Han-elefanten, Europa og dumhedens krig

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Wien

Med krige ved man aldrig. Politikerne kan ind imellem – hvis de er dumme nok – forestille sig en billig sejr. Soldaterne er næsten altid klogere. De kender deres profession. Den er kostbar, uberegnelig og dødsensfarlig.

I det perspektiv kan afvigte uges Nato-møde i Haag ses som en halv sejr til Vladimir Putins fascistiske Rusland og et halvt nederlag til Volodymyr Zelenskyjs demokratiske Ukraine. USA’s Donald Trump var elefanten, der tumlede rundt i porcelænsbutikken, optaget af at bekendtgøre, at han – han alene – havde ødelagt Irans atomvåben, en påstand, som han næppe selv troede på, og som topmødets øvrige deltagere, blandt dem statsminister Mette Frederiksen med følge, må have lyttet til som endnu et opblæst reklamenummer for det cirkus, Trump og hans rigmænd har indrettet i Washington.

Topmødet skulle have angivet alliancens retning i de kommende mange år. Det endte i tåger af uklarhed. Man enedes formelt om en optrapning af europæernes forsvarsbudgetter fra de nuværende 2-3 pct. til 5 pct. af deres bruttonationalprodukt. Prisværdigt! Men hvor lang tid vil det kræve?

Og holder det over for Putin, hvis strategiske mål er et Storrusland, som har genvundet sine tabte territorier i Østeuropa og derefter kujonerer Vesteuropa? Indtil videre ved vi kun, at USA, trods alle sine fine ord i Haag, ikke er til at stole på. Samt at Trump anser Zelenskyj for besværlig og favoriserer Putin.

I tågerne indgår Israels krige i Gaza, Iran, Libanon og Syrien. Er der en våbenhvile mellem Jerusalem og Teheran? Er de iranske atomanlæg så ødelagte som påstået af Trump, men betvivlet af uafhængige eksperter og hans egen efterretningstjeneste?

Hvad blev der af det længe ventede håndslag til ukrainerne? Herunder at de snarest muligt skal inddrages i Natos og EU’s beslutningsprocesser, ansvar og pligter? Det blev opgivet på foranledning af Trump, som vil være Putin tilpas. Protesterede europæerne? Næppe. Det absolutistiske USA tillader ingen tvivl, slet ikke omkring sin han-elefant.

I det hele taget er den verden, der lod sig se i Haag, en befalingernes verden. USA vil ikke være en ledende partner i det atlantiske eller internationale fællesskab, men stå udenfor og diktere til egen fordel. Traditionelle forbundsfæller, blandt dem Danmark, betragtes som vanskelige og overfaldes i vejkanten (læs: Grønland og den nyligt indgåede baseaftale), mens klovnebussen hvirvler ud i demokratiets solnedgangstime.

Europæerne ved det, men sad artigt ved forhandlingsbordet i Haag, optaget af at bide negle, mens Trump som så ofte før stillede sig på bagbenene, løftede snablen og trompeterede sin egen personlige fortræffelighed.

Selv Israels Netanyahu, normalt Trumps bonkammerat, fik en røffel, fordi han – bevidst? – lod sine bombefly gå på vingerne, netop som Trump hævdede at have landet en våbenhvile med Teheran. Om det var en fejltagelse, eller om Netanyahu i egen selvherlighed forsøgte at udfordre Trump, vides ikke i den større offentlighed. Vi ved kun, at alfadyret i Washington ikke tåler domptører.

At Trump viste sig i Haag, overraskede, men efter sin succes i Iran, ægte eller indbildt, kunne han ikke nære sig. Han måtte til Europa.

Han ville hyldes.

Hans publikum i USA skulle forstå, at selv europæerne – de både foragtede og beundrede europæere – klappede ad hans forestilling. Hvilket de gjorde, samtidig med at de forsømte det for Europa eksistentielt vigtige at trække Ukraine ind i deres inderste kreds.

Er der et regnestykke efter topmødet? Selvfølgelig. Det gamle og troværdige Nato er væk. Det nye Nato forestås af en hersker og hans hof af vasaller, af rygklappere, øjentjenere og spytslikkere.

I Østeuropa og Mellemøsten fortsætter ondskabens og dumhedens aldrig ophørende krige, hvilket kalder på et europæisk initiativ ud over Haag-mødets intellektuelt sparsomme resultat.

Trump paralyserer Europa med sine angreb på det demokratiske USA, dets institutioner og erfaringer, dets plads i den store politik. Men Europa skal videre. Europa må og skal opruste massivt på de indre linjer – som besluttet i Haag – samt åbne sig til en større verden, selvsagt Canada, men også Mexico og Brasilien, Sydafrika, Egypten og Syrien, Indien, Indonesien og Filippinerne, Australien og New Zealand, Japan og Sydkorea, Kina om muligt.

Det atlantiske samarbejde kan fortsætte under den betragtning, at Europa måler USA på fremtidens bistand til Ukraine som demokratisk og suveræn republik samt til et fredeliggjort Mellemøsten, samlet om en levedygtig palæstinensisk stat i det resterende Palæstina.

Nøjes vi med at applaudere det trumpske cirkus, ender vi i den trumpske sump.