Helt ærligt: Køkultur i Legoland? Mens verden står i flammer
Børn skal faktisk lære, at alle ikke er lige, at de ikke kan blive til alting. Om den lærdom så indledes i Legoland – ja, det må så være.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det er vist agurketidens historie: Køerne i Legoland. Jeg er begyndt på denne klumme flere gange – og har slettet hele molevitten igen. Simpelthen fordi jeg kan skamme mig lidt over, at køerne i en forlystelsespark kan blive et offentligt samtaleemne herhjemme i andedammen, parallelt med at terrorbanditten over alle, Hamas’ øverste leder, er blevet dræbt, valget om næste amerikanske præsident står mellem en sort kvinde og en hvid mand, der for nylig blev forsøgt myrdet, 10 drenge på en fodboldbane i Golan-højderne bliver dræbt af terrororganisationen Hizbollah, og blodet flyder på tredje år i Rusland og Ukraine.
Alt imens vi herhjemme hidser os op over, at man kan købe ”fast-track-billetter” i Legoland og springe køen over med sine utålmodige unger. For et tillægsbeløb oveni den i forvejen svimlende entrépris kan man købe sig ud af evighedskøen.
Folk skulle jo bare vide, at den tid, man bruger på at stå i kø i en forlystelsespark, kan man trække fra i skærsilden. Men nu om stunder er der jo ingen tror på skærsilden, men derimod på den kommunistiske drøm om fuldstændig og total økonomisk lighed. Og det alle ikke kan få, skal ingen have, og misundelsen blandt de forargede er svær at overse.
Hvis vi lige skal blive ved Legoland et øjeblik, så er der jo ikke dét, man ikke kan tilkøbe: fri refill-cola hele dagen og 100+ smagsvarianter, buffet inklusive softdrinks og softice, parkering, ubegrænset digital fotopakke eller en VIP-oplevelse til »en ekstraordinær og magisk dag«.
Selvfølgelig har de gode solide jyder i Legoland en helt lokumskold strategi for, hvordan de får flest penge i kassen, og det kan man ikke fortænke dem et sekund i. Og Legolands tilkøbssystem adskiller sig ikke et øjeblik fra alle mulige andre ydelser, man kan købe for penge. I lufthavnen er der også mulighed for at tilkøbe fast-track og springe køen over, køber man koncertbilletter, kan man vælge mellem VIP og almindelige dødelige billetter, man kan køre på første klasse eller nøjes med mindre komfort og mere ståhej på anden klasse.
Når man melder sig ind i Sygesikringen Danmark, kan man vælge forskellige forsikringsgrupper, ”grundlæggende”, ”udvidet” og ”omfattende” alt efter behov og pengepung. Nogle rejser tre uger til Tenerife på allinclusive, andre pakker telt og sovepose, dåsemad og trangiasæt i familiebilen, kører rundt i kongeriget og har en mindst ligeså fornøjelig ferie.
For omkring 30 år siden, da jeg var barn, var pengene små, men til gengæld var der gratis indgang i Legoland den sidste time før lukketid hver aften. Så vi drog afsted: Min far ved rattet med pibe i munden, min bror og jeg på bagsædet og den brune retromadkasse med skuffer til de smurte, karsepyntede rugbrødsmadder i bagagerummet sammen med øl og sodavand. Jeg husker virkelig ikke, at den åbenlyse økonomiske ulighed, vi børn så og vidste fandtes, gav os mareridt om natten.
Men verdens urimelighed og økonomiske ulighed, der manifesteres i forlystelseskøen i Billund, har fået selv politikere op af solstolen, og blandt andre Rosa Lund og Pelle Dragsted (Ø) kan bestyrke hinanden i det ufrivilligt morsomme udsagn om, at Legolands køsystem er noget at det mest »udanske«, de kan forestille sig, og at der er »danske værdier på spil«. Køerne er ligefrem udanske, det er alligevel noget. Og i hvert fald er det ikke noget, vi skal lære vores børn.
Hvorfor i grunden ikke? Mon ikke de fleste børn helt ned i vuggestuestørrelse har sunget med på sangen om bageren fra Nørregade, der bager kringler og julekager, og i hans vindue er sukkersager og peberkager og »har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå«. Den gamle børnesang er nok den næste, der kommer på listen over alt det politisk ukorrekte, vi gerne vil rense verden for – og skåne børnene for. Men hvorfor i alverden skal vores børn ikke lære, at har man penge (som man har arbejdet sig til), så man kan få, og har man ingen, så må man finde på noget andet, der sikkert er ligeså godt – og måske bedre?
Det er virkelig en besynderlig tid, vi lever i. Helt fra børn er babysmå og skolebørn bliver de marineret i kønsneutralitet, woke-istisk mangfoldighedsideologi, og hvad ved jeg – for danskerne findes i mange modeller, vi er alle sammen forskellige, og nogle piger har en tissemand.
Alt det regnbuefarvede hjernevask skal vores børn udsættes for – men økonomisk ulighed, der er det mest naturlige i et samfund og har været alle dage – dét må børnene ikke se. Og lære, at ligesom de ikke kan få alt i denne verden, er det heller ikke alting, de har ret til, og de kan heller blive ikke til alting – nogle har bedre forudsætninger, mere held, mere forstand, flere penge eller bare andre prioriteringer end andre.
Det eneste sted, vi er fuldkommen lige, det er for Vorherre – i hans nåde og barmhjertighed. Og ham kan man ikke bestikke med en ekstra skilling – hverken undervejs eller på den yderste dag, i den sidste kø.