Floskelfri forfatter taler ud om indvandringens pris

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det seneste kapitel om de tilrejsende syrere illustrerer, hvor svært det er at hjemsende migranter, når først de er kommet ind i Danmark.

I 2021 gjaldede en overvejende rød københavnerprotest mod, at tusindvis af syriske migranter stod til at blive udvist. Daværende udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) forsvarede derimod, at de skulle hjem, så snart det lod sig gøre, mens De Radikale, som dengang var regeringens parlamentariske garant, gik i selvsving.

Så tog juristerne over – og gæt, hvad der skete. Netop. Ingen verdens ting. De seneste tre måneder har kun fem syrere fået inddraget deres opholdstilladelse.

Der er blevet talt meget om paradigmeskift her og paradigmeskift dér. Men når det kommer til stykket, er det altid udlændinge- og menneskerettighedsjuristerne, der bestemmer, og de er som bekendt immigrationens moralske og institutionelle garant nationalt såvel som internationalt. Er der nogen, der smadrer Europa, så er det disse banditter i habitter.

Kort før påske, bedst som den italienske regering så sig nødsaget til at indføre undtagelsestilstand på grund af rekordmange migranter på Middelhavet med udsigt til op mod 400.000 i år – beskrev den danske forfatter Birgithe Kosovic konsekvenserne af årtiers indvandring til Danmark på et klart og tydeligt dansk, man mildest talt ikke er vant til fra skønlitterære forfattere, slet ikke når det angår noget så prosaisk som udlændingepolitik.

Hvis d’herrer og damer fra blækhuset ymter noget desangående, kan man være 99 pct. sikker på, at de er i deres følelsers vold og beskylder alle til højre for Enhedslisten for at være hjerteløse. Når det gælder den slags, er danske skønlitterære forfattere en prominent flok babyvoksne.

Hvad der karakteriserer sådan nogle, er, at de skriger ”racist” efter dem, der drister sig til at mene noget andet, eller som Kosovic stille påpeger, at alle politiske ønsker kommer med en pris. Vil du have fri indvandring – eller noget, der i praksis minder om det – så får du også social apartheid og en stat med flere og flere folk og voksende etniske spændinger.

Vil du have nul indvandring med et ønske om at standse multikulturaliseringen af velfærdssamfundet, så må du betale den pris at sige nej til nogle, som måske godt kan passe ind. Ingen politisk løsning er fejlfri; der vil altid være dilemmaer forbundet med det praktisk mulige i udlændingespørgsmålet.

Det er ikke hjerternes fest, det er voksenalvor. Vi er med andre ord nødt til at vælge mellem onder, hvilket er, hvad vi alt, alt for længe netop ikke har villet.

Den usædvanligt floskelfrie forfatter fremhæver et sociologisk træk, vi normalt lukker øjnene for, når hun peger på, at velfærdsuddannelserne har fået en overvægt af ikkevestlige studerende. Det indebærer, at den offentlige sektor i stigende grad bemandes af folk fra eksotiske lande.

»Det ved de elitært venstreorienterede og liberale blå ikke,« skriver hun, »for deres børn tager ikke den slags uddannelser, skolelederne tier af frygt for dårlig opmærksomhed, og vidensudviklere i bred forstand beskæftiger sig ikke med det.«

Kosovic fortsætter: »Hvad vil der ske, hvis ikkevestlige trækker deres lavere faglighed og højere kriminalitet med sig ind i det offentlige? Og vil det ene folk betale skat for offentlige ydelser, der leveres af det andet folk, når de to folk ikke ønsker at dele så meget som klasseværelse med hinanden? Er svaret nej, vil Socialdemokratiets samfundsprojekt blive sprængt indefra i selve fundamentet.«

Det ved socialdemokraterne naturligvis godt, men overlader det behændigt til andre at standse ulykken i form af vold, kriminalitet og demografi. Hvem skal det mon være?

De liberale blå håber, at markedet vil redde dem, men gør regning uden vært: »Den segregering, der er fulgt med arbejdskraftens indvandring, er udtryk for, at vores livsmåder er i konflikt med hinanden, og at når vi trækker os fra hinanden, er det, fordi vi helst vil undgå at træde ind i den konflikt.« Som forfatteren nøgternt konkluderer, så er det fred på skrømt.

På den anden side føler de elitært venstreorienterede sig hævet over hele diskussionen og dens indbyggede dilemmaer og foretrækker at pudse deres glorie i fuld offentlighed.

Nævn mig ét relevant forslag, som er kommet fra venstrefløjen, når det gælder håndteringen af indvandringen i løbet af de seneste 30 år, bare ét. Jeg kan ikke.

Det er svært at se, hvor løsningerne skal komme fra, hvis ikke snart Socialdemokratiet vågner op for alvor, presset af en fortørnet og bekymret del af befolkningen og en højrefløj med arbejdshandsker på.

Alene den demografiske udvikling gør, at vores børn begynder at skimte Mellemøsten forude. Hvordan synes I selv, det går?