Det er kraftedeme ugens bedste nyhed

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi er tilbage i begyndelsen af 1980’erne, og jeg sidder bag i familiens hvide Renault 16.

Min far kører bilen, og min mor vender sig om og kigger bebrejdende på mig.

»Hvorfor skal vi altid høre, at du bander så meget?«

Sådan var det, hver gang vi havde været til forældresamtale. Klasselærerne roste mig for at kunne lægge to tal sammen, læse ”Troldepus” uden at ødelægge bogen og lave frikadeller. Men samtalen blev altid rundet af med en røffel om, at jeg bandede i timerne. Og min mors bebrejdende blik.

Samtidig kunne man nærmest fysisk se, at min far undgik samtalen i bilen på vej hjem.

For bandeord var ikke så usædvanlige i min lille verden. Min far var smed. Af den gamle skole. Når jeg eller min bror kom hjem med en punkteret cykel, bandede han. Når dækket ikke ville af fælgen, bandede han. Når hullet var så stort, at det ikke kunne lappes, bandede han. Det stoppede først, da han lærte os at lappe hullerne. Så stod vi selv og bandede.