Tænk, hvis den sidste dansker er født

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det lyder måske helt skørt at forestille sig, at der ikke bliver født flere danskere. Det gør der jo. Det ved vi. Vi kender måske endda nogle, som venter sig.

Men forestil dig alligevel, hvis den sidste dansker blev født. Hvis der ikke er flere, som bliver gravide. Vores samfund ville gå i stå om ganske få år. Ingen til at besøge oldemor på plejehjemmet, ingen til at lære nye færdigheder i folkeskolen, ingen til at søge job på arbejdsmarkedet. Hvis der en dag meldes om nul gravide, så ville vi have en uoverkommelig krise i Danmark.

Alligevel er det en krise, vi ikke gør noget for at forholde os til. Måske fordi den for nogle virker fjern. Ikke desto mindre er Danmark sammen med mange andre vestlige lande i en situation, hvor fødselstallet er for lavt. Der er for få unge til at søge ind på uddannelserne allerede og derfor om ganske få år endnu færre sygeplejersker, ingeniører, pædagoger og elektrikere.

Men vi gør ikke noget. Regeringen har ingen familiepolitik. Der er ingen planer for at give børnefamilierne gode vilkår. Det bliver taget som en selvfølge, at vi kvinder vil bære og føde børn i al evighed. Vi får naturligvis ikke børn for samfundets skyld, men fordi vi har lyst til dem. Det er dog temmelig sigende, at netop det at føde børn ikke ses som et vigtigt bidrag.

Først i år er der rimelig barsel til tvillingeforældre. Der er ingen krav til løn under barsel. Der er dyr eller ingen rådgivning, når parforholdet slår revner, fordi man sover for lidt med en nyfødt i soveværelset. Der er ingen hjælp til den post-gravide krop, som har smerter og ar.

I Danmark tager vi det for givet, at kvinder føder, bærer og ammer børn. Vi tager det for givet, at vi får hverdagen til at fungere uden støtte og uden ros. Vi tager det for givet, at børnene vokser op og har det godt – og gør alt, alt for lidt, når de har brug for hjælp.

Tænk dig, hvis alle kvinder i Danmark holdt op. Hvis vi ikke fødte flere børn, ikke opdrog flere børn, ikke smurte flere madpakker eller vuggede en skræmt lille baby kl. 1.37 om natten. Vi gør det af kærlighed, men det er en kærlighed, som samfundet er helt, helt afhængig af og slet ikke sætter pris på i dag.

Familien skal ikke lovgives, ensrettes eller styres af staten. Men den bør påskønnes, hjælpes og værdsættes for den helt afgørende værdi, som alle forældre bidrager med hver evig eneste dag – og nat!