Nej, de kendte ik' Johnson

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

»Kender du ik’ Johnson? Mr. Teriyaki, Mr. Bruce Wayne, Mr. ”Ai papi!” Du ved, ham der giver den gas som Biaggi og får masser af love ligesom Wozniacki!« Nå nej, ik’ ham. Ugens klumme handler desværre ikke om Marc Johnson ude fra 8210, der godt ku tænk’ sig at kig’ forbi, men om 51-årige Mike Johnson ude fra Louisianas fjerde distrikt, der noget overraskende er blevet formand for Repræsentanternes Hus. Manden, der med egne ord stræbte efter at blive brandmand, har nu som opgave at slukke den steppebrand, som hans partifæller fik startet for tre uger siden, da den daværende republikanske formand, Kevin McCarthy, fik sparket.

Det lignede ikke, at Mike Johnson gjorde sin entré, mens han haltede på sit højre ben – selvom den nye formand for Repræsentanternes Hus er højreorienteret. Til gengæld måtte han som sin aarhusianske efternavnefætter dog også lede efter sin øjesten. Men ikke fordi lokalet var fyldt med røg, eller fordi musikken var alt for høj.

Nej, i Mike Johnsons tilfælde nåede hans kone, Kelly, desværre ikke frem i tide, da det pludselig gik stærkt, og hendes mand blev valgt som formand for Repræsentanternes Hus. Jeg formoder, at hun gerne havde kigget forbi for at se noget, hun ka’ li’. Selvfølgelig vil hun det, baby, men desværre tog hun Marc Johnson lidt for bogstavelig og tog sig god tid til at kigge forbi Kongressen.

Hvordan kan en mand, der indtil for få dage siden var et ubeskrevet blad – endda blandt nogle af sine egne partifæller i Kongressen – ende med at blive formand for Repræsentanternes Hus og dermed en af USA’s allermest magtfulde og højest rangerede politikere? Netmediet Politico har beskrevet det ganske glimrende: »Mike Johnsons anonymitet i Washington var en drivkraft i hans valg som speaker, hvilket gør ham måske til den eneste republikaner, der undslap husets udbredte stridigheder.«

Tænk, at anonymitet skulle vise sig at blive en afgørende fordel i en verden, hvor opmærksomhed ellers er blevet den dominerende valuta. I stedet for endte vi med en formand, der kun har seks års erfaring i Kongressen, og som ikke har været formand for et magtfuldt udvalg i Repræsentanternes Hus hellere. Faktisk skal man 140 år tilbage for at finde en så uerfaren formand. I gennemsnit har en formand for Repræsentanternes Hus 18 års erfaring, før vedkommende vinder posten. Mike Johnson derimod lyttede ikke til sin aarhusianske efternavnefætter og tog sig ikke god tid, da han så noget, han godt ku’ lide, nemlig indflydelse og magt.

Apropos opmærksomhed, så går kampen nu i gang for at definere dagens mand i skysovs. For rigtig mange amerikanere kender ik’ Johnson. Demokraterne er allerede gået i gang og har blandt andet – med henvisning til Johnsons højreorienterede partifælle Jim Jordan, der forgæves forsøgte at blive speaker – beskrevet Johnson som »Jim Jordan i en sportsfrakke«. Rent ideologisk taler vi da også om en af de mest socialkonservative formænd for Repræsentanternes Hus i nyere tid. En mand, der på nogle områder ligger betydelig til højre for Donald Trump og i øvrigt var dybt involveret i forsøget på at underkende Joe Bidens valgsejr i Kongressen.

Der er selvfølgelig også behov for gode øgenavne til den nye formand. Personligt ville jeg nok ikke sætte mine sparepenge på, at republikanerne kommer til at omtale deres religiøse partifælle som Magic Mike. Det er nok lige lovlig promiskuøst. Formuleringen ”samme menu, anden tjener” beskriver heller ikke den markante højredrejning, som valget af Johnson symboliserer.

Men mindre kan selvfølgelig også gøre det. Eksempelvis MAGA-Mike Johnson, som partifællen Matt Gaetz har døbt ham med henvisning til Trumps Make America Great Again-slogan. Det er et øgenavn, som selv demokraterne er med på, så hurra for enigheden på den front.

Om MAGA-Matt stadig er fan af MAGA-Mike, når formanden kommer til at skulle se realiteterne i Kongressen i øjnene – navnlig at man kun får vedtaget lovgivning ved at samarbejde med demokraterne, blandt andet når det kommer til at forhandle finanslov og spørgsmålet om fortsat støtte til Ukraine – er til gengæld tvivlsomt. Men den tid den sæbeopera. Måske burde Johnson i øvrigt lade sig inspirere af det pagtægteskab, han har indgået med sin kone – som besværliggør en skilsmisse – og indgå noget lignende med partifællerne.

Her og nu har Mike Johnson i hvert fald formået at holde hele analytikernabolaget vågen og få dem til at gentage hans navn, som om han var Mike Jones. Også selvom den republikanske senator Susan Collins lige blev nødt til at google, hvem hendes (nu meget magtfulde) partifælle egentlig var.