Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Kære Mette Frederiksen, læg dig ned og rul dig

Minkskandalen har været en kendsgerning i snart et helt år. Men når vi som offentlighed ser tilbage, tegner der sig en ildevarslende tidslinje, som kaster skygger over mere end minkerhvervet og vækker dyb bekymring i en chefredaktørs stol.

Artiklens øverste billede
Der er gået snart et helt år, siden Mette Frederiksen beordrede alle mink aflivet. Det år har hun ikke brugt på at genopbygge tilliden og påtage sig ansvaret, skriver Marchen Neel Gjertsen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau/Scanpix

Med store evner følger et stort ansvar. Eller som det hedder i bøgerne om Pippi Langstrømpe: ”Den, som er meget stærk, må også være vældig rar.” Hun var verdens stærkeste, men dog kun et barn. Et andet sted i bøgerne svarer hun da også næsvist en lærerinde på spørgsmålet om resultatet af et regnestykke: ”Ja, hvis du ikke selv ved det, så skal du ikke tro, at jeg har tænkt mig at fortælle dig det!”

Danmarks voksne statsminister Mette Frederiksen (S), der kan partiparolen om ”ret og pligt” i søvne, må dog kende balancen. Toppen af den danske centraladministration, som er skolet i forvaltning på de højere læreanstalter, må også vide, at magten og åbenheden ikke blot hænger sammen i gajolæskecitater eller børnebogslogikker. Det er en guldvægt, som er afgørende for det danske demokratis sammenhængskraft.

Samfundet har honoreret regeringens krisestyring under corona med tillid. Men med så vidtgående beføjelser, som regeringen har haft, må der også følge en vidtgående transparens. Hvis vi som samfund skal evne at tillade og tilgive fejl hos vores ledere, så kræver det tillid. Til at lederne selv evner at erkende fejl og påtage sig ansvar. Når en regering iværksætter en ulovlig aflivning af alle mink og en de facto-nedlukning af et helt erhverv på en måde, der strider med grundloven, så må vi som minimum forvente en forklaring på, hvorfor og hvordan det skete.

Et retssamfund, der ikke placerer ansvar eller fremlægger oplysninger, så offentligheden selv kan placere ansvaret, er ikke et retssamfund. Et land, hvor straffen for at køre fuld på cykel er 1.500 kr., kan ikke samtidig tillade ledere, der krænker den private ejendomsret og koster skatteborgerne milliarder for så bagefter at undvige ansvaret. Uanset om ministre eller embedsværk er skyldige, må der ikke opstå en juridisk bermudatrekant, hvor selve retsfølelsen er overladt til ingenmandsland.

Der er gået snart et helt år, siden Mette Frederiksen beordrede alle mink aflivet. Det år har hun ikke brugt på at genopbygge tilliden og påtage sig ansvaret.

Allerede i november sidste år afslog regeringen Jyllands-Postens anmodninger om aktindsigt i banale oplysninger om afgørende forløb. I granskningskommissionen er der i denne uge afsløret en gammel sms-korrespondance, hvor Sundhedsministeriets daværende departementschef til Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, drøfter en historie fra Jyllands-Posten. ”Man må åbenbart tåle lort fra medierne,” skrev Sundhedsministeriets øverste leder som svar til Bertelsens sure sms. Der var tale om en helt nøgtern nyhed, hvor myndighederne selv åbnede for, at avlsbestanden af mink ikke nødvendigvis skulle have været slået ned. Er det Slotsholmens tilgang til den offentlige samtale, som statsministeren ellers siger er så vigtig? Udtrykker den tone de skatteyderfinansierede uafhængige embedsmænds syn på medierne? Jamen åbenbart.

Sidste efterår stod Mette Frederiksen selv i folketingssalen og blev bedt om at redegøre for, hvem der vidste hvad hvornår. Svaret på det meste var, at håndtering og arbejdsgange skulle nærstuderes i ressortministerierne, ikke i Statsministeriet. Så meget desto mere påfaldende er det, at hver eneste afhøring i kommissionen indtil videre kun har styrket opfattelsen af, at Barbara Bertelsen svingede taktstokken hele vejen igennem.

Uanset om ministre eller embedsværk bærer ansvaret, må der ikke opstå en juridisk bermudatrekant, hvor selve retsfølelsen er overladt til ingenmandsland.

Folketinget udbad sig også en skriftlig redegørelse for hele forløbet sidste år. Men den udkom i så gummiagtige vendinger, at jeg selv som daværende politisk redaktør efter at have læst den 100 gange sad forvirret tilbage med fornemmelsen af, at den mestendels redegjorde for det forhold, at man ikke ønskede at fremlægge sandheden for Folketinget og offentligheden.

Man blev bedt om at forklare sig. Men man gjorde det ikke. Da Folketinget så bad advokat Claus Guldager lave en uafhængig advokatundersøgelse af forløbet om politiets brug af actioncards, måtte han løbe spidsrod mellem ministerier og tigge om indsigt i de oplysninger, han skulle bruge om forløbet.

”Uanset om der findes skriftligt materiale – og uanset om dette måtte være journaliseringspligtigt”, måtte han jo have oplysningerne til sit arbejde, forklarede han ydmygt i e-mails til Statsministeriet og rykkede flere gange.

I sin rapport konstaterer advokaten til sidst slukøret, at han ikke fik alle oplysninger, og at man efter hans opfattelse kan så tvivl om, hvorvidt regeringens redegørelse til Folketinget var retvisende. Han ved med sin indsigt i de øvrige dokumenter, at der er noget, der tilsyneladende mangler i puslespillet. Men mere end det kunne han ikke få at vide. Nu kan vi som følge af B.T.’s insisterede dækning af sagen konstatere, at der i hvert fald er nogle sms’er, som han ikke fik, og som ingen uden for Statsministeriet begriber, hvorfor skulle slettes i første omgang. Så meget for den brede politiske opbakning til advokatundersøgelse og kommission.

Det smertelige i det seneste års tidslinje er således ikke kun, hvad der substantielt er sket i selve minksagen. Men helt principielt udstiller dette forløb også magtens manglende villighed til at lade sig undersøge. I nogle af de sms’er, som Barbara Bertelsen sendte til sine underordnede i Fødevareministeriet i november, forklarede hun selv, at ”regeringens liv” var på spil her. At ”forfængelighed er en dødssynd”. Hun ville have, at de i stedet for at snakke uden om kritikken skulle lægge sig ned og rulle sig, som hun skrev. Alt andet var et ”ægte tillidsbrud”. Hun havde ret. Analysen var helt præcis. Med den tilføjelse, at der er endnu større værdier end regeringens eget liv på spil her. Netop fordi både Mette Frederiksen og hendes departementschef er så stærke i deres ræsonnement, må vi også kunne forvente, at de selv gør, som de prædiker for andre.

Jyllands-Posten deler om nogen statsministerens efterlysning af en styrket offentlig samtale. Vi ønsker medier, der bevarer proportionerne og dækker det vigtige fra hele landet frem for skingre ligegyldigheder med bestemt politisk fortegn. Vi tror, det er en forudsætning for Danmarks fremtid. Lige nu sætter centralmagtens top desværre hensynet til sig selv højere end den skrøbelige samfundskontrakt, vi alle har et ansvar for. Så kære Mette Frederiksen, læg dig ned, rul dig, alt andet er et ægte tillidsbrud.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen