Kan vi igen få et klimavalg?
Hvis man åbner øjnene og ser ud i verden, er det bemærkelsesværdigt, hvor mange usædvanlige vejrbegivenheder der manifesterer sig. Men giver det genlyd i de politiske kontorer?
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Forleden sagde FN’s generalsekretær Guterres: »Verdens ledere går som søvngængere mod verdens undergang.« Udtalelsen faldt i forbindelse med de voldsomme oversvømmelser i Pakistan – oversvømmelser, der af pakistanerne selv vurderes til at have bibelske dimensioner.
Selve udtalelsen kan ses både som et opråb til verden og som en apatisk, opgivende opfattelse af situationen.
Hvis det er et opråb, har vi hørt det før – og især i de senere år, hvor vejrkatastroferne har stået i kø. I så fald er det blot en konstatering af tingenes tilstand med flere og voldsommere ekstreme vejrhændelser.
Men hvis det er den opgivende attitude, der ses, så kan det kun være et udslag af, at FN har fejlet i sine bestræbelser på at løse klimaudfordringen. Sandt er det jo, at FN, siden klimakonventionen blev vedtaget i 1992, har mødtes til COP-møder hvert år – bortset fra 2020 – uden at vi er på vej mod en stabilisering af klimaet. Det ville nemlig indebære, at indholdet af drivhusgasser som CO2 i atmosfæren blev stabilt, men det stiger stadig, og derfor øges ekstremerne også kloden over.
COP26 i Glasgow i november sidste år var igen små hop på stedet med en opfordring til, at der skal tages hårdere fat på COP27 i Egypten til november.
Så jeg kan godt forstå Guterres, hvis han virker lidt opgivende.
Vi har fået en klimalov, og der er sat gang i energiøer med brede flertal. Det er supergodt, men vi er jo ikke på vej til at opfylde klimalovens målsætning.
Spørgsmålet er så, om hans udtalelser eller de mange vejrkatastrofer får indflydelse på den danske valgkamp, som nu er i gang, selv om valget endnu ikke er udskrevet.
I første omgang kan jeg konstatere, at klima ganske vist ligger højt på vælgernes ønskeliste, men der er ikke mange politikere, der sætter netop den dagsorden. Her gælder det mere de lokkende toner med skattelettelser, selv om det på ingen måde er det, vi har brug for. Der skal jo bruges mange flere penge på militæret på grund af Putin, og vores hospitaler er underbemandet ligesom skoler og daginstitutioner, der jo begge modtager det mest værdifulde, vi har – nemlig vores børn. Derfor er det underligt, at netop det ikke prioriteres.
Vi skal naturligvis hjælpe de mennesker, der er i økonomisk uføre på grund af høje energipriser, men det skal målrettes de rigtige, og derfor er generelle skattelettelser ikke den rigtige vej.
Klimaudfordringen derimod skal ses langsigtet, og det kræver mod og politikerhjerte, hvis det skal batte noget.
Vi har fået en klimalov, og der er sat gang i energiøer med brede flertal. Det er supergodt, men vi er jo ikke på vej til at opfylde klimalovens målsætning med 70 pct. reduktion af udledninger af drivhusgasser i forhold til 1990. Så der skal mere på bordet – hvem tør?
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.