Et land, der fejrer sine sejre uden at stå ved og lære af sine fejl, har ingen plads i historien

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er nok de færreste, der forbinder datoen den 22. juni 1941 med andet end en dag af mange under de fem besættelsesår. Og jeg indrømmer blankt, at hvis jeg i sidste uge var blevet passet op af en journalist på Christiansborg og bedt om at kommentere det politiske 80-årsjubilæum i denne uge, var jeg blevet taget på det helt forkerte ben og været nødt til at indrømme, at jeg ikke vidste, hvad hun spurgte om.

Men efter dagens både rørende og historisk afgørende vigtige høring og mindearrangement i Fællessalen, arrangeret af pårørende og efterladte til de 350 danskere, der denne dag for 80 år siden og de følgende måneder blev arresteret og interneret i Horserødlejren, er jeg direkte flov over, at denne dato ikke står mere klart i min politiske hukommelse, end den gør.

Hvorfor blev disse danskere arresteret? Ene og alene fordi de enten var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti eller havde udvist sympati for selvsamme. På listen stod blandt andet de tre kommunistiske folketingsmedlemmer som var valgt ind i Folketinget.

Det var ikke alene et klokkeklart brud på grundloven – hvor der blandt andet står: ”Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse” – det var også udtryk for en overraskende, ja overdreven samarbejdsvilje fra dansk side i forhold til besættelsesmagten. Det danske politi arresterede mange, mange flere end dem, hvis navne stod på tyskernes oprindelige liste. Og da lovgrundlaget for arrestationerne – den såkaldte kommunistlov – to måneder senere blev stemt igennem i Folketingssalen var det med opbakning fra alle partier.

Og der stopper denne politiske skandale ikke. Da samarbejdspolitikken i 1943 brød sammen, overtog tyskerne kontrollen med lejren. Og selvom en del af de indsatte lykkeligvis nåede at flygte, blev 150 af dem alligevel sendt til KZ- og udryddelseslejren Stutthof. Af dem døde 22 mennesker i dette helvede på jord. De, der kom hjem efter krigens ophør, var mærket for livet. Det samme blev deres familier.

Det var disse dybt personlige livshistorier fra pårørende og efterladte vi i dag hørte i Fællessalen på Christiansborg. Historier om, hvordan det er som barn at opleve sin far blive hentet af politiet og aldrig igen se ham. Historier om andre mænd, der nok vendte hjem, men var så fysisk og psykisk ødelagte, at de ikke længere var de samme. Historier om familier, der efter krigen gik i opløsning, fordi sjælen aldrig kom sig efter det, der var sket i Stutthof. Historier om, hvordan det var at vokse op i familier, som aldrig talte om det der var sket i KZ-lejren, men hvor oplevelserne alligevel altid var tilstede i rummet.

Mindearrangementet og høringen, der var arrangeret af Horserød-Stutthof Foreningen, har for mig været det vigtigste politiske arrangement på Christiansborg i år. Disse bemærkelsesværdige livshistorier og vidnesbyrd om den danske stats arrestation og deportation af 350 af sine egne statsborgere, fik mig for første gang til at forstå, at der her er tale om den største politiske skandale i nyere dansk historie.

Hvorfor er arrestationen af de 350 kommunister ikke mejslet ind i vores allesammens bevidsthed og hukommelse? Hvorfor er der ikke en historisk mindeplade på Christiansborg, der fortæller denne historie? Hvorfor har det officielle Danmark ikke for længst overfor de efterladte givet en ubetinget undskyldning?

Hvis ikke Horserød-Stutthof Foreningen og Enhedslisten – der var vært for arrangementet – havde markeret dette 80-års jubilæum, ville jeg ikke have skænket datoen den 22. juni 1941 en tanke. Det er jeg flov over at indrømme. Men jeg er endnu mere flov over, at de efterladte og pårørende på eget initiativ skal sende vores statsminister et officielt brev, hvor de beder om at det officielle Danmark tager sit demokratiske og politiske ansvar på sig og giver en uforbeholden undskyldning.

Jeg håber, at vores statsminister vil behandle henvendelsen fra Horserød-Stutthof Foreningen med lige så stor seriøsitet som hun gjorde, da hun på Danmarks vegne sagde undskyld til Godhavnsdrengene. Men jeg håber endnu mere, at vi – os parlamentarikere, på tværs af partierne – vil bakke op om Enhedslistens ønske om, at vi på Christiansborg synliggør, den umådelige uret, disse 350 borgere oplevede under krigen. En uret der skete med enstemmig opbakning fra det daværende folketing.

Om denne historiske synlighed af begivenheden på Christiansborg skal være i form af en mindeplade eller et andet kunstnerisk udtryk skal her stå ubesvaret. Men det er helt afgørende, at Folketingets politikere og gæster fremover i hverdagen bliver oplyst og mindet om dette feje, nedrige overgreb på 350 danske statsborgere – og dermed vores allesammens grundlov.

Et land, der fejrer sine sejre, uden at stå ved og lære af sine fejl, har ingen plads i historien.