Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

1990'erne var et farligt, fritsvævende årti

Alle, der ikke er 1989’ere, er godt klar over, at hvis man ene og alene tager hensyn til frigørelsen, så frigør man også kræfter, der er så destruktive, at det kan ødelægge vores samfundsorden.

Hen over sommeren har der været en del diskussion af det, man kan kalde ”arven fra 1989”. Hvis man skal helt til bunds, er det en ganske akademisk diskussion. Men bær over med mig. Den er også vigtig.

Allerede i 1994 offentliggjorde den store historiker Eric Hobsbawm en bog med titlen ”Age of Extremes. The Short Twentieth Century 1914 – 1991”.

Bogens vigtigste pointe var, at den verdensorden, der efter Napoleonskrigene kom ud af Wienerkongressen, havde holdt fra 1815 til 1914.

Når Hobsbawm anskuede tingene på den måde, var det blandt andet, fordi han i lighed med mange andre politiske historikere fandt det rimeligt at sige, at så længe stormagterne fastholder deres grundlæggende sikkerhedspolitik, kan man tale om en epoke i den politiske historie.

Og selv om det ændrede på sikkerhedspolitikken – og i sidste instans førte til en eksplosion – at Tyskland blev samlet i 1871, så var sikkerhedssystemet i Europa i næsten 100 år, at de store imperier (Rusland, Storbritannien, Frankrig, Østrig-Ungarn, Tyrkiet) pejlede efter hinanden, indgik aftaler og traktater og på den måde undgik om ikke enhver form for konflikt så dog i det mindste den store og altfortærende af slagsen.

Systemet gav en helt enorm fredsdividende i form af infrastruktur (jernbaner og kanaler), økonomisk vækst, blomstrende kunst og videnskab. Der er ikke noget at sige til, at man kalder afslutningen på tidsalderen for ”la belle epoque”. For det var den på mange måder.

I 1914 bliver den verdensorden sprængt i småstykker. Det havde mange årsager, men en af de fremtrædende var, at det nye imperium Tyskland ikke kunne indpasses i det eksisterende system. Da krigen i 1918 er slut, er millioner af mennesker døde. Og fire imperier sunket i grus (eller i fuld gang med det): Rusland er blevet til Sovjetunionen. Østrig-Ungarn er ved at blive til et dusin selvstændige nationalstater i Øst- og Centraleuropa. Osmannerriget er ved at blive til Tyrkiet. Og briterne er færdige som kolonimagt, selv om de ikke ved det endnu. Desuden er Tyskland blevet til en militært set impotent republik, hvor kaos hersker. Og USA er på vej til at blive den supermagt, landet helt entydigt udviklede sig til efter 1945.

Den nye verdensorden, der opstår efter Første Verdenskrig, er en sovjetisk verdensorden eller verdensuorden. Alle stormagter på kloden er nødt til at indrette deres sikkerhedspolitik på det kommunistiske regime i Moskva, fordi man aldrig ved, hvad det kan finde på med hensyn til at eksportere sin revolution eller dominere sine umiddelbare naboer.

Og lige præcis derfor gør Eric Hobsbawm det 20. århundrede til et kort århundrede. Det begynder med, at den gamle, post-napoleonske verdensorden fra 1815 holder op med at eksistere i 1914. Og det slutter med, at den sovjetiske verdensorden holder op med at eksistere i 1991.

Når man i 2021 ser tilbage på 1990’erne, er det klart, at der sker noget den 11. september 2001. Der stopper 1990’erne.

Og her kommer så spørgsmålet om 1989 ind i billedet. For sagen er: 1990’erne var – det kan vi nu se – et meget mærkeligt årti, der stod uden for nummer. Årtiet ligger efter det 20. århundrede, der slutter i perioden 1989 – 1991 (det er i den forbindelse sigende, at Potsdamaftalen, der regulerede verden efter 1945, bortfaldt endegyldigt i 1990). Men det ligger også før, at der for alvor opstår en ny verdensorden.

Det kunne man ikke vide dengang. Men når man i 2021 ser tilbage på 1990’erne, er det klart, at der sker noget den 11. september 2001. Der stopper 1990’erne. Der begynder i en vis forstand det 21. århundrede: hvor den vestlige verden skal i gang med at forsvare sig selv og sin samfundsmodel. Først imod terrorismen. Senere imod antiliberale stormagter som Rusland og Kina.

Som jeg forstår den tidsalder, vi lever i, forholder det sig sådan, at vores politisk set liberale samfundsorden (som næsten alle i Vesten går ind for) ikke kommer af sig selv. Det gør den ikke, fordi den har meget stærke fjender: islamismen i Stormellemøsten og dens femte kolonne i selve Vesten. Det genrejste Rusland, der ikke synes at have en selvstændig, positiv dagsorden. Men stiller sig tilfreds med at genere og skabe splittelse i Vesten. Og naturligvis Kina, der aspirerer til at blive verdens nye supermagt og etablere ”den kinesiske fred” med udgangspunkt i det sydøstlige Asien.

Og lige her ligger splittelsen mellem de såkaldte ”1989’ere” på den ene side. Og på den anden side en række grupperinger, der mentalt har bevæget sig hinsides 11. september 2001.

Er man 1989’er, er man tilbøjelig til at mene, at den politisk liberale samfundsorden ikke har nogen eksistentielle fjender. Hverken islamismen, Rusland eller Kina er for alvor farlige. Det er til gengæld (national)staten og enhver form for regulering, der hæmmer den frie bevægelighed. Hvad angår islamisterne, vil de tilpasse sig Vesten, når de indser, at det vil give dem en større personlig frihed og mere velstand. Hvad angår Rusland og Kina, skal vi gøre forretning med dem og lade være med at være bange: Lande, der handler med hinanden, gør ikke for alvor hinanden noget ondt.

Jeg er ikke selv 1989’er. Derfor mener jeg, at sådanne antagelser er både forkerte og farlige.

Jeg mener, at den politisk liberale verdens- og samfundsorden er værd at bevare og kæmpe for. Den er nemlig alle andre verdens- og samfundsordener totalt overlegen. Hvad enten det gælder teknik og videnskab, respekt for det enkelte menneske eller helt enkel moral, i forhold til hvordan man lever og omgås andre mennesker. Sagt med andre ord: Alle andre steder end i Vesten er det værre at være et mindretal, at være fattig eller at være afvigende fra flertalskulturen, end det er her hos os.

Og derfor kommer man ikke uden om som politiker at foretage nogle meget svære afvejninger: Vi skal glæde os over, at vi har ytrings-, religions- og forsamlingsfrihed. Vi skal glæde os over kvinders og minoriteters rettigheder. Men vi skal også være klar over dette: Ser man 10 eller 20 år frem i tiden, er det mere sandsynligt, at presset på rettighederne vil være steget, end at det vil være faldet.

Derfor skal vi forsvare vores samfundsmodel imod undergravende virksomhed. Uden at vi forsvarer den så hårdhændet, at det hele kan være ligegyldigt. Fordi vi har afskaffet friheden i den hensigt at bevare den.

At se således på tingene vil de mest hardcore 1989’ere rutinemæssigt kalde ”nationalkonservatisme” eller ”populisme”. Men det er selvfølgelig tom og ikke-gennemtænkt snak. Man kan både være socialdemokrat, liberal og for den sags skyld elitær og samtidig mene, at vi lever i en samfundsorden, der er værd at bevare og forsvare.

Så spørgsmålet om, hvordan vi afbalancerer hensynet til den samfundsorden, vi lever i, med hensynet til individets frihed og rettigheder, er, hvad der adskiller 1989’erne fra alle andre.

At vise hensyn til helheden og drage omsorg for, at den liberale orden fortsætter med at eksistere, mistænkeliggøres rutinemæssigt af 1989’erne. Mens alle, der ikke er 1989’ere, godt er klar over, at hvis man ene og alene tager hensyn til frigørelsen, så frigør man også kræfter, der er så destruktive, at det kan ødelægge vores samfundsorden. Og dermed enhver meningsfuld form for frihed, der følger af den liberale samfundsmodel.

Vi behøver ikke være enige om, hvordan det er bedst at kritisere 1989’erne. Men det er klart, at en vision for samfundet, der hører hjemme i årtiet uden vestlige sikkerhedsbekymringer – nemlig 1990’erne – ikke kan vise vejen frem i en tidsalder, hvor det burde stå klart for enhver, at vores samfundsmodel er lige så skrøbelig, som den er ønskværdig.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.