Er kulturpasset den digitale redningskrans, de unge har brug for?
Kulturministeren vil give unge gratis adgang til landets aviser for at bekæmpe falske nyheder. Det er en fremragende idé, men den virker kun, hvis aviserne stopper med at skrive til de 60-årige og i stedet gør sig interessante for de unge.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det er et af valgkampens mest interessante forslag, som kulturminister Jakob Engel-Schmidt har lagt på bordet: De unge skal have et ”digitalt kulturpas”, der giver dem gratis adgang til landets digitale aviser. Intentionen er god og fortjener anerkendelse. Ministeren vil give de unge et våben mod de sociale mediers falske nyheder og uigennemsigtige algoritmer.
Det er en nødvendig håndsrækning til en generation, der i dag får det meste af sin viden fra TikTok og Instagram. Og til resten af samfundet og de demokratiske institutioner.
For de fleste unge er det ”frie valg” af nyheder nemlig en illusion. Deres virkelighed bliver sorteret af robotter i Silicon Valley, der prioriterer de mest larmende og vrede historier frem for de vigtigste. Her står den klassiske avis som en af de sidste bastioner, der insisterer på fakta og sammenhæng.
Uanset hvem der er kulturminister efter valget, må man håbe, at denne vision bliver til virkelighed. Men vi må også være ærlige: Et gratis abonnement gør det ikke alene.
Skal projektet lykkes, kræver det, at aviserne tør se sig selv i spejlet. Det duer ikke at give de unge en nøgle til et univers, der stadig er designet til deres bedsteforældre. Tal fra Danmarks Statistik viser, at to af tre abonnenter på papiraviser er over 64 år. Selv på nettet er de fleste læsere midaldrende eller ældre. Vi risikerer at invitere de unge ind til en fest, hvor gennemsnitsalderen er 60+, og hvor de unge hverken kan kende sig selv eller de emner, der bliver skrevet om.
Samtidig skal aviserne passe på med ikke at falde i den samme fælde som de sociale medier. Hvis journalisterne kun jagter hurtige klik og sensationer, bliver de bare en dårlig kopi af det, de unge i forvejen finder på telefonen.
Ministerens forslag er en historisk chance for at få de unge tilbage til den seriøse journalistik. Men det kræver, at aviserne tør prioritere de unge som en rigtig målgruppe. De skal tale med de unge, ikke bare om dem.
Kampen for de unges dannelse vinder vi kun, hvis vi gør sandheden vedkommende for dem. Ellers ender vi med at give dem en billet til et tog, som de aldrig stiger på, fordi de ikke kan se meningen med rejsen.