Vestens moralske autoritet er på spil
Mens konflikten i Israel og Palæstina skaber splittelse verden over, må vi i Vesten være konsistente og værne om vores principper og stå vagt om de institutioner, vi har bygget op.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Lørdag afholdes den årlige udgave af Eurovision i Malmø i Sverige. Det sker, mens Israel trods modstand fra både dets nærmeste allierede i Vesten og resten af verden igangsætter sit angreb mod Rafah, hvor hundredtusindvis af palæstinensere ellers er flygtet til fra resten af Gaza.
Alligevel deltager Israel denne uge i sangkonkurrencen i Sverige, hvor det palæstinensiske flag er blevet forbudt.
Begge dele synes åbenlyst forkert – og det mest rigtige ville have været, hvis Israel havde meldt afbud selv. I stedet er det gjort til en politisk kampplads, hvor nogen vil føle behov for at vifte med palæstinensiske flag. Malmø er notorisk kendt for sine massive problemer, og man kan kun frygte, hvordan det spænder af.
Jeg går ikke op i Eurovision, men ligesom sangkonkurrencen helt åbenlyst ikke handler om palæstinensiske flag, er det også forkert at lade Israel deltage, når landet er krigsførende og aktuelt agerer i strid med FN-resolutioner.
Ligesom det var rigtigt at udelukke Rusland fra Eurovision efter invasionen af Ukraine, og ligesom det var rigtigt at udelukke Jugoslavien i borgerkrig fra fodbold-EM i 1992, ville det rigtige være at udelukke Israel, mens krigen står på, når nu de ikke selv har meldt afbud.
Israel og Netanyahu har af åbenlyse årsager ret til at forfølge og bekrige Hamas, men det ændrer ikke på, at angrebene på Gaza, på Vestbredden og på palæstinensere generelt gør Israel til en krigsførende nation, som tilmed ikke overholder krigens love.
Og når man giver Israel en plads i en konkurrence som Eurovision og samtidig forbyder et flag, som er palæstinensernes og ikke Hamas’, så bliver det, der burde være en sangkonkurrence, alt muligt andet end det.
Jeg forstår hadet på begge sider. Ingen skal som israelerne leve i frygt for, at deres stat bliver udslettet. Men ingen skal heller ikke udsættes for det, palæstinenserne har været udsat for i de sidste 75 år med massiv daglig undertrykkelse af befolkningen. På begge sider er der sket forfærdelige massakrer, der bliver en del af folks dna. Jeg forstår også frygten og desperationen på begge sider.
Jeg forstår følelsen af uretfærdighed. At man kun ser sort-hvidt. Men løsningen er aldrig vold, bomber eller terror – hverken fra Hamas’ eller Netanyahus side. Det skaber kun dybere konflikter og en længere vej til den fred, som lige nu synes som en umulighed.
Den forfærdelige situation i Israel og Palæstina har spredt sig som en skovbrand ude af kontrol, og den skaber splittelse og konflikt i samfund og fællesskaber i det meste af verden.
Det sker også i Danmark, hvor konflikten har ført had og splittelse med dig. Forleden var det den danske modstandskamp under Anden Verdenskrig, der blev inddraget, vi ser antisemitismen vinde frem (senest med hærværk mod en mindesten for danskernes hjælp til jøderne), ligesom vi ser muslimhadet have vind i sejlene, ja, selv Ukraines kamp for overlevelse er der blevet sat spørgsmålstegn ved.
Krigen mellem Israel og Hamas bliver gjort til alt muligt, den ikke er. Alt bliver godt eller ondt. På de allerhøjeste nagler. Intet bliver nuanceret og løsningsorienteret.
Den situation er farlig. Og der er for mig at se kun én medicin, når omverdenen og særligt vi i Vesten agerer og reagerer i en så betændt og dyb konflikt med så mange historiske lag som den i Israel og Palæstina. Og det er konsistens i argumenterne og respekt for institutionerne.
Hvis man den ene dag fordømmer drab på civile, må man også gøre det den næste, selvom målene er nogle andre. Hvis man den ene dag kræver FN-handling, må man også gøre det den næste, når modparten har brug for det. Hvis man den ene dag kræver respekt for krigens love, må man også gøre det, når den angrebne part er en anden.
Jeg har for nylig været på besøg i Kina, og selvom man ikke kan blive andet end benovet over den teknologisk udvikling, som landet formår at skabe, så halter det som bekendt alvorligt, når det kommer til demokrati og menneskerettigheder.
For mig er det Europas berettigelse i verden, at vi holder den demokratiske fane højt. At vi giver ikke køb på de grundlæggende principper. At vi ikke lader os kompromittere. Det sker desværre for ofte, men vi er trods alt ikke Kina. Og skal ikke være det.
Den vestlige verdensorden er under angreb, men svaret må og skal ikke være at lade principperne falde. Hverken når det gælder noget så trivielt som sangkonkurrencer eller noget så alvorligt som diplomati. Vores moralske autoritet smuldrer, hvis vi ikke er konsistente. Og det er ikke bare farligt for os selv, men også for vores plads i verden.