Den socialistiske realismes sidste vidne
Ismail Kadarés romaner fra et belejret Albanien er befriende at gribe ud efter midt i en woketid.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det tynder ud i vidnerne til kommunismens forbrydelser i det 20. århundrede. I sidste uge døde Milan Kundera, en af Østeuropas mest læste eksilforfattere, kendt for blandt andet ”Tilværelsens ulidelige lethed”, ”Udødeligheden” og ”En spøg”. Borte er også György Konrád, Imre Kertész, Václav Havel, Czeslaw Milosz, Joseph Brodsky, Danilo Kiš, Arthur Koestler – for bare at nævne en håndfuld – og kolossen over dem alle: Aleksandr Solsjenitsyn, der døde i 2008.
Men vi har stadig Ismail Kadaré ibandt os, og hans bøger står fremme i boghandlen i Tirana. Han blev født i Gjirokastra i 1936 nær grænsen til Grækenland, i et område, der havde været besat af osmannerne i århundreder og snart blev erobret af kommunisterne. Kadaré voksede op i trygge kår, og familiens smukke hus er i dag indrettet som museum. I fødebyen er alt gammelt og lavet af sten: veje, fontæner, gærder, trin, huse, men hos bageren falbydes sirligt lavede konditorkager og italiensk kaffe.
Her bliver den unge mand kommunist efter krigen, udmærker sig i skolen med litterære ambitioner. Han udvælges og sendes til Moskva for at mestre den nye stil: socialistisk realisme. Den er konstruktiv. Kunstneren skal sige ja til fremtiden, omfavne socialismen og udbrede den med kunstneriske virkemidler for dermed at blive et vigtigt medlem af regimets nomenklatura.
Den socialistiske realisme forvandler den borgerlige offentlighed til en slags ghetto, hvor kun de rigtige synsmåder og synspunkter er moralsk og politisk tilladte i en tæt atmosfære af propaganda. Meget lig vor egen tid, for øvrigt.
Ismail Kadaré mærker det straks i Moskva: Noget er helt galt. I en senere selvbiografisk skildring fra 1976 sammenligner han studietiden på det berømte Gorki Institut i Moskva med en nedstigning i Dantes helvede, hvor de unge efteraber de ældres fordømmelse af borgerlig kunst og frasiger sig deres nationale særkende og modersmål, mens de lider og ledes ved sig selv og plages af onde drømme. Den unge forfatters møde med Sovjetunionen er alt andet end romantisk, og han opfatter imperiet som en asiatisk steppe med ateistiske og fremmede guder.
Allerede i slutningen af 1960’erne indser han, at væsentlige reformer af regimet er usandsynlige. Men Albaniens svar på Stalin, diktatoren Enver Hoxha, bryder med Moskva og har brug for en forfatter, der kan kaste glans over landets særlige isolation, og valget falder på Kadaré. Det er ikke et tilbud, men en snarere en djævlepagt. Diktatoren kan, hvis altså bogen ligger inden for den politisk acceptable norm, tilføre diktatoren og hans medvirkende hustru, Nexhmmije Hoxha, kulturel kapital; forfatteren kan på sin side opnå beskyttelse, måske også af sin familie.
Hvis Kadaré derimod skuffer dem, har de en i regimets øjne gyldig grund til at lade ham forsvinde, og sådan bliver det manuskript, der på engelsk hedder ”The Great Winter of Solitude”, til i en tåge af frygt og forventning.
Kadaré får adgang til hemmelige dokumenter vedrørende bruddet med Sovjet i 1960-1961, og han færdiggør arbejdet i løbet af 1971. Alt i romanen er sandt, bortset fra portrættet af Hoxha, har Kadaré siden noteret, hvorfor han da også efterfølgende er blevet kritiseret for at skrive den med ført hånd og give styret legitimitet. Det moralske dilemma er nemt at få øje på. Men hvad skulle forfatteren have gjort?
Kommunistpartiets top lod bogen udkomme i 1973 efter nogen tøven, for derpå, muligvis orkesteret af diktatorens hustru, at anklage den for at vanære proletariatets diktatur. Alene ordet ”ensomhed” i titlen var en hån mod lederens suverænitet. Kadaré blev kort efter indkaldt til en skueproces, hvor han indrømmede at have svigtet klassekampen.
Straffen var imidlertid mild, forvisning fra hovedstaden. Men Kadaré fortsatte med at skrive og portrætterede blandt andet Albaniens brud med Maos Kina mindre flatterende 15 år senere. Den bog var forbudt i fem år.
Ismail Kadaré var ikke dissident og forlod ikke Albanien førend 1990, hvor han flyttede til Paris. I den lange periode mellem 1945-1985, hvor Enver Hoxha og hans klike holdt landet i et jerngreb med ideologisk ensretning, overvågning, hemmeligt politik, likvideringer, skueprocesser, arbejdslejre og fængsler, var der ikke plads til dissens.
Men hans romaner, hvoraf flere er oversat til dansk, står og venter på nye læsere, blandt andet hovedværket ”Drømmenes palads” fra 1981. Det er en kafkask beretning, henlagt til osmannertiden, om en stat, der indsamler information om undersåtternes drømme, og en mand, der gør karriere i det uhyrlige palads, men ikke kan slippe ud.
Forfatteren bruger fortiden til at belyse nutiden og fortæller en evig historie om magt og fantasi, korrekthed og ukorrekthed – og illustrerer, hvor vigtigt det er at værne om kunstens frihed, selv når den er farlig. Hans bøger er befriende at gribe ud efter midt i en woketid.