I mange tilfælde synes man at overse, at det svar man får er direkte bestemt af den måde, man spørger på. Så når man spørger ladet, får man også det ladede svar. Og dermed også det svar, som sjovt nok ofte passer ind i det virkelighedsbillede, man selv har – og ikke det svar, der udfordrer eller ændrer ens holdning. Det vil være en misforståelse, hvis du tror, at jeg ønsker en form for sindelagskontrol eller en verden, hvor kun toperfarne eksperter kan deltage i den offentlige debat. Nærmere tværtimod. For grundessensen i et demokrati er at vi kan være uenige, debattere og leve side om side samtidigt.

Det væsentlige er snarere at vi også tør indrømme, hvis vi ikke ved særligt meget om et givent politisk emne eller en verserende sag inden vi begynder at diskutere den – og at vi i øvrigt også tør bruge den tid, der skal til, for at undersøge tingene ordentligt. Med mener jeg ikke, at holdninger skal begrænses. De skal altid være frie. Men ved indrømmelserne om vores egen begrænsning sænker vi også paraderne og accepterer i højere grad at lære andre vinkler eller perspektiver fra andre.

Accepterer vi det får vi måske også elimineret den gamle kliché om frygten for de dumme spørgsmål. Dem siger man som ofte ikke findes. Alligevel tør ingen stille dem, da de viser den ufejlbarlighed, der findes i alle mennesker – og i øvrigt også computere.

Ingen kan vide alt om alt – men alle kan blive klogere, hvis de tør indrømme det.