I Europa-Parlamentet trues man med censur og bøder, hvis man fortæller sandheden om islam

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg er sat på pinebænken efter min seneste tale i plenarsalen i Strasbourg. Mere om det senere – først lidt optakt. For den seneste uge i mit liv som EU-parlamentariker har nemlig været helt utrolig begivenhedsrig. Sidste mandag deltog jeg i Copenhagen Democracy Summit – her gjorde særligt to talere stort indtryk på mig. Den ene var den eksil-iranske aktivist Masih Alinejad, der både har været udsat for kidnapnings- og mordforsøg. Årsagen? Aktivisme rettet mod det fanatiske iranske præstestyre, men også mod den ”apartheid”-politik, som styret praktiserer over for kvinder. Den anden var mødet med den tidligere formand for det afghanske parlaments kvindeudvalg Naheed Farid, der efter Talibans magtovertagelse måtte flygte og leve i asyl. Hun fortalte om det frygtelige, middelalderlige styre, der igen har sænket sig over især Afghanistans kvinder.

Deres beretninger hænger meget nøje sammen med den tale, som jeg holdt i Europa-Parlamentet i sidste uge. Emnet var beskyttelse af kvinder. Min hovedpointe var, at man ikke kan tale om mord, voldtægter, vold, omskæring og anden chikane, som særligt kvinder lever i stor risiko for at blive udsat for – i hvert fald ikke uden også at adressere den direkte påvirkning, som islam og masseindvandringen fra middelalderlige muslimske lande har haft og til stadighed har for europæiske kvinders tryghed og sikkerhed.

Eksemplerne står desværre i kø: ”æresdrab”, omskæring af små piger, voldtægter, social kontrol, fysiske afstraffelser, ”opdragelsesrejser” til hjemlandet og dominansvold. Begreber og kriminalitetsformer, som alle florerer i de muslimske parallelsamfund både i Europa og i Danmark. Det er alle områder, hvor indvandrere og efterkommere fra muslimske lande i Nordafrika og Mellemøsten langt mere end gennemsnittet gør sig skyldige i overgreb og dermed er overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne.

Men at præsentere glasklare fakta om muslimers kriminalitet og overgreb på kvinder fra talerstolen i Europa-Parlamentet faldt absolut ikke i jord. Faktisk følte tre af mine parlamentariske kollegaer repræsenterende henholdsvis den liberale gruppe (hvor Venstre, Moderaterne og De Radikale sidder), den socialdemokratiske gruppe samt den kommunistiske gruppe (hvor Enhedslisten har sæde) sig kaldet til at anmelde mig til Europa Parlamentets formand for ”hadtale” efter talen, selvom mit indlæg udelukkende baseres på faktuelt korrekte oplysninger, og som naturligvis hverken advokerer had eller vold mod nogen. Det var blot en konstatering af de enorme samfundsproblemer, som den muslimske masseindvandring har skabt både i Europa og i Danmark. Altså en kultur, som den muslimske indvandring har bragt med sig fra islamister som dem, der styrer Iran og Afghanistan i dag. Og en kultur, som desværre i alt for stor grad trives i muslimske parallelsamfund.

Faktisk vil jeg påstå, at min tale i Danmark sagtens kunne have været holdt af en socialdemokrat eller sågar en SF’er. Over tid har de jo mere eller mindre alle sammen tilsluttet sig Dansk Folkepartis retorik på udlændingeområdet.

Hvad konsekvensen så bliver af en sådan anmeldelse til formanden for Europa-Parlamentet, må tiden vise. Bliver jeg taget ud til en kammeratlig samtale eller en eftersidning? Nej, i Europa-Parlamentet går man langt hårdere til værks over for de medlemmer, der repræsenterer vælgerne, og som ikke ukritisk hylder masseindvandringen eller drømmen om Europas Forenede Stater. Vi skal straffes – og det sker med udelukkelse fra vores parlamentariske arbejde samt store bøder. Brexit-bannerføreren Nigel Farage fik eksempelvis en bøde på over 20.000 kr. for en tale. Men det polske medlem af Europa-Parlamentet Janusz Korwin-Mikke er den foreløbige højdespringer. Han fik en bøde på hele 68.000 kr. og 10 dages udelukkelse fra sit parlamentariske arbejde.

Mens jeg afventer min dom for at sige sandheden, er der kun tilbage at spørge, om mine danske kollegaer fra Socialdemokratiet, Venstre, De Konservative, Moderaterne, De Radikale og Enhedslisten virkelig mener, at det er værdigt for et demokrati at censurere sine politiske modstandere på den måde, som tilfældet er i Europa-Parlamentet?

Hidtil har ingen af dem ville give et svar. Men heldigvis har min formand, Morten Messerschmidt, nu stillet et paragraf 20-spørgsmål til både Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Troels Lund Poulsen, så vi skal få afklaret, om regeringspartierne vil stå inde for de totalitære tendenser, som deres europæiske partier står for, eller ej.

For mit eget vedkommende kan jeg sige, at jeg står fast. Jeg kommer ikke til at bøje mig for politisk korrekthed og censur. Jeg vil også fremover kritisere islams magt og indflydelse i Europa.