Ligestillingen er gået for langt

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Måske slipper jeg mere skånsomt fra at skrive denne klumme, end hvis jeg var en privilegieblind, halvgammel hvid mand – han havde været færdig på stedet.

For nogle år siden søgte jeg en stilling som sognepræst i Roskilde Domkirke. Da jeg talte med kirkens præster, menighedsrådsformand, provst og bisp, som er en del af ansøgningsprocessen i folkekirken, gjorde alle, altså alle uden undtagelse, forsigtigt opmærksom på, at de gik efter at ansætte en mand til embedet. Ikke af embedsteologiske årsager – fordi man var modstander af ordningen med kvindelige præster.

Nej, men med den logiske, fornuftige og helt rimelige begrundelse, at kirken på daværende tidspunkt allerede havde fire kvindelige præster. Mænd har andre evner end kvinder – og omvendt – og derfor kom kønnet altså til at spille en ikke uvæsentlig rolle i ansættelsen af kirkens nye præst, der som ønsket blev en mand. Og det er jeg ikke det fjerneste fornærmet og fortørnet over – tværtimod – og jeg nævner heller ikke episoden for at hænge Roskilde Domkirke til tørre i ligestillingsdebattens samfundsomstyrtende stride vinde. Ingenlunde. Alt er godt – og helt som det skal være.

For der er forskel på mænds og kvinders nådegaver. Og i det konkrete eksempel, præstegerningen, afspejler kønsforskellen sig i den måde, vi som kvindelige og mandlige præster går til de samme opgaver på, hvad enten det er sjælesorg, konfirmandundervisning, prædikenskrivning eller påklædning for den sags skyld – jeg ser i hvert fald flere kvindelige præster med hårblomster og læbestift end mænd – og alt muligt andet. Som kønnet selvfølgelig afspejler sig i alle erhverv – i alt, hvad vi gør.

Og hurra for den lille forskel – som vi ikke må underkende. Den lille forskel i skaberværket, der er både gudgiven og gudvillet – vi er skabt forskellige og som sådan lige værdifulde. En kendsgerning, der er ligeså nøgtern og ædruelige som sandheden om, at der kun findes to køn, men ikke desto mindre har trange kår på den ligestillingsideologiske slagmark, hvor alle ulighedsforskelle skal væk – én gang for alle.

Det er den manipulerende og totalitære tankegang, der ligger bag ligestillingsminister Marie Bjerres kastrering af manden, når hun af såkaldt omsorg for tidens mænd vil rykke ved »et meget snævert kønsbegreb« om det at være mand. For ifølge ministeren sætter samfundets stærke maskuline kønsnormer en »spændetrøje for, hvordan man kan være en mand. Det er liberalt at udfordre de her normer, og det bliver vi nødt til, hvis vi gerne vil have frihed«.

Ministeren tager fejl. Afskaffelsen af normer, altså kønsforskelle, har ikke frihedens ånd, men har totalitære træk. Det er derfor tænketanken Mandag Morgen ud fra en undersøgelse kan fremlægge det sundhedstegn, at »20 pct. af alle mænd under 50 år mener, at ligestillingen mellem kønnene er gået for langt«, hvilket Gitte Seeberg forleden harmdirrende citerede i en klumme i JP.

Og ligestillingen er gået alt for langt, for påstanden om, at kvinder på alle tænkelige måder er præcis som mænd, har samme karaktertræk, kompetencer og interesser som mænd, er simpelthen en ideologisk løgn. Der er jo en grund til, at der sidder færre kvinder i bestyrelser og direktioner, færre kvinder på topposter i landets private virksomheder – måske ønsker vi ikke den form for arbejdsliv, måske prioriterer vi bare anderledes på grund af den medfødte forskel på de ligeværdige køn. Men sjovt nok insisterer ligestillingsideologerne på en skævvridning mellem kønnene og bilder sig ind, at kvinder på alle områder og hele tiden er i stand til at udfordre mænd. Samtidig med at kvinder på forunderlig vis er lidt bedre end mænd.