Den naive, den ligeglade og den kyniske

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Enhver, som kan sin filmhistorie, vil nikke genkendende til den ikoniske spaghettiwestern fra 1966 med titlen ”Den gode, den onde og den grusomme”.

Hvad man ikke lige skulle tro, er, at regeringen angiveligt har besluttet sig for at lave sin egen version af filmen. Selvfølgelig med de tre partiledere i hovedrollerne som ” Den naive, den ligeglade og den kyniske”.

Castet i rollen som den naive møder vi Jakob Ellemann-Jensen. Han har tilsyneladende stadig ikke opdaget, at hans løjtnanter i Venstre har sendt ham ud foran sig som en nyttig stødpude til at tage alle de politiske tæsk i denne periode, mens de selv kan sidde og agere ministre og blot vente på, at Mette Frederiksen eller en ny socialdemokratisk leder trækker tæppet væk under den nuværende SVM-regering.

Senest har vi set ham i birollen som Bambi på glatis i koran-debatten, hvor han som leder af det såkaldte liberale parti i regeringen har ladet sig køre fuldstændig rundt af Lars Løkke, som ikke lige gad at bøvle med en række lande i Mellemøsten, når han nu skulle rejse rundt og hygge sig som udenrigsminister.

Venstre har ganske enkelt smidt enhver normal, naturlig logisk tanke om at kæmpe for frihed og rettigheder over bord og forsøger nu i stadig mere grotesk og pinlig retorik at forklare partiets 180-graders vending og knæfald for islamisterne over for sine vælgere.

Danskerne køber dog ikke lige fortællingen, da Venstre jo for ganske kort tid siden, ganske frivilligt, løftede sig op på den store ytringsfriheds retoriske klinge med Jan E. Jørgensen i spidsen.

Men nu må vi alle forstå, at verden ser anderledes ud.

Og ja, verden ser anderledes ud. Venstre har i sit vælgerbedrag valgt at gøre Mette Frederiksen til statsminister, stik imod hvad Ellemann garanterede vælgerne. Verden er nu skruet sådan sammen, at Venstre er hoppet i kanen med Mette Frederiksen og Lars Løkke.

Men det er som en dårlig trekant i sengen, hvor to af parterne fuldstændig ignorerer den tredje og blot koncentrerer sig om at tilfredsstille egne behov.

Som en overset ægtemand i trekanten er det øjensynligt slet ikke gået op for Ellemann, at han reelt set er overflødig og kun bruges som nyttig tjener.

Han udfylder rollen som den naive til perfektion.

Lars Løkke Rasmussen træder i karakter i rollen som den ligeglade. Værdier har aldrig fyldt for Løkke. De er reelt blot unødvendige, forstyrrende benspænd, som kun er sat i verden for at vanskeliggøre Løkkes tilværelse.

Derfor burde det heller ikke komme som den store overraskelse, at Løkke straks reagerede, da islamisterne ville bestemme over, hvorledes vi skulle leve i Danmark.

Intet problem, hvis det til gengæld kunne købe Løkke lidt ro, for nu havde han jo lige planlagt nogle ture ud i verden.

Når danskernes værdier og rettigheder støder sammen med Løkke, så er det danskerne, som må vige.

Det efterlader rollen som den kyniske, og den kan jo ikke tilfalde andre end Mette Frederiksen. Øjnene er stadig stift rettet mod en toppost væk fra Danmark. Her er det gift at blive fedtet ind i sådan en sag. Derfor holdt hun sig kynisk bare udenfor, lavede et enkelt tvetydigt opslag på Facebook, et par feel-good-interview og sendte derefter aben klogeligt videre til andre.

Med parolen ”jeg er ikke på vej væk, altså lige til jeg er” vifter hun i vanlig stil ansvaret for de problemfyldte sager over på andre. Denne gang lander ”lorten” så tilmed hos den ene af de to kandidater til at overtage hendes formandspost, når hun er væk, Peter Hummelgaard.

For sagen kan klistre sig til Peter Hummelgaard de næste måneder og med øget fokus, når sagen skal behandles i Folketinget. Wammen må klappe højlydt i hænderne over i Finansministeriet.

Mette Frederiksen kan dermed nøjes med et par hurtige, spydige kommentarer i spørgetimen til højrefløjens Pernille Vermund og Morten Messerschmidt om, at de jo altid vælger at agere som små, utilfredse fredagsslikbørn, alt imens det er de voksne, som tager sig af de vigtige og væsentlige ting.

Debatten er allerede ved at blive så fordrejet og segmenteret i semantiske ligegyldigheder, at den berettigede og centrale kritik og bekymring sandsynligvis vil stå rettere afvasket til oktober, når Folketinget åbner.

Det er i hvert fald den tydelige strategi. Lad os tage en debat om betydninger af ord i stedet for en debat om betydninger af handlingerne.

Det er kynisk. Det er en Mette Frederiksen Classic. Og hvem bedre at sende i byen med det end den politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen, som gladeligt udfylder rollen som Komiske Ali. For nu må det jo snart være hans tur til en ministerpost.

Resten af Danmark kan så sætte sig tilbage med popcorn og se på, hvordan resten af plottet i filmen udspiller sig.