Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvis det er den ledelsestone, statsministeren forbinder med godt arbejdsmiljø og god politisk samtale, så takker jeg pænt nej

Tiden flyder, og det samme gør moralen og den almindelige ordentlighed. Det er i hvert fald den fornemmelse og følelse, jeg sidder med i disse dage.

Vi skal til det: Gøre regningen op. Hvad vil stå tilbage fra det år, som er ved at takke af? Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, der har det sådan med corona-årene 2020 og 2021, at de underligt diffust glider ind og ud af hinanden. Som om tiden er plastisk, og man har svært ved at huske og stadfæste, hvornår hvad skete – og ikke mindst hvorfor.

Hvornår var det for eksempel, at Frank Jensen stoppede som overborgmester? Eller Lars Løkke Rasmussen forlod Venstre? Var det i 2020 eller 2021? Tiden flyder, og det samme gør moralen og den almindelige ordentlighed. Det er i hvert fald den fornemmelse og følelse, jeg sidder med i disse dage. Hvilket også har sat sit præg på min liste over de fem vigtigste politiske opture og nedture, jeg vil huske dette år for.

Først opturene:

Trump forlader Det Hvide Hus. Trump sluttede sit præsidentskab som den mest uværdige, korrupte og løgnagtige præsident, USA har haft i mands minde. Han så ikke alene passivt til, mens Kongressen blev stormet, han gjorde alt for at omgøre Bidens valgsejr. Men nogen og noget stoppede i sidste øjeblik denne populistiske højrebølge: et sammensurium af seriøse journalister, retskafne embedsmænd og ubestikkelige politikere – en håndfuld republikanere og resten demokrater. Det hele bakket op af en ny generation af unge aktivister. Uden dem ville Biden i dag ikke være i Det Hvide Hus.

Feminismen er tilbage. Lige som alle troede, at MeToo-debatten var toppet med Frank Jensens afgang sidste år, tog en gruppe – fortrinsvis unge – kvinder MeToo til det næste niveau. I dette efterår har den ene magtfulde (medie-)mand efter den anden måttet tage sit pæne tøj og forlade sit hjørnekontor. Modvilligt har Mediedanmark måttet se sig selv i øjnene og anerkende de magtstrukturer og den misforståede maskulinitet, som er forudsætningen for den grænseoverskridende adfærd, der desværre i for udpræget grad har defineret de omtalte arbejdspladser. Kønt har det ikke været at se på den ransagelse. Men til gengæld mere end opløftende at se en ny feminisme og magtkritik træde i karakter.

Fodboldfansene siger fra. Hvis der er nogen, som skal have æren for, at diskussionen om VM i Qatar har fået den fyldet den har i dag, er det de danske fodboldfans. For første gang jeg kan huske, har de danske fodboldfans sagt højlydt fra over for DBU’s oprindelige position og kontant blandet sig i den offentlige debat om næste års VM-slutturnering. Det her handler for fansene ikke om partipolitik, men om værdipolitik. Deres ambition er intet mindre end at redde sportens troværdighed og integritet. Deres engagement har allerede givet resultater. Ikke bare DBU har rykket sig. Det har mange af de idrætspolitiske ordførere på Christiansborg også. Nu venter vi bare på, at regeringen forstår problemets omfang. For Qatar er sportens MeToo-øjeblik.

Kina får kamp til stregen. Der er nærmest ikke gået en dag det seneste år, hvor Kina ikke har gjort sig uheldigt bemærket. Fra landets massive undertrykkelse af egne religiøse mindretal over tilintetgørelsen af den demokratiske bevægelse i Hongkong til daglig sabelrysten over for Taiwan. Går den, så går den, har Kinas holdning været. Men det gør det bare ikke længere. Hverken internationalt eller herhjemme. Igen er der nogle få engagerede mennesker, som har spillet en særlig rolle i forhold til det holdningsskifte, der lige nu finder sted i Danmark. Her skal ikke mindst de lokale Hongkong-aktivister i København nævnes lige som Amnesty International, Jens Galschiøt, de to ungdomspolitikere Thomas Rohde og Anders Storgaard og en række Kina-kyndige journalister på ikke mindst Politiken, Berlingske, Information og nærværende dagblad. Det er deres fortjeneste, at flere og flere efterhånden forstår, at det er de internationale spilleregler, der er på spil – og spørgsmålet om, hvem der skal definere dem, Kina eller de demokratiske samfund? Jeg satser på det sidste.

Støjberg-dommen. Endelig kom afgørelsen. 25 af Rigsrettens 26 dommere var ikke i tvivl: Inger Støjberg skal i fængsel for de kriminelle handlinger, hun begik i sin tid som minister. Dommen var for mig årets mest opløftende demokratiske øjeblik. Der er trods alt stadig grænser for, hvor meget man som minister i Danmark kan manipulere med, hvad der er rigtigt og forkert, hvad der er lovligt, og hvad der ikke er. At Støjbergs kriminelle handlinger overhovedet blev afdækket, skyldes lige som i USA kun, at en række journalister og politikere ikke gav slip på sagen og bid for bid afdækkede dybden og alvoren af det skete. Kæmpe tak til jer.

Nu, hvor I i regeringen alligevel er i gang med at eksportere alle jeres problemer et eller andet gudsforladt sted hen på kloden, kunne I så ikke tage denne ledelsesstil med i samme ombæring?

Nedture:

Eksport af flygtninge til Rwanda. Hvad der for få år siden ville være helt utænkeligt – at man eksporterede flygtninge rundt i verden for at slippe for selv at få nogen ind i landet – er nu officiel politik for den socialdemokratiske regering. Hvordan regeringen kan få sine skåltaler om en ny værdibaseret udenrigspolitik til at gå op med et samarbejde med en notorisk voldsparat afrikansk leder, er komplet uforståeligt. Det er et moralsk og etisk udsalg af dimensioner.

Eksport af fanger til Kosovo. Lige som man har skullet vænne sig til tanken om en dansk flygtningelejr i Rwanda, lander regeringen en aftale om at købe sig 300 fængselspladser i Kosovo. Der gik ikke mange timer, efter nyheden breakede, før der rejste sig en bølge af kritik af aftalen. Ikke mindst fordi den bryder med alle normale retspolitiske spilleregler i Danmark, når det gælder om at tage vare på både syge, udsatte og dømte. Og det ansvar kan man ikke bare uddelegere. Men det er lige det, regeringen synes er en rigtig god idé: at uddelegere eller eksportere problemerne så langt væk som muligt. Men her stopper eksportambitionerne åbenbart ikke.

Eksport af studerende til provinsen. Fortællingen fejler ikke noget: Danmark skal hænge sammen. Efterfulgt af et: Nu er det provinsen, der skal opprioriteres. Midlet er nedskæringer på de videregående uddannelser i de fire største byer for i stedet at oprette nye uddannelsesinstitutioner i dele af Danmark, der er kendetegnet ved få eller ingen videregående uddannelsesmuligheder. Det lyder måske besnærende for den lokale borgmester, men ikke for langt de fleste unge. De har lyst til at tage en uddannelse et sted, hvor der er chance for at møde andre unge og indgå i et rigt og varieret studieliv og -miljø. Et sted, hvor der er dygtige, erfarne undervisere og et velfungerende forskermiljø. Disse ting findes ikke i Udkantsdanmark – og de kommer heller ikke til det, så længe der ikke følger mange ekstra penge med. Regeringens udflytningsplaner for de videregående uddannelser er rendyrket provinsopportunisme.

Eksport af klimaambitionerne til fremtiden. Hvis der er én formulering, der dækker årets klimaforhandlinger, er det, at der kommer en god løsning i morgen. Mantraet er, at nogen eller noget nok skal opfinde en teknologisk dims, der løser problemerne. Enten ved at suge CO2 ud af atmosfæren eller sørge for, at køerne ikke prutter så meget mere. Igen er kodeordet eksport. Denne gang eksport til fremtiden. For det er åbenbart alt for farligt at udfordre sin vælgerbase og sige det, som det er: Den grønne omstilling kommer til at koste. Der er noget, vi skal stoppe med, og der er noget, der skal være dyrere. Kom nu, regering: få indført en generel CO2-afgift og få samtidig omlagt landbruget fra kød- til plantebaseret produktion.

Eksport af iskold ledelsesstil. Statsministerens megen snak om at forbedre arbejdsmiljøet og den politiske samtale på Christiansborg står i skærende kontrast til den måde, vores højest placerede ministerielle embedsmand, departementschef Barbara Bertelsen, kommunikerer med sine medarbejdere og fagministre. Hvis det er den ledelsesmæssige tone, statsministeren forbinder med et godt arbejdsmiljø og den gode politiske samtale, så takker jeg pænt nej. Det indblik, vi har fået i, hvordan man snakker til hinanden i Statsministeriet, er ikke mindre end rystende. En så iskold og patroniserende tone er en skamplet for hele det ministerielle system. Et godt råd: Nu, hvor I i regeringen alligevel er i gang med at eksportere alle jeres problemer et eller andet gudsforladt sted hen på kloden, kunne I så ikke tage denne ledelsesstil med i samme ombæring?


Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.