Natos nye målsætning bliver en slagmark i sig selv

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

For blot et årti siden talte vi herhjemme med lige dele vantro og angst om at skulle op på at bruge hele 2 pct. af bnp på forsvarsudgifter for at leve op til det løfte, stats- og regeringslederne i Nato gav hinanden på topmødet i Wales i 2014 efter Ruslands annektering af Krim.

Dengang lå Danmark og rodede rundt nede omkring sølle 1,2 pct., selv om man gennem årtier havde indsat både kreative regnemetoder og omveksling af tabstal i Afghanistan-krigen i kampen for at fremstå som en god allieret. Titlen på Christian Brøndum og Jens Ringsmoses bog fra 2018 om Nato og de danske forsvarsbudgetter siger alt: ”Frihedens pris: så lav som mulig”.

Da krigen i Ukraine brød ud i februar 2022, var Danmark kommet op på stadig ikke imponerende 1,38 pct. af bnp med en målsætning om at ramme 2 pct. i 2030.

Statsminister Mette Frederiksen kunne dengang stadig ikke forestille sig, at Nato kunne finde på at hæve måltallet til hele 3 pct. foreløbig, selv om sikkerhedssituationen i nærområdet var i hastig forværring.

Ved at videreføre traditionen for kreative regnemetoder ved at inkludere den danske økonomiske støtte til Ukraine i kampen mod den russiske aggressor lykkedes det at snige Danmarks forsvarsudgifter op på lige akkurat 2,02 pct. af bnp to år inde i krigen.

Først i foråret 2024 erkendte statsministeren behovet for at bruge endnu mere på forsvar, og endelig lykkedes det for et halvt år siden at ramme 3 pct. gennem diverse forsvarsaftaler og ikke mindst etableringen af Accelerationsfonden på 50 mia. kr., som i 2025 og 2026 for alvor skal sætte fut i opbygning af kampkraft.

Nu bliver målet så med al sandsynlighed 3,5 pct. af bnp til hårde forsvarsudgifter, når stats- og regeringslederne i de kommende dage mødes til Nato-topmøde i Haag.

Det er en naturlig og nødvendig videreudvikling set i lyset af situationen i Ukraine, hvor udsigten til enten en fastfrysning af krigshandlingerne eller en form for fredsslutning ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste vil sætte Rusland i stand til inden for få år at gå i krig med andre nabolande – og i værste fald medlemmer af Nato.

Samtidig har Trump-administrationen skabt usikkerhed om USA’s engagement i Europas sikkerhed, hvorfor Danmark og de øvrige europæiske Nato-medlemmer i langt højere grad end tidligere må sørge for at sikre sig selv.

Det nye løfte kommer efter al sandsynlighed til at hedde 5 pct. af bnp, hvilket er et tal, Donald Trump første gang floatede et par uger inden sin indsættelse som præsident for anden gang den 20. januar 2025. Hans ønske om at se især sine europæiske allierede dykke dybere i lommerne er ikke noget nyt, men tallet forbløffede ikke desto mindre, især fordi USA med sin mægtige militærmaskine selv kun bruger 3,4 pct. af sit bnp på forsvar.

Men Nato-generalsekretær Mark Rutte har en plan. Som noget nyt er der nemlig kommet 1,5 pct. oven på de rene forsvarsudgifter på 3,5 pct. til såkaldte ”andre sikkerhedsudgifter”, hvilket dækker over bl.a. forsvarsindustri og infrastruktur samt ”resiliens” i bred forstand.

I de kommende dage skal Nato-medlemmerne blive enige om, hvad disse begreber mere specifikt dækker over, men det må formodes, at der dels er tale om en videreudvikling af de syv resiliensmål, som blev vedtaget på Warszawa-topmødet i 2016, dels udgifter til overvågning af især maritim kritisk infrastruktur såsom søkabler og rørledninger samt statsstøtte til forsvarsindustrien.

Natos syv resiliensmål omfatter de enkelte landes kapacitet til at videreføre regeringsevnen under kriser og krig, modstandsdygtig energiforsyning, håndtering af pludselige folkestrømme, robust fødevare- og vandforsyning, evnen til at håndtere massetilskadekomst samt resiliente civile kommunikations- og transportsystemer.

Med andre ord alt det, der skal til for at sikre, at samfundet kan fortsætte med at fungere i ekstraordinære situationer ud fra den tankegang, at en stærk forsvarsevne forudsætter et robust civilt samfund.

Sådan ”whole-of-government”- og ”whole-of-society”-tænkning står i dag stærkt i både Natos og EU’s strategier, og det er ikke mindst vigtigt og fornuftigt set i lyset af hybrid krigsførsel, hvor mange trusler udspiller sig i gråzonen mellem krig og fred.

Her kan det være vanskeligt at afskrække en modstander gennem traditionel afvisning eller gengældelse, mens modstandsdygtighed på alle planer i samfundet forhåbentlig kan få ham på andre eller bedre tanker.

Udfordringen er, at et fælles Nato-løfte om at bruge 1,5 pct. af bnp på disse brede sikkerhedsudfordringer (ca. 45 mia. kr. om året alene for Danmarks vedkommende) vil åbne for en helt ny diskussion af, hvad der kan tælles med – og det i et omfang, som vil få tidligere tiders kreative bogføring inden for de gode, gamle 2 pct. til at blegne.

Hvilke eksisterende udgifter kan indregnes? Hvor skal grænsen gå mellem det ”almindelige” beredskab og det ekstra lag af samfundssikkerhed, som Nato nu kræver som en del af medlemskabet? Det bliver en slagmark i sig selv, når industriinteresser, forvaltningstraditioner og konfliktende logikker mellem civile og militære og private og offentlige aktører skal mødes.

Derfor bør regeringen hurtigst muligt udarbejde en strategi for dansk samfundssikkerhed, som sætter klare mål og definerer midler og metoder til at nå frem til et fornuftigt 1,5 pct. resultat, der kan sættes to streger under, og som vi kan være bekendt.