En femtedel er fremmedgjorte for demokrati. Men det gør dem ikke totalitære

I en ny bog ”Langt ude” slår lektor emeritus i politik og administration ved Aalborg Universitet Johannes Andersen fast, at en femtedel af danskerne »i stigende grad« har svært ved at finde sig til rette i demokratiet, og at de fremmedgjorte grupper kan findes på begge sider af det politiske spektrum.

Resultatet undrer mig ikke. For det første bekræfter Johannes Andersens undersøgelse, at den traditionelle »rød-blå« akse, som mange stadig hænger fast i, slet ikke længere gælder. I stedet burde man operere med termer som »værdikonservativ eller progressiv« eller måske »lokal vs. global«.

Fremmedgørelsen kan efter min opfattelse kun i ringe grad tilskrives rent fordelingspolitiske årsager, men skyldes snarere en følelse af afmagt. Ikke mindst fordi dansk politik har befundet sig i et opbrud de senere år – og her må det i dag undre mange, at en regering bestående af blå og røde partier har været enig at afskaffe en århundreder gammel tradition som store bededag.

Hvor er skillelinjerne i dansk politik? Kan man overhovedet stole på de folkevalgte, når de siger ét før et valg for derefter at løbe fra deres løfter? Er alt ikke blevet udvisket de senere år? Thorning-regeringen blev berømt for sine mange løftebrud. På et tidspunkt blev antallet af en avis gjort op til 100 – lige fra et løfte om en maksimal klassekvotient på maksimalt 24 elever og til et løfte om markant billigere tog- og busbilletter.

Dengang forargede løftebruddene ikke alene befolkningen, men også pressen. I dag er løftebrud nærmest blevet en norm, som ingen gider skrive om. 

Folk oplevede også en såkaldt borgerlig VLAK-regering, som grundlæggende var ude af stand til at dæmme op for masseindvandring i forbindelse med den store migrantbølge i 2015, og siden kom et folketingsvalg og en corona-pandemi, som en overgang reducerede de øvrige partier til de rene statister i Mette Frederiksens stort opsatte krisefortælling, hvor også landets minkavlere over en nat blev tvunget til aflive deres dyr og lægge deres levebrød i graven.

Venstre krævede i valgkampen sidste år en advokatundersøgelse, men da regeringsmagt og ministerposter var inden for rækkevidde, var det slet ikke så vigtigt længere. Langt vigtigere blev det at afskaffe store bededag – endda så meget, at Venstre en overgang erklærede, at modstandere af en afskaffelse af helligdagen slet ikke skulle have lov til at deltage i forhandlinger om forsvarsforliget – med den begrundelse, at de med deres modstand så havde udelukket sig fra at tale om finansieringen, hvis de ikke accepterede store bededag som en sådan finansiering. 

Løftebrud? I dén grad. Men også langt værre end det; nemlig et udtryk for en helt umådelig magtarrogance, som næsten kan få en til at snappe efter vejret. En så åbenlys foragt for befolkningen, som jeg stort set ikke har oplevet siden udlændingedebatten i 1980’erne og 1990’erne.

Johannes Andersen peger på den faldende valgdeltagelse som et af faremomenterne i udviklingen. Desuden advarer han mod, at en »totalitær tankegang« blandt de udstødte kan indfinde sig.

Men her tror jeg, at Johannes Andersen har stirret sig blind på stormen på Kongressen, og det virker letkøbt, at han nærmest overtager den svenske eller tyske definition af, hvad demokrati er – for det er naturligvis kun de etablerede ”systempartier”, der er demokratiske.

Alle med anderledes holdninger bliver derfor af de etablerede medier i de to lande betegnet som ”antidemokrater” og ”totalitære” som f.eks. partierne Sverigedemokraterne eller AfD (Alternative für Deutschland).

Jeg må sige, at jeg gennem utallige valgkampe har talt med et bredt udsnit af den danske befolkning. Jeg har også fulgt debatten på de sociale medier. Protester og personangreb kan være særdeles direkte – til tider grænseoverskridende. Tonen er klart blevet mere grovkornet – ja, desperat og præget af store frustrationer.

Men jeg har endnu til gode at høre folk efterlyse det behov for en ”stærk mand”, som Johannes Andersen med alvorstung mine maner frem af historiens hængedynd. Man skal være uhyre varsom med at slynge om sig med totalitarisme som begreb.

For mange danskere er problemet måske netop, at de efterhånden ser Folketinget og dansk politik som en totalitær størrelse. I Østtyskland havde man et slags parlamentarisk skindemokrati. På papiret var der skam flere forskellige partier, men de tilhørte alle den samme blok. Det så fint ud, men der var reelt ingen forskel på partierne.

Mon ikke, at SVM-konstruktionen hos mange leder tankerne hen på det samme fænomen? Og hånden på hjertet: Hvori består i grunden forskellen på Venstre og Socialdemokratiet? Den kan være svært at få øje på. På de store linjer er politik blevet så konsensus-præget, at folk ikke gider følge med i politik længere.

Hvis man spørger journalister og akademikere i Tyskland og Sverige, ser de ”totalitarister” overalt, hvor der findes en afvigende mening fra det bestående systems. Danske forskere bør tage sig grundigt i agt for ikke at havne i samme faldgrube.

Danskerne er nok et af de mest vaccinerede folk i forhold til enhver form for totalitarisme – se blot på det for længst hedengangne nazistpartis latterligt ringe folkelige appel og tilslutning. Til gengæld kan der sagtens lure et folkeligt oprør – det vil til gengæld manifestere sig inden for demokratiets rammer. Fremskridtspartiet var et sådant oprør. Dansk Folkeparti var et sådant oprør.

Men begge partier befandt sig fast forankret i det parlamentariske demokrati – og gjorde pludselig dette levende demokrati relevant for et bredt udsnit af befolkningen.

Vær vis på, at det kan ske igen. Men fri os for venstrefløjens traditionelle spøgelser og tendens til at se ”fascisme” overalt, hvor der findes mennesker med en anden mening. Bolden skal spilles over på partiernes banehalvdel: Hvad har de gennem de seneste årtier gjort for at inkludere befolkningen?