Naturromantikere ødelægger skovene, skader miljøet og svækker den danske træindustri
Den politiske alliance mellem regering og venstrefløj har mange konsekvenser. En af dem tales der stort set ikke om.
»Nu skal dervære mere vildskab i haven,« melder en overskrift i Realdanias magasin Bolius. Det vilde og såkaldt naturlige look er tilsyneladende blevet højeste mode for haveejere landet over. Hækken, græsset og ukrudtet skal have lov til at gro, og ifølge magasinet har 28 pct. af danske haveejere allerede omlagt deres have.
En af dem er studieværten Lene Beier, hvis have ved Dragør ud til Øresund »summer af liv« med insekthotel, pindsvin, flåter, elefantgræs, stauder og en snog. Som hun selv fortæller, er ikke alle forbipasserende imponerede. Fra en flok af unge fyre lød det for nylig: »Nu skal I bare se det flotteste hus med den grimmeste have.«
Heldigvis må folk selv om, hvad de vil gøre med deres have. Men det er et politisk spørgsmål, hvad vi gør med vores statsskove. Her har regeringen og støttepartierne SF, Enhedslisten, Alternativet og De Radikale for længst besluttet, at der skal være mere urørt skov i Danmark til den nette sum af 888 mio. kr. Derfor forhandles der i øjeblikket om en plan, som skal standse skovdriften i en lang række statsskove fra Rold Skov i Nordjylland til Almindingen på Bornholm. Fremover skal der i alt være 75.000 hektar urørt skov i Danmark.
Naturen er jordisk, har ingen moral, rummer masser af invasive arter og er for øvrigt ligeglad med, hvad vi tænker om den.
Hvorfor det lige skal være 75.000 ha, er uvist. Men forligsparterne er begejstrede og taler om at genoprette naturen og sikre biodiversiteten. Gid det var så vel. Planen bygger på romantik og myter.
En af dem er, at den urørte skov bliver mere tilgængelig for mennesker. Det stemmer ikke overens med, at urørt skov over tid netop vil gro til en mørk og fremmed skov uden lysninger og rekreative arealer, som skovgæster normalt sætter pris på.
Noget andet er, at statsskovene rummer nogle af de bedste lokale produktionsskove, hvorfra en meget stor del af det certificerede, bæredygtige træ kommer. Fremover vil det træ skulle importeres fra udlandet som tung trafik – med negative økologiske konsekvenser. Dertil kommer, som jeg engang lærte i skolen, at træer optager mere CO2, når de vokser. Det betyder, at jo flere træer, der sås, vokser og fældes, jo bedre er det for miljø og klima. Når vi derimod lader træerne stå som urørt skov, optager de mindre kulstof. Og når de dør, udledes der CO2.
Professor Per Gundersen ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet har i en nylig artikel på Altinget.dk gennemgået sagen og konkluderer, at urørt skov ikke er et effektivt redskab til at trække CO2 ud af atmosfæren: »Træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. Træerne vil ældes og på et tidspunkt dø, og når det sker, starter forrådnelsen, hvorved det lagrede kulstof vender tilbage.«
Den omsiggribende lukning af statsskoven vil selvfølgelig også få konsekvenser for lokale savværker og produktionsvirksomheder, men det lader til at rage de politiske naturmennesker på venstrefløjen og i Miljøstyrelsen en høstblomst.
Det synes heller ikke at interessere de borgerlige partier, der har lagt sig fladt ned med undtagelse af Nye Borgerlige, hvis spidskandidat på Vestsjælland, Mogens Aaby, netop har understreget miljøgevinsten ved en produktions- og kulturskov, der fældes, plantes og plejes. Dermed kan vi udvide vores skovarealer med plads til dyr og insekter, nærme os de internationale målsætninger og fastholde produktionen af trævarer i Danmark, hvor der findes en lang tradition for håndværk, funktionalitet og design.
Den slags bider ikke på romantikere, som typisk bor i byen og længes efter natur, himmel og grønne områder. De tænker hverken i konsekvenser eller kompromisser. De vil have den rene, vilde og urørte natur, som er en idé, der vandt frem med Romantikken og fik digtere, malere, drankere og filosoffer til at forestille sig naturen som overjordisk og moralsk god. Det er fantasteri. Naturen er jordisk, har ingen moral, rummer masser af invasive arter og er for øvrigt ligeglad med, hvad vi tænker om den.
Det hører med til vores politiske forpligtelse at passe bedst muligt på vores nærmiljø og klode. Men det gør vi ikke ved at romantisere skoven med afsæt i drømme og forestillinger, som sværmere har dyrket i 200 år, og som kolliderer med både naturvidenskab og sund fornuft.