Arbejderklassens midtvejskrise

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I stedet for den anden republikanske tv-debat i Simy Valley, Californien, var det Detroits forstæder i Macomb County, Michigan, mere end 3.700 kilometer længere nordøst på, der løb med opmærksomheden i denne uge. Ved nærmere eftertænke burde jeg nok have skrevet kørte med opmærksomheden, når nu både Donald Trump og Joe Biden besøgte de strejkende United Auto Workers-arbejdere i USA’s Motor City.

Hvis Joe Biden var en bil, ville han nok være en oldtimer. Spørger man amerikanerne, ville flertallet nok også sige, at Good Old Joe-oldtimeren er rusten og permanent burde parkeres i garagen. Udfordringen er bare samtidig, at store dele af den amerikanske befolkning ikke føler sig trygge ved at stige på Trump-toget igen, og at toget i øvrigt også befinder sig i oldtimer-kategorien.

Joe Bidens administration havde egentlig sagt tidligere på måneden, at præsidenten ikke ville blande sig i strejken. Altså indtil Trump annoncerede, at han ville tage til Michigan og tale til bilarbejderne. Så fik Det Hvide Hus tilsyneladende meget travlt med at få Biden til Amerikas bilmekka og samtidig bryde med normen, at en siddende præsident ikke aktivt deltager og støtter op om en strejke.

At en siddende præsident følger sig så presset, at han opgiver sin traditionelle mæglerrolle, illustrerer til gengæld ganske godt den afgørende rolle, som både svingstaten Michigan og de såkaldte arbejderklassevælgere endnu en gang kommer til at spille for udfaldet af præsidentvalget næste år. I svingstaten Michigan producerer man nemlig ikke kun biler – Michigan står bag næsten 19 pct. af den amerikanske bilproduktion, hvilket er mere end nogen anden delstat – men vælger også præsidenter. Ved de seneste fire præsidentvalg har vinderen af Michigan også vundet valget. Meget tyder på, at det samme kommer til at gøre sig gældende i 2024.

Selvom det er fagforeningerne og dets medlemmer, der har fået mest opmærksomhed i forbindelse med Bidens og Trumps bilbesøg i Rustbæltet, er det vigtigt at huske, at andelen af amerikanerne, der er medlem af en fagforening, er på et rekordlavt niveau. Navnlig 10 pct. Dette skyldes i høj grad, at fagforeningerne – og ikke mindst deres bosser – i amerikanernes optik er for løsrevet fra de menige medlemmer og forfølger værdipolitiske nichedagsordener, der er mere fokuseret på at forbedre forholdene for de universitetsuddannede administratorer end arbejderne.

Som amerikansk arbejderklassevælger står man dermed i et dilemma. I et de facto topartisystem er man for tiden reelt fanget i midten. Som sociologen Musa al-Gharbi har fremhævet, så støtter de fleste arbejderklassevælgere i høj grad en økonomisk politik, der ligger til venstre for midten, men stejler samtidig over venstreorienteret værdipolitik. Eller sagt på en anden måde: Flertallet af de amerikanske arbejderklassevælgere er tættest på Republikanerne værdipolitisk, men på Demokraterne økonomisk.

De befinder sig med andre ord i en midtvejskrise og ville elske at stemme på en kandidat, der i deres optik kan give dem det bedste af to verdener.

En vigtig årsag bag Donald Trumps valgsejr i 2016 var netop evnen til at betræde denne gyldne middelvej. Trump leverede på værdipolitikken rent retorisk, men var ikke sovset ind i klassisk republikansk økonomisk politik. Tværtimod.

Trumps ”America first”-dagsorden var meget protektionistisk og populistisk anlagt og atypisk for en republikansk præsidentkandidat. Samtidig kunne Trump takke de højere magter, at Hillary Clinton var hans modstander i 2016. Det var under hendes mand, Bill Clinton, at hvide amerikanske arbejderklassevælgere i større stil begyndte at fravælge Det Demokratiske Parti og i højere grad begyndte at stemme republikansk. I 1992 fik George Herbert Walker Bush således cirka 45 pct. af stemmerne blandt hvide vælgere uden en college-uddannelse. Donald Trump fik 64 pct. i 2016 og 65 pct. blandt samme vælgergruppe i 2020.

Trumps margin blev dog lidt mindre i 2020 blandt hvide arbejderklassevælgere, selvom han gik marginalt frem, hvilket skyldtes, at Joe Biden formåede at forbedre Demokraternes begrænsede opbakning fra 28 pct. under Hillary Clinton i 2016 til 33 pct. i 2020. Kort sagt tappede Trump altså ind i en trend, der havde været undervejs i årtier, hvor Det Republikanske Parti i højere grad bliver et arbejderklasseparti tilsat en god sjat antiglobalistisk populisme under Trump.

Hillary Clinton var med andre ord vikaren fra helvede for mange hvide arbejderklassevælgere, hvilket hjalp Donald Trump gevaldigt med at vinde en snæver valgsejr i 2016. Joe Biden er en anden kategori af modstander og har større arbejderklasseappeal end Hillary Clinton.

Men det betyder ikke, at Trump ikke endnu en gang kan tage fusen på Demokraterne, også selvom han ikke er så heldig at kunne konkurrere mod vikaren fra helvede igen. For som Musa al-Gharb så fint har formuleret det: »It’s not a good look for the Democratic candidate to be playing catch up to the GOP frontrunner on labor disputes. But such is the world we live in these days.«