Vi må aldrig acceptere, at folk med stærke politiske holdninger ikke kan leve et frit liv

Da nyhedsvarslet om Kurt Westergaards død tikkede ind for et år siden, var min første tanke, at det var lykkedes en af hans fjender at tage livet af ham. ”Heldigvis” fremgik det af nyheden, at han døde af naturlige årsager. Min reaktion har dog fået mig til at tænke ekstra grundigt over Kurt Westergaards plads i vores fælles historie og hans eftermæle. Han har – om nogen – betalt en meget høj pris – bare for at passe sit arbejde. Jeg har også efterfølgende reflekteret over det åbenlyst absurde i, at jeg reagerede med lettelse over bladtegnerens naturlige død.

Vi kan have mange meninger om Muhammed-tegningerne og om manden Kurt Westergaard. Faktum er, at Kurt Westergaard var tegner. Han leverede tegninger på bestilling, og han var god til det. Men han lagde ikke den redaktionelle linje på Jyllands-Posten. Han passede sit job, og samfundet kvitterede med politibeskyttelse og et attentatforsøg, der blev begået af en udenlandsk statsborger, som fortsat lever på tålt ophold i Danmark, fordi Flygtningenævnet vurderer, at han vil blive forfulgt i sit hjemland, Somalia.

Kurt Westergaard var næppe klar over, hvilken pris han skulle betale for at levere de omdiskuterede Muhammed-tegninger. Faktisk kom det nok bag på de fleste. Tegningerne blev bragt for mere end 15 år siden, og de definerer på mange måder stadigvæk vores hverdag.

Jeg kendte ikke Kurt Westergaard personligt. Men det står helt klart for mig, at han både var en modig og principfast mand. Han hyldede ytringsfriheden, og han placerede sig i frontlinjen i kampen for at beskytte den.

Desværre ser vi, at stadig flere samfundsaktører må leve med politibeskyttelse. Vores statsminister lever med det, Inger Støjberg, Pia Kjærsgaard, Naser Khader gør det også. De betaler prisen for at stå fast på deres demokratiske ret til at sige, hvad de mener. Det beundrer jeg dem for. Ligesom jeg hylder, at Kurt Westergaard også gjorde det.

Jeg ved, at det ikke er uden konsekvenser. Hverken for en selv eller ens nærmeste. Jeg har selv i et enkelt tilfælde trukket mig fra en debat for at beskytte mine døtre. Jeg var for år tilbage inviteret til en aktuel debat som indlægsholder. Jeg endte med at melde afbud, fordi jeg vidste, at mine synspunkter kunne få konsekvenser for mine børn. Jeg har som politiker været genstand for lidt af hvert, navnlig som forsvarsminister for en krigsførende nation. Jeg er som sådan ikke bange for at stille mig frem. Alligevel trak jeg mig.

Netop derfor er jeg fuld af beundring over for dem, der stiller sig i frontlinjen. Dem, der tager kampen, fordi de mener, at det, de tror på, er vigtigere end dem selv. Sådan var Kurt Westergaard. Derfor skylder vi både ham og alle de andre, der lever med politibeskyttelse, at vi sammen står fast på vores grundlovssikrede ytringsfrihed.

Vi må aldrig acceptere, at folk med stærke politiske holdninger ikke kan leve et frit liv. Det må aldrig blive normalt. Disse mørke kræfter skal bekæmpes. Det er irrelevant, om vi er enige med dem, der lever under politibeskyttelse, eller ej. Vi har brug for alle stemmer i den demokratiske debat. Konsekvenserne for at tage del i de demokratiske samtaler i dag skræmmer uden tvivl mange, specielt når det handler om debatter med emner som eksempelvis religion og udlændingepolitik, som ofte bringer følelserne i kog.

Så lad os mindes Kurt Westergaard og ære ham ved at insistere på ytringsfriheden. Det skylder vi hinanden.