Velkommen hjem: Rekordlav læselyst blandt danske børn
Hvad hjælper det, at de voksne læser og læser, hvis næste generation nøjes med billeder og lyd?
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi var rejst til Albanien uden at ane, hvad der ventede os. Vi havde købt flybilletter til Tirana, lejet en bil og en lejlighed med adgang til svømmebassin lidt oppe i bjergene i den sydlige del af landet langs Adriaterhavskysten. Junior skulle naturligvis passe sin cykeltræning, og fordi jeg nærede en række fordomme om albanske landevejsrøvere, medbragte vi en cykel, der ikke lugtede alt for meget af penge. Bortset fra den rejste vi let. Vejrudsigten sagde +30 grader og skyfri himmel.
I tasken havde jeg to romaner, købt i den for længst nedlagte boghal på Kultorvet i København, så du kan selv regne ud, hvor længe de havde stået i min reol og samlet støv. Nu var det endelig blevet deres tur. Forfatteren er albansk, jeg har nævnt ham her, og det var primært derfor, jeg havde lagt dem i tasken. På ferier foretrækker jeg at læse bøger fra eller om det land, jeg besøger.
Men det er ikke Ismail Kadaré, dette skal handle om. Det skal derimod handle om min lyst. Min lyst til at læse. Min lyst til at læse fiktion af en bestemt forfatter.
Jeg vil gerne tro, du kender denne, jeg havde nær sagt, naturkraft. Ordet er misvisende. For det er ikke så meget en fysisk længsel som en åndelig af slagsen. Hos denne forfatter havde jeg fundet en en stemme og et stof, der interesserede mig, ligesom jeg har prøvet med andre stemmer og andet stof tidligere. Jeg måtte bare læse mere. Videre.
Det var ikke helt så nemt, som det lyder. Kun få af forfatterens romaner er oversat til dansk, det første lille udvalg kom i 1981 på Husets Forlag i Aarhus, præsenteret som en fornyelse af den socialistiske realisme.
Det er noget af en underdrivelse. Ismael Kadarés romaner er en løbende undsigelse af samme, ja, et indædt forsøg på at skabe noget helt andet end politik og propaganda. Selv i engelsk oversættelse er de fremragende.
Men igen lader jeg mig føre på afveje. Jeg ønsker at beskrive noget helt andet: læsningens fryd. Som udgør et fristed, et helle, en lykkelig parentes i et længere og mere besværligt regnestykke.
At læse er ikke nødvendigvis en aktivitet afsondret fra verden. Læsningen foregår jo som regel i verden, f.eks. under en parasol ved en pool med familien tæt på, badende, støjende eller slumrende. Alligevel kan læsningen blive en verden i sig selv ved siden af den, man ellers lever i. Altså, en fordobling.
Når man læser (noget godt), får man adgang til denne herlige fordobling af alting. Og så en ting mere, som er ment som et godt råd til vordende forfattere. Før man skriver, er man læser. Det vil sige, at man først og fremmest er læser, før man kan gøre sig forhåbninger om at skrive noget, andre gider læse.
Det gælder såvel børn som voksne. Derfor blev jeg også ramt af den skinbarlige virkelighed, da jeg hjemme igen, åbnede lokalavisen og faldt over følgende overskrift, som fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig:
REKORDLAV LÆSELYST BLANDT DANSKE BØRN
Ifølge en ny internationale undersøgelse fra 65 lande og regioner (og 5.000 danske 4. klasseselever) er der i en gennemsnitlig dansk skoleklasse i dag kun en enkelt eller to, der sætter pris på at læse. Andelen er styrtdykket, og vi er på vej til at blive et litterært uland.
Nyheden, der også er blevet bragt af DR, varsler en ny fremtid. Jeg er blot i tvivl om hvilken. Men muligheden for at manipulere flere mennesker end nogensinde før indgår i den.
Faldet i læseevne og læselyst skyldes ikke kun indvandringen fra Stor-Mellemøsten. Faldet skyldes også, at danske børn simpelthen ikke længere er tiltrukket af tekst, bøger og litteratur, og at deres forældre, lærere og andre autoriteter ikke insisterer på, at bøger kan noget særligt, herunder træne de unge i koncentration, fordybelse og introspektion.
Velkommen hjem, sagde overskriften, som en karikatur af Grundtvigs 200 år gamle digt ”Langt høiere bjerge”: Ved jorden at blive, det tjener os bedst.
Hvad hjælper det, at nogle få læser og læser, hvis næste generation nøjes med billeder og lyd?
Ved jorden at krybe, det tjener os bedst.