Vi holdt nok for hurtigt op med at tale om danskernes rolle, når det gælder om at være forberedt på kriser

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

En Megafon-måling viser, at gruppen af danskere, som har fulgt kriserådene fra Beredskabsstyrelsen og forberedt sig på at klare sig selv i tre døgn, er vokset fra 20 til 36 pct. fra maj til november.

Det er faktisk en ganske markant stigning, eftersom kampagnen udelukkende har kørt på web og i danskernes e-boks. I modsætning til i Sverige er den danske folder nemlig ikke blevet husstandsomdelt, og der har heller ikke kørt radiospots, OBS på tv eller temauger i folkeskolen herhjemme. Det siger noget om, at en meget stor del af befolkningen (omkring 60 pct.) var oprigtig, da den i målingen før sommerferien gav udtryk for, at det efter dens opfattelse var en god idé, at myndighederne nu endelig udgav officielle kriseråd til danskerne.

Imidlertid er gruppen af danskere, som ikke har tænkt sig at følge anbefalingerne, samtidig vokset en smule til 45 pct., og det overrasker mig faktisk.

Jeg havde egentlig forventet, at denne gruppe ville skrumpe naturligt, i takt med at det at forberede sig på kriser i løbet af 2024 gik fra at være noget for de få skøre til en helt naturlig aktivitet for det fornuftige flertal. Det var i hvert fald min opfattelse, at kriseforberedelser og hjemmeberedskab hen over foråret og sommeren blev et samtaleemne ved kantinefrokoster og til middagsselskaber, og at den grundlæggende pointe, at det handler om fællesskabet og samfundets samlede robusthed, gik rent ind hos rigtig mange danskere.

”Prepping”-begrebet blev parkeret som en individualistisk handling båret af mistillid til myndigheder og medmennesker, mens ”hjemmeberedskab” fik en klang af #samfundssind.

Men vi holdt nok for hurtigt og brat op med at tale om borgernes rolle i det samlede beredskab, da først folderen fra Beredskabsstyrelsen var udkommet i midten af juni.

Jo, de udmærkede råd og anbefalinger fra myndighederne fik en lille revival i august og september, i takt med at den digitale folder også landede i danskernes e-boks, men emnet fyldte langt mindre i medierne end i årets første halvdel, hvor forsvarsministeren var ude på sin store politiske ”rejse” og gik fra total afvisning til omfavnelse af idéen.

I efteråret kom debatten mere til at handle om erhvervslivets funktion i dansk samfundssikkerhed, og selv om det også er vigtigt, må vi ikke glemme opmærksomheden på hjemmeberedskabet. Norge og Sverige er nu gået op på syv døgn i deres anbefalinger, og truslerne mod det danske samfund ser ikke ud til at være løjet af – desværre. Derfor tager vi den lige én gang til for prins Knud.

Formålet med at have lidt vand og mad på lager derhjemme og at tænke over, hvordan man kan gøre sig mindre afhængig af elektricitet, internetforbindelse og indkøbsmuligheder, handler ikke om din og din families individuelle sikkerhed og tryghed.

Vi har grundlæggende set et stærkt samfund med en relativ robust infrastruktur og et godt og professionelt beredskab, og der er ingen direkte militær trussel mod Danmark – læs bare Forsvarets Efterretningstjenestes trusselsvurdering, hvis du er i tvivl herom.

Men verden omkring os er blevet langt mere usikker, og når den danske regering med stor opbakning i befolkningen støtter Ukraine i krigen med Rusland, eksponerer vi os for at blive straffet i den såkaldte gråzone, altså under tærsklen for krig.

Cyberangreb i krydsfeltet mellem kriminalitet og krigshandlinger, sabotageaktioner mod kritisk infrastruktur, forsøg på at destabilisere samfundet ved at sprede falsk information og drive kiler ind i vores sammenhængskraft, underminering af økonomiske og politiske strukturer gennem subtil påvirkning – listen over hybride virkemidler er lang og broget. Det bliver fortsat vanskeligere at kende forskel på krig og fred og på ondsindede intentioner og hændelige uheld.

Når et skib kaster anker, hvem giver så egentlig ordren? Pointen er, at alle har en rolle at spille og en opgave at løse i samfundssikkerhed. Myndighederne skal beskytte infrastruktur, bekæmpe kriminalitet og forsvare landet mod væbnede angreb m.v.

Vores alliancer og internationale samarbejder skal sikre, at Danmark som småstat aldrig står alene mod en fjende. Og borgerne skal bidrage til samfundets samlede modstandsdygtighed ved at kunne klare sig uden strøm, vand, internet og indkøb i mindst tre døgn.

Så enkelt er det. Er du med på idéen?