Nu må vi oppebie. Det er noget med at være vågne og parate. Som amazoner og anemoner

Der er noget farligt i luften, som kan få os til at tvivle på fremtiden. Men tiden er ikke til opgivenhed. Når du tvivler, så tænk på den lille anemone, der også var en amazone.

Illustration: Rina Kjeldgaard

»I denne fjendske zone forgår min anemone.« De ord kunne finde anvendelse i den aktuelle demokratidebat. Og de ord satte han på sin frygt i 1943, præsten, dramatikeren og den tidligere Jyllands-Posten-skribent Kaj Munk. Hans ikoniske nationaldigt, ”Den blaa anemone”, er der grund til at genlæse i dag, hvor både den nære og fjerne verden på ny synes fjendsk og frossen. Når Bornholm ikke blot er destination for softice og amatørkeramikere, men også mål for fjendtlige undervandsangreb i geopolitisk rørte vande. Når storrumskontoret forvandles til kølerum, mens frugtordninger og firmafester spares væk. Når Putin taler om sine atomvåben, som om han havde fingeren på aftrækkeren allerede. Så tænk på anemonen.

Han var ellers nær blevet offer for 68’ernes pre-woke udskamning, Kaj Munk, fordi han trods sin velsignede pen også var erklæret antidemokrat og blandt andet brugte sin pen til at forfatte nogle af de tekster, som vi i dag ville ønske, at vi kunne skrive ud af avisens historie. Ukritisk hyldest af Hitler og Mussolini. Forrykt forståelse for jødeforfølgelsen. Hvor kan vi dog kun tage afstand fra de synspunkter.

I dag fylder Jyllands-Posten 151 år, og selv om det nu er mere moderne end nogensinde at diskutere, hvorvidt historien kan omskrives med slettelak, så ved vi stadig godt her på avisen, at det kan historien ikke.

Hvor skulle man også næsten begynde med den hvide lak. Historien er ikke så sort og hvid, at slettelakken ville finde logisk anvendelse. Besættelsestidens helte og skurke adskilles ikke af så tydelig en streg, som mange har forsøgt at tegne sidenhen for selv at kunne stille sig på den rigtige side af den. Det dokumenterer for eksempel forfatter og journalist ved Weekendavisen Arne Hardis i sin seneste bog, ”Pibende Hængsler”, hvor Socialdemokratiets forhold til nazimen nuanceres ganske meget sammenholdt med partiets historieskrivning. Det velpolerede har det med at falme sat over for det veldokumenterede.

Men lad os nu i avisens fødselsdagsanledning dvæle ved netop den omstridte Munks fine anemone. For den lille anemone forgik jo ikke. Den gennembrød tværtimod den frosne jord.

Forårsdigtet handler umiddelbart om, hvordan anemonen bryder op i haven den første dag i marts. Som forårsbebuder og floralt eksempel på Guds skaberevner. Og det handler om Munks eget liv. Anemonen blev – som han selv – flyttet fra fødeøen Lolland til præstegården i Vedersø, hvorefter den blomstrede trods skrøbelighed og modstand. Anemonen manglede sin fede ler og savnede sit skovkvarter. For Munk selv var det livet som forældreløs digterspire, der var skrøbeligt. Men digtet er også en påmindelse om besættelsestidens forbud mod det frie ord, der tvang mange af datidens skribenter til at formulere modstanden i apokryfe metaforer.

Og ja, Munk var også manden, der gjorde sig skyldig i fascistisk fascination. Han var dog først og fremmest nationalt sindet. Og endte derfor selv med at være en aktiv del af den danske modstandsbevægelse. Så aktiv, at Gestapo kl. 20.00 den 4. januar 1944 hentede ham på hjemmeadressen, bortførte ham og henrettede ham med tre pistolskud nogle timer senere.

Få uger forinden, i julen 1943 havde han rundsendt anemonedigtet som en personlig julehilsen til sine bekendte, og det står også omtalt i Jyllands-Posten som et tryk for de få, eftersom det ikke var udgivet officielt.

Jeg lytter ofte til det som sang. Sætter den til at køre i ring på iPhonen eller i bilen og får den selvforskyldt på hjernen. Især i dagene omkring Jyllands-Postens fødselsdag roterer det hos mig som en indre underlægningsmusik. Det vil sige fra den 16. september, hvor Jyllands-Posten første gang udkom som prøvetryk, hvilket tilfældigvis også er min egen fødselsdag, og indtil den 2. oktober, der er avisens officielle fødselsdag. Hvert år synes både digtets relevans og avisens historiske ærinde fortsat højaktuelt.

Jyllands-Posten blev stiftet i protest mod Københavns kulturadikale ekkosaloner og den følgagtige papegøjejournalistik i partipressen. Som en liberal og uafhængig avis, der havde det fine ærinde at lave »et nyttigt og brugeligt blad til Jylland«. Man behøver ikke gå Inger Støjbergs ærinde for at se, at der fortsat er behov for uafhængig journalistik, der kan løfte blikket fra Københavns snævre cirkler. For 151 år siden var det Jylland, i dag er ambitionen at dække hele Danmark.

Salondiskussionen er endnu et trættende eksempel på, hvordan alting evindeligt forsimples. Selvfølgelig findes de fine københavnske saloner. Tro mig, jeg færdes i dem, og det er ikke altid virkelighedsopfattelsen her stemmer med den, der er hos folk, som de er flest. Men vel er det ej hele hovedstaden, der er eliten. København er fuld af fattigfolk og en masse derimellem. At afvise de åbenlyse forskelle og uligheder er lige så dumt som at gøre dem større, end de er.

Nuancer og proportioner er en vigtig del af Jyllands-Postens værdikompas og eksistensberettigelse i en tid med overflod af informationer og overskrifter.

Der er noget farligt i luften. Enhver må ruste sig til kamp, og den kan komme i mange skikkelser. Som oprustning, som værdikamp eller måske blot som insisteren på at lade sig oplyse. Bemeldte Kaj Munk siger det fint i en leder i avisen fra 1940, hvor han deler en sproglig mavefornemmelse sovset ind i bibelreferencer, men vakst ikke desto mindre.

”Oppebie” er overskriften på lederen, som er en af de flere hundrede indlæg i Jyllands-Posten, som Munk skrev i avisen, hvor han hørte hjemme, selv om han også havde sin præstegård i Vedersø. Oppebie var allerede dengang et gammelt ord, men formentlig er der i dag endnu flere, som ikke ved, hvad det betyder. Det er et synonym for at vente.

Men i lederen skriver Kaj Munk, hvad han selv synes, ordet også siger: »Oppebie! Et dejligt ord. Hvad det betyder, ved vel Dansk Ordbog, men hvad der ligger i det, kan jeg mærke. Oppebie er ikke bare det sløve; at tage sig ingenting til og lade komme, hvad komme må. Nej, det er noget med at være oppe, vågen, parat. Enten så det, der kommer skal modtages med geværsalve eller jublende velkommen. At vente, det kan være at sidde og nikke. Men oppebie det er et ord uden søvn i øjnene, klarøjet, skarpsynet.«

Munk har fat i noget, som rækker udover den kristne forkyndelse. Han minder os om, at oplysning og opvakthed er en afgørende faktor for vores evne til at forsvare os selv. Siden Kaj Munks ledere har Jyllands-Posten flyttet sig meget, ligesom samfundet har. I dag står vi urokkeligt på demokratiets side. Når Ukraine angribes af antidemokraterne i Rusland, er vi ikke i tvivl om, hvor vores sympati er, og vi er ikke i tvivl om, at krigen også handler om andet end grænser på landkort. I Vesten, i Europa, i Ukraine, i Danmark handler krigen om retten til vores styreform og friheden til selv at bestemme.

En situation, hvor vores samfundsform er under angreb, kræver, at vi oppebier. At vi ikke forlader os på ligegyldighed og dovenskab, når vi ikke længere orker at følge med i nyhederne og hellere søger at undgå dem, hvad der desværre er en dokumenteret tendens til, at stadig flere danskere gør. Eller ikke magter for alvor at forholde os til et folketingsvalg med flere partier på stemmesedlen end nogensinde før.

Da limfjordsdigteren Knud Sørensen i denne uge døde, forsvandt der et menneske af den generation, der tilsyneladende hvilede i forbindelsen til naturen og landbokulturen og fik det hele til at synes lettere, end de fleste i yngre generationer har evnet.

Vi læser ikke digte, vi går ikke i kirke, vi lytter hellere til os selv end autoriteterne, og vi finder ikke ro, slet ikke i konventionerne. Det kan synes lidt håbløst måske. Men skrøbelighed kan være stærk.

»Nu står den der og nikker så sejerssæl i Jyllands grus, ukuelig og sikker trods ensomhed og gus, som om alverdens modgang her har givet den et større værd, en lille amazone og dog min anemone, som søens bølge skær.«

Tiden kalder på, at vi finder vores indre amazoner og anemoner. Bevares, den kalder også på milliarder til forsvarsudgifter, som vi glemte at spare til modgang under medgang. På udsyn, så vi ikke putter os som puslingeland. På frie ord, der kan oplyse os i en mørk tid.

Men der er også noget med os selv, tror jeg. Med vores egen evne til at forstå, at hverken fortiden eller nutiden er simpel. Historien skal ikke slettes, den skal tjene som vidne om, at demokrati ikke er givet eller indiskutabelt. Det var det ikke i Munks tid, og det er det ikke i Putins tid, vores tid. Men vi vil se demokratiet blomstre, hvis vi oppebier. Når du tvivler, så tænk på anemonen.

Marchen Neel Gjertsen, Jyllands-Postens politiske analytiker

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.