Er tiden ikke ved at rinde ud for kvindernes internationale kampdag?
Måske bør kvinder til at vise så meget overskud, at de samler mændene op? I hvert fald er mænd på en lang række områder dårligere stillet end kvinder. Er det ikke et fælles ansvar for begge køn?
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Kvindernes internationale kampdag!
På denne dag bliver alle de gamle travere trukket af stalden med samme sikkerhed som amen i kirken. Vi skal høre om, at kvindelige kunstnere er underrepræsenterede på Roskilde Festival og andre steder i kulturlivet.
Vi skal endnu en gang erfare, at det er et stort samfundsproblem, at der ikke er ligestilling i virksomhedernes topledelse og bestyrelseslokaler.
Vi skal læse om, at kvinder er ved at segne, fordi de ikke alene skal tænke på karrieren, men også den ”mental load”, der består i, at det ikke kan overlades til håbløse mænd at købe det rigtige tøj til børnene eller at få hverdagen til at hænge nogenlunde sammen ude i de små hjem.
Jeg afviser ikke, at der er problemer. Naturligvis. Men det forekommer mig, at problemerne først og fremmest bliver ”italesat” af en kulturelite, som har relativt lidt berøring med almindelige danskeres problemer.
En hårdt presset mor i Albertslund eller Herning er næppe så optaget af, hvad der sker på direktionsgangene i Novo eller hos Danske Bank. Hun tænker måske heller ikke meget over, hvem der optræder som kunstnere på diverse festivaler, men glæder sig måske bare over muligheden for at deltage og lytte til noget god musik.
Men igen skal alle – især kvinder – ”bevidstgøres” om den evige undertrykkelse og forfordeling, som skam stadig finder sted for fulde gardiner, men måske bare ikke helt så udtalt som i gamle dage, hvor manden efter en lang arbejdsdag sad i en plettet netundertrøje og beordrede ”kællingen” til at ”skride ud i køkkenet” og hente ham en bajer i køleskabet. Nej, problemet er slet ikke almindelige mennesker længere. Problemet findes i toppen af samfundet, skal man forstå. Og det skal så værsgo være alles problem.
Men hvis man ser på toppen, bør man også kaste et blik på bunden, for her er mændene sjovt nok også overrepræsenterede - men det har de naturligvis kun sig selv at takke for, fordi de jo er nogle umuliusser, som ikke har styr på noget som helst.
Det er med andre ord deres egen skyld.
Ingen kvinde skal naturligvis komme dem til undsætning. Mænd er overrepræsenterede i selvmordsstatistikkerne – især når det gælder de fuldbyrdede af slagsen.
Mænd er i markant overtal blandt hjemløse. Det er mændene, der sidder i fængsel, og mændene, som stadig dør tidligere end kvinder – naturligvis fordi de ikke gider gå til lægen, vil kvinder indvende.
Har kvindernes internationale kampdag gennem årene udviklet sig til et eliteprojekt, som kun handler om toppen af samfundet – penge- og kultureliten?
Jeg hører ingen kvinder tale om et behov for ligestilling, når det kommer til alle dårligdommene på bunden. Dem må mændene have lov at beholde for dem selv.
Måske er det på tide, at vi begynder at tale om, at der altså er to køn – og forholdet mellem disse to køn. Vi kunne også begynde at tale om, hvad det vil sige at være et menneske, og hvilke vilkår vi tilbyder hinanden.