Det sker der, når politik bliver til penge

Det er nemt at grundlægge et nyt parti, indkalde venner og medier og kaste om sig med dyre ord og store løfter. 

Bare spørg den nuværende uddannelses- og forskningsminister, Christina Egelund, der sammen med den tidligere radikale politiker Simon Emil Ammitzbøll-Bille forsøgte sig med noget, der hed Borgerligt Centrum, tilbage i 2009.

Langt sværere er det imidlertid at opbygge troværdighed og lave praktisk politik uden at ryge i totterne på hinanden. Hvorfor? Fordi politik begynder og slutter med mennesker, og de er, det har vi vidst i mere end 2.000 år, hver og én faldne skabninger. Uanset fest, farver og slogans om forandring vil der altid være en rest af ondskab tilbage.

Denne, jeg havde nær sagt bibelske, sandhed titter frem bag skandalerne hos Nye Borgerlige og Moderaterne. Værst ser det ud for Pernille Vermunds parti, fanget i en ond spiral af kaos, der begyndte samme øjeblik, hun bebudede sin afgang og understregede, at hun aldrig havde forestillet sig et langt liv i politik.

Man forstod hende såre godt, men hendes sortie var en åben invitation til ballade i skolegården, som nu risikerer at lukke og slukke partiet. Hatten af for, at hun agter at genindtræde som formand. Men hvor efterlader det partiet og dets medlemmer, for slet ikke at nævne vælgerne?

Med Lars Løkke & Co. var vi advaret på forhånd. Alligevel stemte danskerne hans tomme tønder direkte i regering uden anden mission end at holde de væmmelige fløje uden for indflydelse og gøre hovedpersonen til minister for et eller andet. Projektet, af en vittig fugl døbt ”Klovnebussen”, lignede umiddelbart en succes i stil med eventyret om Klods-Hans, indtil historierne om den hipsterrigtige teaterdirektør Jon Stephensen begyndte at dukke op med ødelagte kunstværker, erstatningskrav, mystiske konsulentydelser, en forfalsket underskrift og vidneudsagn fra en kilometerlang kø af kvinder, der har været tæt på hans ledelsesstil. Klovnebussen var kommet til København.

Jeg har kun mødt Stephensen ganske få gange og kan forsikre, at han aldrig har bedt mig om at være nøgen, sådan som han efter sigende har krævet det af sine ansatte. Til gengæld var hans meninger altid skræddersyet til øjeblikket og den kreative klasses dominans i mediebilledet. 

Værterne elskede ham, sikke han kunne tale om alt og især ingenting. Han havde både et stort hjerte og ledelseserfaring, sagde de, men glemte, at han især var god til at være led og bruge penge.

Eksklusionen af Lars Boje Mathiesen handler i den grad også om penge. En ikke helt lille rest af ondskab på 2,6 mio. kr. for at varetage en post, han allerede havde påtaget sig, foruden hans folketingsvederlag på over 65.000 kr. om måneden, eksklusive pension. En slat, skulle man mene. Men manden ville øjensynligt have mere og krævede, at yderligere 350.000 kr. skulle overføres fra partiet til hans egen private konto. 

De ublu krav kom efter en længere tids uenighed om den politiske kurs, der allerede har sendt to folketingsmedlemmer i favnen på Dansk Folkeparti under Morten Messerschmidt, som pludselig er tilbage i dansk politik. Nye Borgerlige er derimod blevet gamle på rekordtid. 

Det, der begyndte så godt – jeg var i hvert fald begejstret for pionerernes politiske tæft og deres private mod i de første år – ligger nu i aske.

Trods min respekt for Pernille Vermund, der har trukket et kæmpe læs, er hun ikke lykkedes med at løse et klassisk problem i alle organisationer, uanset om de politiske eller upolitiske: efterfølgerproblemet. Hvem tager over, når nr. et stopper? Selv velsmurte virksomheder kender til udfordringen med at finde en passende arvtager eller kronprins. Små frivillige foreninger afvikles, når de ikke kan finde bestyrelsesmedlemmer, hjælpere og trænere eller nogen til at renovere klubhuset.

Problemet forstørres naturligvis af, at politik i dag bliver rundhåndet betalt af skatteyderne. Det er ikke kun magt, der kæmpes om på Christiansborg og i gruppeværelserne; det er også lønninger, som de folkevalgte næppe kunne have tjent uden for politik. Akkurat fordi så få orker at være en del af det medietransmitterede cirkus, politik er blevet til, tvinges partierne til at rekruttere fra de små og irriterende ungdomsafdelinger, hvor drenge og piger, der ikke er gode til andet, leger politikere.

Her står vi alle med et endnu større efterfølgerproblem: Hvem skal tage over, når de nuværende politikere går på pension? Hvordan bryder vi den onde spiral? Hvordan får vi ledere, vi kan stole på, når de alle har det til fælles, at de desværre også er mennesker?