Jehovas Vidner vil ikke modtage blod. Og det er vi nødt til at respektere, selvom deres holdning er helt ude i hampen

Jeg er ikke nogen stor fan af Jehovas Vidner, hvor jeg tilbragte en stor del af min barndom og ungdom.

Jyllands-Posten fortalte om en Højesteretsdom, der tager udgangspunkt i et medlem af Jehovas Vidner, der imod sin vilje fik foretaget en blodtransfusion. Manden var bevidstløs men havde et kort på sig, der skriftligt gav udtryk for, at han under ingen omstændigheder ville modtage blod. Højesteret vurderede, at det var lovligt, da sundhedspersonalet alligevel gav ham blod.

Jehovas Vidner må ikke ret meget. De må ikke fejre jul, de må ikke fejre fødselsdage, og de må ikke modtage blod.

De bliver fra barnsben indoktrinerede i en grad, så de lægger evnen til at forholde sig kritisk, nuanceret og reflekteret til sig selv og omverdenen i garderoben sammen med overtøjet, inden de sætter sig ind på rad og række og lader sig forføre.

Læger og sygeplejerskers rolle er at redde menneskeliv – eller om ikke andet så at mindske patientens lidelse.

Det må være et enormt dilemma at stå i som sundhedsfaglig, når ens professionelle job er at yde den bedst mulige pleje samtidig med, at man står med en patient, der er uden for pædagogisk rækkevidde.

Men hvis vi tror på individets ret til selv at vælge, hvis vi går ind for ytrings- og religionsfrihed, er vi så ikke nødt til at respektere, når et voksent menneske, uanset hvor idiotisk vi mener deres standpunkt er, skriftligt har tilkendegivet, at personen under ingen omstændigheder ønsker at modtage blod?

Situationen stiller sig anderledes, når det drejer sig om mindreårige børn, hvor jeg mener, samfundet bør skride ind og tilsidesætte forældrenes og barnets ønske.

Jeg er klar over, at argumentet kan strækkes til andre emner. Min holdning handler specifikt om retten til som et voksent menneske ved sine fulde fem at frasige sig en blodtransfusion.

Jeg har fået lavet et testamente. I det står der, at hvis der skulle ske noget med mig, så jeg ender i koma, og det vurderes, at jeg ikke vil vågne, så skal der slukkes for apparaturet, der holder mig kunstigt i live. Det valg vil jeg gerne have bliver respekteret. Det er derfor, jeg har foretaget diverse manøvrer og er gået igennem en advokat, har fået stemplet dokumentet, og har det opbevaret på to forskellige adresser.

Den beslutning har jeg taget som et voksent individ. Personligt mener jeg, at det er totalt hul i hovedet at sige nej til en blodtransfusion, der kan redde ens liv. Det ville jeg aldrig selv gøre. Det er udtryk for en ekstremistisk holdning, jeg ikke forstår. Men holdningen er personlig, vedrører den enkelte borgers ret til selv at bestemme over sit liv.

Hvis vi ikke respekterer individets personlige beslutning, så længe det ikke er til fare for det omgivne samfund, bevæger vi os faretruende tæt på en klub af stater, der har en noget anderledes syn på, hvornår staten kan tilsidesætte en borgers rettigheder.