Den politiske elite, der mæsker sig i penge, der er tiltænkt den brede befolkning, bliver ikke afsløret på en dag. Men nogen skal sige noget

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

En gruppe mediehistorier fra ugens løb peger på et interessant mønster i nyhedsbilledet. Selvom de indbyrdes ikke har noget med hinanden at gøre.

Tirsdag udgav den britiske kommentator Zoe Williams en stort anlagt analyse af det finske parlamentsvalg i The Guardian. Pointen var, at den afgående statsminister Sanna Marin var blevet offer for den misogyni, der trives på den europæiske højrefløj.

Zoe Williams er efterfølgende blevet ristet på de sociale medier. Og med god grund. For sandheden – som hun helt åbenbart ikke havde fundet kræfterne til at beskæftige sig med – var, at mere end 7 ud af 10 finske stemmer faldt på partier, der ledes af kvinder. De tre største stemmeslugere ved valget var kvinder. Og så var der også den begrænsning ved Williams’ analyse, at Sanna Marin og hendes socialdemokratiske parti faktisk var gået frem ved valget. Det, der endte med at koste magten, var, at hendes koalitionspartnere ikke kunne levere varen. Så er spillereglerne i et demokrati, at man taber valget, selvom man personligt har gjort det godt i borgernes øjne.

Dagen efter blev den amerikanske filosof og politiske ekstremist Judith Butler tildelt et mikrofonholderinterview i det efterhånden helt ligegyldige Deadline.

Her fralagde hun sig først – helt uimodsagt – ansvaret for konsekvenserne af sit eget forfatterskab. Det virker absurd, fordi den wokeisme, Butler vitterligt har en stor andel i, blandt andet går ud på at give både levende og for længst afdøde forfattere ansvaret for alverdens ting. I bedste fald er denne ansvarstilskrivelse søgt. I værste er den absurd.

Men et lille opfølgende spørgsmål for at afklare, hvorfor alle mulige andre forfattere ikke kan fralægge sig ansvaret - selv for ting, de dårligt nok mener eller mente - kunne der ikke blive plads til.

Dernæst gennemførte Butler en stråmandsargumentation, hvor hun satte den katolske kirkes og visse staters modstand imod liberal lovgivning vedrørende homoseksualitet lig med kritikken af wokeisme slet og ret.

Uden at dvæle ved det forhold, at det ikke mindst er biologiske kvinder som J. K. Rowling eller senest elitesvømmeren Riley Gaines, der er ledende i kritikken af virkeliggørelsen af Butlers teorier.

Den kritik repræsenterer ikke et ønske om at genindfører aspekter af patriarkatet, der er halvtreds eller hundrede år gamle. Den repræsenterer et i mine øjne rimeligt ønske om, at biologiske kvinders erfaringer; private rum og fysiske udfoldelsesmuligheder inden for sport ødelægges af mænd i dametøj.

Er det urimeligt, at lesbiske kvinder tager afstand fra det forskruede koncept om den lesbiske penis? Selvfølgelig ikke. Men den type af seriøs kritik blev Butler ikke konfronteret med af det fromt lyttende Deadline.

Senere igen i den forløbne uge har Berlingske først kunnet afdække, at det danske kunstmiljø er sammenspist og i et vist omfang korrupt. Hvorefter flere medier har kunnet følge op på Rockwool Fondens afdækning af, at SU er en overførselsindkomst, der tager fra de fattige og giver til de rige. Ligesom uddannelsessystemet i det hele taget er en mekanisme, der primært fastfryser den eksisterende sociale lagdeling i stedet for at bryde den op.

Og hvad er det så, der er spændende ved disse fire, indbyrdes ikke-sammenhængende historier?

Det er, at fejlanalysen af Finland og fejlanalysen af kritikken af wokeismen kommer til at blive hængende som en art sandheder på hele venstrefløjen og langt ind i Socialdemokratiet.

Mens de helt korrekte analyser af, hvordan den politiske elite rager til sig på såvel kultur- som uddannelsesområdet, vil forsvinde ud af den offentlige bevidsthed som vandet forsvinder ud vasketøjet en varm sommerdag.

Jeg betragter det som en slags hændeligt uheld, at Zoe Williams kom galt afsted med sin analyse af Finland, og at Judith Butlers monolog på Deadline alligevel var en tand for åndssvag.

Sandheden er, at både Williams og Butler og alle mulige andre af deres støbning dag ind og dag ud laver den samme slags analyser. Hvor de skriver konklusionen først, så den passer med deres forudfattede og evige meninger. Og derpå forsøger at kuratere kendsgerningerne, så de underbygger deres evige og uforanderlige konklusioner.

Den type af præfabrikerede konklusioner har et kæmpe publikum af mennesker på venstrefløjen, der først og fremmest er drevet af ressentiment. Altså en uvilje på grænsen til vrede imod alle, de betragter som deres fjender: Mænd. Religion. Konservatisme.

Omvendt er det et supervelbelyst tabu, at den politiske elite i Danmark rager til sig med arme og ben fra den fælleskasse, de brede masser betaler til. Enten fordi de er blevet tvunget, eller fordi de fejlagtigt tror, at pengene går til fornuftige og almene formål.

Tabuet bliver bare altid dysset ned, så opfattelsen ikke sætter sig fast: At Danmark er et klassesamfund. Hvor en politisk elite af udbyttere – blandt andet i forskningens og kunstens verden - lever fedt af de skatter, det arbejdende folk indbetaler.

Rom blev ikke bygget på en dag. Og den politiske elite, der mæsker sig i penge, der er afsat til at gavne den brede befolkning, bliver heller ikke afsløret og væltet på en dag.

Men hvis man ikke beklager sig og peger på uretfærdighederne, sker der intet. Så det hermed være gjort.